Annonce
Debat

Traditioner og identitet: Se, hvorledes vi kritikløst adopterer fremmede samfunds traditioner

Børge Fruelund Jensen. Foto: Jørn Alsted, JA Photo
Annonce

Læserbrev: Julen er traditionernes tid. For os ældre er det også en mindernes tid.

I min barndom, på en større gård nær Give, fejrede vi hver adventssøndag med lysene i adventskransen.  Der blev sunget adventssalmer som "Der er noget i luften" og "Vær velkommen Herrens år".

Den slags sker nok ikke i mange hjem i det moderne samfund.

Det bringer mig til at nævne en fremragende bog af historikeren og filosoffen Michael Böss. Den hedder "Det demente samfund".

Bogens ærinde er at gøre opmærksom på, at traditioner er samfundets erindring. Dette er en meget rammende sandhed om vor identitet som danskere.


Kasserer vi vort eget samfunds traditioner, mister samfundet sin erindring og bliver faktisk dement. Den demente kender hverken sine nærmeste, ja, end ikke sin egen identitet.

Børge Fruelund Jensen


Kasserer vi vort eget samfunds traditioner, mister samfundet sin erindring og bliver faktisk dement. Den demente kender hverken sine nærmeste, ja, end ikke sin egen identitet.

Dette er en overordentlig farlig udvikling. Se, hvorledes vi kritikløst adopterer fremmede samfunds traditioner. Lad mig nævne f.eks. halloween, valentinsdag, ja endog (især i pubberne) den irske St. Patricks Dag.

Men lad mig vende tilbage til julen. Et nærmere studium vil afsløre, at den danske jul i hovedsagen er en tysk opfindelse.

Den tyske digter Goethe er den første til at nævne juletræet (cirka 1820), og meget af det vi kalder hjemlig hygge, opstod utvivlsomt med den oprindeligt tyske kunstretning biedermeier.

Det ville være interessant at undersøge, hvor hyppigt ordet "hygge" optræder i dansk før 1850.

Vi sigter i disse år mod en "europæisk" identitet. Dette sker ikke mindst ad politisk vej.

Når vi så har opnået den, er sigtet en global identitet.

Ender det på den måde, vil vore børnebørns børn styres af en global, teknokratisk elite, der økonomisk vil skumme fløden på en uoverskuelig hær bestående af det arbejdende folk.

En ældre herre i min bekendtskabskreds (den eneste nulevende tipoldefar, jeg har mødt) hævder, vi er ved at bygge et nyt babelstårn.

Men den vil vælte ligesom den sidste (se Bibelen), hævder han. Og jeg er tilbøjelig til at give ham ret.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce