Annonce
Debat

Trump til Danmark: USA har ændret sig – og det har omstændighederne omkring et præsidentbesøg også

Da jeg var barn, var USA det forjættede land. Jeg dagdrømte om at bo på den anden side af Atlanten – i det land, hvor alt var muligt, og hvor de store drømme så ud til at kunne indfries lettere end noget andet sted i verden.

Som ung fik jeg heldet med mig i min karriere som musiker. Mine bandkammerater og jeg greb chancen for at prøve at bo i Guds eget land bød sig, og undervejs boede vi – naturligvis – i både New York og Los Angeles, der er USA’s to kulturelle hovedstæder.

Vi udlevede vores hedeste drømme, og USA levede i dén grad op til forventningerne. Alting var større, vildere og sjovere derovre, og de indtryk, jeg fik af landet, dengang for fire årtier siden, vil for evigt være indprentet i min hukommelse.

Det slægtskab, jeg føler med amerikanerne, tror jeg, er det samme, som mange danskere føler. Der er en enorm størrelsesforskel mellem de to lande, og mens Danmark er verdens ældste monarki, har USA til stadighed en forholdsvist kort historie bag sig. Ikke desto mindre har vi både historisk og på den værdimæssige front stået tæt sammen, og i fællesskab har vi kæmpet for demokratiet, for ytringsfriheden og menneskerettighederne.

Det er to lande, som begge er gået i krig for deres frihedsidealer, og som på hver deres måde repræsenterer menneskets ret til at være dén, man nu engang er. USA er blandt vores vigtigste allierede, og den gensidige forståelse og respekt de to lande imellem har altid skinnet tydeligt igennem, når landets skiftende præsidenter – Bill Clinton, George W. Bush og Barack Obama – gennem årene har aflagt vores land et besøg.

De seneste år har USA imidlertid forandret sig med en hastighed, som de færreste havde kunnet forudse.

Det begyndte egentlig inden valget af landets nuværende præsident, men med Trump i det Hvide Hus har USA’s skyggesider taget over som det, der mere end noget andet definerer landet: Masseskyderier. Ekstrem social ulighed. Slet skjult racisme. Separation af indvandrerfamilier. Et sundhedsvæsen, der målrettet går efter at tjene styrtende med penge på borgernes svigtende helbred. En isolationistisk udenrigspolitik med større forkærlighed for Rusland og Nordkorea end de trofaste vestlige allierede.

Som den demokratiske præsidentkandidat Pete Buttigieg har udtrykt det, har republikanerne transformeret frihedsbegrebet, så det for den amerikanske højrefløj ikke længere handler om friheden til at forfølge sine drømme og være den, man er. I stedet handler det om alt det, man gerne vil være fri for – såsom skatter, afgifter, indvandrere, våbenlovgivning, særlige minoritetsrettigheder og så videre.

Selvom Trump og hans republikanske følgesvende og millioner af fans ikke bør få lov til endegyldigt at definere USA, er det blevet svært at holde fast i troen på den såkaldte amerikanske drøm.

Som CNN’s Fareed Zakaria har påpeget, er den amerikanske drøm faktisk nemmere at realisere i Skandinavien end i USA, takket være den markant større sociale mobilitet, vi kan bryste os af på disse kanter.

Ikke mindst derfor er min ungdoms udlængsel og fascination af USA blevet udskiftet med en udpræget stolthed over at kunne kalde mig dansker. Jeg er glad for at bo i et land, hvor en kvindelig statsminister står i spidsen for den grønneste regering nogensinde. At vi holder fanen højt i kampen for at beskytte ytringsfriheden, pressen og vores individuelle rettigheder såvel som de kollektive rettigheder for seksuelle og etniske minoriteter. At vi bevarer den gensidige respekt for hinanden, selv når vi er uenige.

Når Trump den 2. og 3. september kommer til Danmark, er det således ikke ligefrem en forbilledlig amerikansk præsident, vi får på besøg. Det er ikke med stolthed, at vi kommer til at betragte Trump i samme rum som Dronning Margrethe ved den stort anlagte statsmiddag, og mødet mellem Donald Trump og Mette Frederiksen vil ikke være et møde mellem to statsledere, hvor det værdimæssige overlap vil være udslagsgivende.

Både Dronningen og Mette Frederiksen har derfor en opgave på vegne af hele den danske befolkning: De skal plante et frø, der kan spire i hjertet på Trump og hans følge på over tusind personer.

Vi ved, at vi i den internationale diplomatiliga er en David, der er oppe mod Goliat. Men vi er nødt til at gøre vores til, at USA genopfinder sig selv og finder tilbage til fordums generøsitet, ansvar og åbenhed over for resten af verden.

Der skal på ny etableres en respekt for andre mennesker og anderledes tænkende i USA. For seksuelle og etniske minoriteter. For raske såvel som syge personer, der har behov for et sundhedsvæsen, der er til for at hjælpe dem, frem for at tjene penge på dem.

Det er ting, vi har herhjemme, og som vi betragter som en selvfølge – men som man bestemt ikke kan tage for givet i dagens USA.

Annonce
Christian Have
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

De glemmer, hvad Danmark skal leve af: De radikale svigtede

De radikale svigtede i Finansministeriets mødelokaler. Gennem årene har man kunnet regne med dem som garanter for en vis økonomisk ansvarlighed, når de har været med i eller støtteparti for en socialdemokratisk regering. Det er jo ikke tilfældigt, at partiet tidligere har deltaget i borgerlige regeringer med en sund tilgang til, at pengene skal tjenes i private virksomheder, før staten kan bruge dem. Lad gå med at Østergaard gjorde præcis dét, som han og hans forgængere under Venstre-ledede regeringer kritiserede Dansk Folkeparti for – at bruge finansloven som værktøj til at påvirke udlændingelovgivningen. DF strammede. De radikale slapper. Man skal bruge den magt, ens mandater giver, så det skal han ikke høre for. Værre er det med pengene. Én ting er, at finansloven er gavmild. Det ville være forsvarligt, hvis de milde gaver blev finansieret med reformer på andre områder, og hvis man sikrede grundlaget for indtægter til de kommende år. Ingen af delene er tilfældet. Morten Østergaard er gået med til at udskrive nye skatter i milliardklassen. Det er bemærkelsesværdigt, at en finanslov lavet på ryggen af en mangeårig højkonjunktur er nødt til at inddrive endnu flere penge fra ikke bare almindelige borgere men også fra de private virksomheder, der skal sikre skatteindtægter til kommende finanslove. Dén erkendelse af indlysende økonomiske sammenhænge har de radikale forladt denne gang. Når virksomheder fremover skal gives videre til næste generation, bliver de brandbeskattet. En planlagt skattelettelse på arbejdsgiverbetalt telefon og bredbånd er droppet, selv om mobilerne og nettet er helt uundværlige arbejdsredskaber for hundredtusindvis af danskere. Med alle de øvrige nye skatter lagt oveni tegner sig et billede af et radikalt parti, som i sin selvfedme over at have fået indrømmelser på udlændingeområdet har glemt, hvad Danmark skal leve af. Det er synd. Private virksomheder og lønmodtagere skal hjælpes. Her bliver de straffet.

Annonce