Annonce
Kultur

To lokale frikirker slår sig sammen om fælles vision

De to præster Kent Jakobsen og Rune von Weydenberg Kærlet ser frem til de nye muligheder, som samarbejdet bringer. Pressefoto
De to frikirker Pinsekirken og Den Evangeliske Frikirke har med stor begejstring valgt at fusionere.

Randers: Pinsekirken og Den Evangeliske Frikirke i Randers slår pjalterne sammen og kommer fremover til at fungere som én kirke i Randers. De to kirker har længe haft et godt øje til hinanden, og efter et par års drøftelser om mulighederne for en sammenlægning, er det nu fuldbragt.

- Det er en stor glæde for os i Pinsekirken, at vi 4. juni med et overvældende flertal stemte ja til at blive en del af Frikirken, udtaler Rune von Weydenberg Kærlet, præst i Pinsekirken.

Begge kirker har en lang historie i Randers. Den Evangeliske Frikirke blev etableret i det Herrens år 1888. De seneste år har kirken rystet adresseposen og har blandt andet haft til huse i Bilhuset Nellemann, Hotel Kongens Ege og senest i det tidligere fitnesscenter i Niels Brocks Gade.

Pinsekirken i Randers kom til verden i 1926 og har i en del år haft kirke på Mariagervej. De to kirker tæller henholdsvis cirka 125 og 275 aktive voksne plus en masse børn, og ingen af de to nuværende lokationer kan således rumme den sammenlagte kirke.

- Vi er i fuld gang men at finde egnede lokaler, der kan rumme de 400 medlemmer, og gerne mange flere, men vi ved endnu ikke, om det bliver ombygning, nybygning eller indflytning i nye lokaler, udtaler præsten i Den evangeliske Frikirke, Kent Jakobsen.

En ressource for byen

Kent Jakobsen bliver ledende præst i den sammenlagte kirke, og Rune von Weydenberg Kærlet kommer til at indgå i præsteteamet med kirkens øvrige præster.

- Med et øget antal medlemmer vil kirken også få flere ressourcer, og dermed bliver der også større muligheder for at gøre en fælles indsats i Randers. Vi er ikke en kirke, der er sat i verden for at servicere vores egne 400 medlemmer, men vores 400 medlemmer er en ressource for og i Randers, udtaler Kent Jakobsen.

Kirkerne deltager blandt andet i et samarbejde om at hjælpe mennesker med fx mad og tøj, hvis de er visiteret af Randers Kommune. Arbejdet kaldes Kirkernes Familiehjælp, og blev for nogle år siden etableret af Frikirken, Pinsekirken og Kronjyllands Frimenighed. Der er et samarbejde på tværs af mange kirker i Randers, og visionen er, at dette samarbejde skal styrkes.

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Kultur For abonnenter

Bogkassen anbefaler: Når historierne tappes fra evighedens tønde

Bøger: Hvis man er til lyrik, er Einar Már Gudmundssons nye digtsamling ”Til rette vedkommende” en lise for sjælen. Hvis ikke man er til lyrik, skal man se at blive det i en fart. For denne lille, sansende og smukke bog er det tåbeligt at snyde sig selv for. ”Til rette vedkommende” er Gudmundssons fjerde digtsamling gennem 28 år som succesrig forfatter. Romanerne har fyldt mest. Det var også for en roman, ”Universets engle”, at han i 1995 blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris. Alligevel er Einar Már ifølge eget udslag mest glad for digtene. Han mener i øvrigt ikke, der er så stor forskel mellem prosa- og lyrikgenrerne. Lyrik skal rumme en historie, siger han, og prosa skal også være poetisk. Den holdning præger forfatterskabet, både når der digtes, og når der skrives prosa. ”Til rette vedkommende” er nok den lyseste, den letteste, den mest livsglade af Einar Már Gudmundssons fire digtsamlinger. Ikke på den måde, at digtene er uden dybde eller alvor - tværtimod. (Manden er jo islænding ...). Men fordi digtene trods tvivl, trods skygger og understrøm rummer en dejlig livsglæde. En samling digte - eller for den sags skyld en stor, episk roman - ville ikke være Gudmundsson, hvis ikke der var et glimt i øjet og en række underfundige formuleringer, der er alt for spændende eller smukke til bare at blive læst. Gudmundsson kræver tanker hos læseren. Alt andet er umuligt. Som når han skriver: Hvis du tapper historier fra evighedens tønde giver jeg kaffe på benzintanken og viser dig forstadskvartererne, småbyerne som sover og småbyerne som holder sig vågne, sindets udkanter, fodgængertunneller og baghaver, byen bag ved tiden ... En smuk strofe, ganske typisk for den nye digtsamling. Den kredser om mennesket i universet, den rummer klare eksistentielle emner - og den skildrer et samfund i evig forandring. Som når digtet fortsætter: Kaffebarerne, hvor kopperne dampede af digte/antikvariaterne som nu er forsvundet/excentrikerne som er døde/og det lille hus på skråningen/som for længst er borte ... Sådan er det jo. Det er en digters skildring af et samfund, der udvikler sig. Og under udviklingen også mister noget. Tiden er ikke til excentrikere - eller skæve eksistenser - og ikke til et lille hus på en skråning.

Annonce