Annonce
Danmark

Stor lettelse efter opklaring af færdselsdrab: Familien nåede at få nyheden, inden den rejste hjem

En 22-årig værnepligtig blev dræbt mandag aften i sidste uge, da han krydsede vejen her. Arkivfoto: Morten Dueholm
En 71-årig mand erkender sig delvist skyldig i trafikdrabet på en 22-årig værnepligtig i sidste uge. Det betyder meget for kolleger og pårørende til den dræbte, at flugtbilisten er fundet.

Karup: Det har skabt stor lettelse, at politiet tirsdag morgen kunne fortælle, at en 71-årig er blevet identificeret, anholdt og sigtet for den tragiske ulykke, der i sidste uge kostede en 22-årig værnepligtig livet.

Det fortæller oberst Palle Mikkelsen, der er chef for Operations Support Wing, som de værnepligtige hører under.

- Det betyder rigtig meget, både for vores medarbejdere, men også for de pårørende, som nu kan få en afslutning på sagen, siger han.

Palle Mikkelsen fortæller, at Flyvestation Karup som så mange andre arbejdspladser er præget af efterårsferien i denne uge, og at de værnepligtige derfor også holder fri.

- Men når de møder ind igen, vil de også kunne få sat et punktum. Jeg vil ikke lægge skjul på, at det har været en rigtig svær uge, vi har været igennem, siger obersten, og fortsætter:

- I vores metier kommer vi rigtig tæt på hinanden, og vi passer på hinanden i alt, vi gør. Her har vi midt i det hele pludselig mistet en kammerat, og det har vi skulle prøve at håndtere. Når vi har at gøre med så unge mennesker, som tilfældet er, er det måske første gang, at de oplever noget, der er så svært, men jeg tror faktisk, at vi har gjort det godt. Vi samler i næste uge op på, hvordan de værnepligtige har det.

Annonce
Oberst Palle Mikkelsen er glad for og lettet over, at politiet nu har sigtet en mand i den ulykkelige sag. Arkivfoto

Ros til politiet

Den trafikdræbtes grønlandske familie blev efter ulykken fløjet til Danmark, hvor den har opholdt sig på flyvestationen. Her modtog de beskeden om, at sagen synes opklaret, kort inden den rejste hjem til Grønland.

- De pårørende blev orienteret direkte af politiet, så de fik kapitlet lukket inden, de tog hjem, og det var rigtig dejligt for dem, siger Palle Mikkelsen, som også sender en hilsen til alle, der har hjulpet til med opklaringen.

- Det er et fantastisk politiarbejde, der er udført. Det er jeg dybt taknemmelig for.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Hvad er det, der smager godt? Det er minderne

Hver sommer tager jeg på en budgetvenlig madrejse inden for landets grænser og under åben himmel. Jeg besøger et af de utallige loppemarkeder med rustikke keramiklamper, strikkede nisser og ridsede legetøjsbiler, mange af os elsker at frekventere, hvor sang og bløde guitartoner lyder fra en lille musiktribune, og der kan købes fadøl, brød og pølser til en frokostpause direkte på det tyndslidte græs. Genbrugsguld og gammelt fajance går jeg udenom. Jeg kommer med et bestemt formål. Jeg vil mindes den mad, jeg havde glemt, jeg kunne huske. Jeg finder den i en 60'er-årgang af ugebladet Hjemmet, en orange og brun Kenwood-håndmixer fra 1970'erne, Eksportslagteriernes Gris-På-Gaflen-kalendere og Raadvads ikoniske brødmaskine af stål og træ fra dengang, et rigtigt rugbrød vitterligt ikke kunne skæres i med brødkniv og håndkraft alene, så massivt og hårdt var det. Har vi spist schweizisk raclette i Danmark? Ja det har vi! Jeg stod i sommer med hele raclette-udstyret i hånden, den elektriske varmeplade til at stille ind på spisebordet, og de små pander i legetøjsstørrelse, som hver rundt om bordet kan tilberede sine egne grøntsager, kød og ost på. Racletten skulle være en efterligning af det bål og de redskaber, schweiziske kvæghyrder anvendte ude i bjergene til at tilberede deres aftensmad. Vi snusede til racletten i Danmark, måske i 1980'erne og glemte det igen. Apparaterne led samme skæbne som fonduegryderne. Først røg de i pulterkammeret, siden på genbrugspladsen eller loppemarkedet. Mit lykkeligste fund i år var Lilian Kaufmanns ”Fremmed mad” fra 1968 udgivet af Bo Bedre. Her fandt jeg den lammesteg, vi sværmede for i 1970'erne. Skrællede kartofler blev skåret i skiver og taglagt i en smurt bradepande, og oven på dem blev lagt en blanding af hakket hvidløg og persille. Bouillon blev hældt ved kartoflerne, og lammekøllen lagt ovenpå, så saften dryppede ned på kartoflerne under stegningen. På et kollegiekøkken en gang i 1970'erne, smagte jeg for første gang lammekød i denne ”lammekølle som i Provence”-udgave. Skulle jeg tilberede lam i morgen, ville jeg uden betænkning vælge samme opskrift. For mad har med længsel at gøre. Man kan læse en kogebog fra 1960'erne og mærke lugtene fra alle bogens sider, hvis man altså selv har levet i 1960'erne. Søren Gericke har sagt: ”Det smager godt, siger man. Men hvad er det, der smager godt? Det er det, man kan huske. Det er minder.” Hvem har ikke mærket sandheden af disse ord på egne smagsløg. Som 13-årig smagte jeg for første gang den franske ost gruyère. Det var i Paris i 1966. Rejsebudgettet var skrabet. Et kulinarisk højdepunkt blev en croque monsieur fra en typisk fransk bistro. I Danmark kendes den også under navnet parisertoast. Lykkeligvis var det gruyère, der var pakket i croque monsieuren. Det var mit første møde med smeltet ost, og gruyére havde jeg aldrig hørt om, men jeg vidste omgående, at den her smag var skelsættende, og jeg holder aldrig op med at lede efter en croque, der smager præcist som dengang. Jeg har hørt en forsker sige, at lugt og smag har forbindelse til det limbiske system i den centrale del af hjernen, hvor man mener, følelser opstår. Det kan bruges i praksis for eksempel over for gamle mennesker, der får hjulpet hukommelsen på gled med mad, de husker fra hele deres liv. En samling gamle opskrifter kan virke som et fotoalbum med billeder af alle vores kære. Dufte og smag af mad kan få os til at huske ting, vi ellers troede vi havde glemt. Om lidt vil mange af os kollektivt ride på en bølge af madminder. Duftene af Brunkagerne, risalamanden, rødkålen, de brune kartofler kan åbne for sluserne med erindringer om til strikkede nisser, selvkørende legetøjsbiler, duften af ny dukke og farmors hvide blondebluse og øjenbrynene, der pludselig var tegnet op med mørk farve, fordi det var juleaften. Hun, Esther, talte odenseansk til sin dødsdag, selv om hun boede i Nordjylland. Hun kunne sin flæskesteg til perfektion, foruden hjemmelavet rullepølse og julesild. Hvem der bare kunne stjæle af hendes kagedåse en lige en gang til.

Annonce