Randers: Om Torben de Sigismund, der sidste år i juni fik amputeret sit venstre ben, er blandt de midtjyske patienter, der ifølge en ekstern analyse har fået det gjort unødigt, ved han ikke.
- Men det er også ligegyldigt. I givet fald kan jeg måske være heldig at få et lille plaster på såret i form af en pose penge, men mit ben og mit sociale liv får jeg ikke tilbage. Og hvem skulle egentlig også være kompetent til at prissætte det, spørger han retorisk.
Uanset hvad så ved Torben de Sigismund i hvert fald en del om, hvad de mange unødigt benamputerede borgere har været og stadig går igennem, og selv mener han også, at hans ben kunne have været reddet, hvis lægerne, da han første gang henvendte sig med smerter i benene, havde været mindre vakse til at konkludere, at han ikke fejlede noget og i stedet havde undersøgt ham lidt bedre.
Af samme grund har han allerede en verserende sag kørende hos Patienterstatningen.
Smerter i benene
Allerede i juni 2019 opsøgte han nemlig sin egen læge, fordi han sankthans aften pludselig havde fået stærke smerter i benene.
- Han sendte mig straks videre til vores lokale sygehus, Regionshospitalet Randers, hvor jeg fik ultralydsskannet benene og efterfølgende den besked, at jeg ikke fejlede noget. Så jeg blev sendt hjem med noget smertestillende, fortæller Torben de Sigismund.
Torben de SigismundLægerne har placeret mig yderst på bænken.
Herefter gik det nogenlunde frem til januar 2020, da han begyndte af få kolde ben. Igen gik han til læge og blev nu sendt til undersøgelse hos karkirurgerne i Viborg. Man fandt her ud af, at den var gal med blodomløbet, og 17. marts blev han opereret første gang. Han fik lavet en såkaldt bypass fra pulsåren ved armene og ned til begge lysker.
Imidlertid opstod der efter operationen komplikationer, hvorfor han efterfølgende flere gange var på operationsbordet, først i Viborg og siden på Aarhus Universitetshospital (AUH) i Skejby ved Aarhus.
Koldbrand
I juni 2021 var der gået koldbrand i venstre ben, og lægerne i Aarhus så ingen anden mulighed end at amputere det.
Torben de Sigismund har klaget over forløbet og søgt erstatning. Han har senest fået besked om, at Patienterstatningen forventer at komme med en afgørelse på hans sag 23. maj.
- Først fik jeg at vide, at de ville tage stilling 18. februar, så nu må vi se om datoen holder denne gang, og om jeg når at få en eventuel erstatning, mens jeg endnu er i live, siger han og tilføjer, mens han rækker avisens udsendte en skrivelse med AUHs udtalelse til Patienterstatningen:
- Lægerne har, som du kan se, placeret mig yderst på bænken.
Sidste linje i AUHs udtalelse lyder: "Efterfølgende (efter amputationen, red.) har vi ikke yderligere karkirurgiske behandlingstilbud til patienten".
Mistet tilliden
- Jeg har altid betragtet mig selv som et optimistisk og positivt menneske, men hele mit forløb her har virkelig udfordret mig på de egenskaber, siger 74-årige Torben de Sigismund, der har mistet tilliden til ikke bare sundhedsvæsenet, men også en række andre offentlige instanser.
- Når min egen læge beder eksperterne om at undersøge, hvorfor jeg pludselig har ondt i benene, forstår jeg ikke, hvorfor de så hurtigt konkluderer, at jeg ikke fejler noget. Da man så langt om længe - et halvt år senere - konstaterer, at det er helt galt med mine ben, foretager man fejloperation på fejloperation. Derfor anser jeg det for selvfølgeligt, at jeg har krav på en erstatning.
- Men det skal ikke undre mig, om jeg får afslag. Det har jeg oplevet flere ligesindede få, enten fordi de har røget, er for fede eller har drukket for meget. Det er med andre ord vores egen skyld, siger Torben de Sigismund.
Når mistilliden også er rettet mod andre instanser end sundhedsvæsenet, skyldes det, hvad han kalder den kamp, man skal kæmpe for hvert eneste lille hjælpemiddel, som kan bidrage til at gøre tilværelsen som amputeret blot en lille smule lettere.
- Bare det at få bevilget den lille kran, jeg har monteret i min bil, og som gør mig i stand til selv at placere min kørestol i bagagerummet og tage den ud igen, har taget et halvt år. Og at få bevilget en egentlig handicapbil, må man regne med en ventetid på to år, siger Torben de Sigismund.
Har sejlet med kongelige
Videre beretter han, at det at miste et ben indebærer så meget mere, end man kan forestille sig.
- Jeg er jo med benet også blevet berøvet hele mit sociale liv. Alt det, der hidtil virkelig har betydet noget for mig, kan jeg ikke længere, siger Torben de Sigismund, der er uddannet jurist og som sådan har haft stillinger inden for det offentlige, både i Danmark og Norge.
Torben de SigismundNu har jeg måttet sælge min 45 fods båd, som det, inden jeg blev syg, var meningen, jeg skulle sejle jorden rundt i. Jeg havde planlagt at tage afsted sommeren 2020, og var alt gået efter planen, sad jeg i Australien i dag.
- Jeg har sejlet, siden jeg var 10 år gammel. Jeg startede i optimistjolle og har siden sejlet stort set samtlige bådklasser, fortæller han og husker blandt andet tilbage til 1986, da han som sejlmaster i den daværende norske kronprins og nuværende kong Haralds båd var med til at vinde VM for 1/4 ton-både i Den Botniske Bugt.
Siden har han også været gast for kronprins Frederik ved et par sejlsports-events.
- Nu har jeg måttet sælge min 45 fods båd, som det, inden jeg blev syg, var meningen, jeg skulle sejle jorden rundt i. Jeg havde planlagt at tage afsted sommeren 2020, og var alt gået efter planen, sad jeg i Australien i dag, fortæller han.
Slut med at rejse
Nu er udsigterne til blot at komme på mindre udlandsture meget små.
- Man kan i min situation ikke tegne en rejseforsikring, hvis man har været i kontakt med en læge inden for de seneste to måneder. Så det er urealistisk, at jeg nogensinde kommer ud at rejse igen, vurderer han.
Også vandreture i de norske fjelde, fisketure med ransel på ryggen og stang i hånden samt lange cykelture sammen med en af de labradorer, som gennem mange år har været faste følgesvende, har givet Torben de Sigismunds liv mening.
En ellers stor vennekreds er om ikke skrumpet ind, men det er sjældnere og sjældnere, at han ser sin venner, hvoraf mange bor steder, hvor der skal forceres trapper, hvis man vil besøge dem.
- Det har været noget af en opgave at forlige sig med, at det alt sammen er slut nu, og det er da heller ikke lykkedes helt, siger han, men slutter så trods alt af med, hvad der for mange formentlig vil være et overraskende lille lyspunkt:
- DSBs handicap-service er bare i orden. Det skal de godt nok have. Der er aldrig problemer. Når man bestiller hjælp til at komme ombord, kan man regne med at alting bare fungerer, og at man bliver mødt at et venligt og hjælpsomt personale. Det kunne resten af samfundet lære af, mener Torben de Sigismund.