Annonce
Debat

Vejen til psykologhjælp gør mig mere træt end mine egne psykiske udfordringer

Vi har indrettet vejen til psykologhjælp som en forhindringsbane med så mange benspænd, at alt for mange aldrig krydser målstregen. År efter år taber vi unge, som rækker ud efter hjælp, men i stedet må kæmpe med udløbne lægehenvisninger, månedsvise lange ventelister og prioriteringssystemer, som kun fordrer de økonomiske stærke i samfundet.

Jeg besluttede for et halvt år siden, at nu måtte det være tid; det måtte være tid til at søge hjælp via kognitiv terapi til at hjælpe mig ud af flere år på angstens hest udløst af dårligt selvværd, kropshad og et forskruet forhold til mad herudaf. Overraskende for mig blev det et skridt lige ind i vores udmattende og usammenhængende psykologsystem.

Den første forhindring startede det øjeblik, jeg trådte forhåbningsfuldt og lettet ud af lægehuset med min henvisning i hånden, da det nu viste sig, at jeg var overladt til mig selv med at finde den psykolog, som matchede mine behov.

Forestil dig, hvis du havde hofteproblemer, og din læges eneste instans var at stikke en henvisning i hånden på dig og vinke dig ud med beskeden; Så finder du bare selv ud af, hvilken læge der er mest rigtig ift. dit problem ud af alle landets læger, og forresten så har du kun fire uger til både at finde en læge og sikre dig, at han har tid til at konsultere dig snarest. Systemet er nemlig også i sin reneste form selvmodsigende, når man oplever, at den lægehenvisning, som skulle være ens hjælpende hånd, er udløbet, når dens funktion bør træde i kraft.

Det er et urimeligt krav at stille til patienter. Derfor kan jeg kun stille mig totalt uforstående, hvorfor psykologhenvisninger gribes sådan an. Hvor ville det være hensigtsmæssigt, hvis psykologer f.eks. blev tilknyttet en lægepraksis.

Udover at skulle finde den rette psykolog selv indenfor de fire uger, så mødes man i sin søgen af uoverskuelige lange ventelister, hvor prioriteringslisten er rangeret efter, hvem der er villig og har midlerne til at betale mest for konsultationen. Hos mange psykologer ender patienter med lægehenvisning aller nederst på ventelisten, hvor borgere med råd til det fulde beløb placeres øverst. Man skulle fristes til at tro, at politikerne sidder bag de lukkede mure og fejrer det med kage, når privatiseringen igen udvander dele af vores velfærdssamfund?

Det skaber dog håb, når vi forsøger os med gratis psykologkonsultationer til unge mellem 18-20 år, og psykiatrifonden indsamler underskrifter til et borgerforslag om gratis psykologhjælp til voksne, men desværre må vi konstatere, at det ikke er nok. Fejlen ligger nemlig i den måde, vi indretter vores henvisningssystem på.

Mine tanker kan kun gå til alle, som ikke er født med en ressourcestærk familie i ryggen, som kæmper en endnu hårdere kamp end jeg selv. Psykiatrien har brug for omprioriteringer og omstruktureringer, for vi må ikke nøjes med at konstatere, men handle på de høje tal om psykisk udsatte unge, som vi år efter år chokeres af. For hvis det velfærdssamfund, som vi ellers har så kært, ikke griber dem, som har mest brug for det, men tværtimod taber dem på jorden, hvem gør egentlig så?

Annonce
Sofie Matilde Billeskov Moss
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Randers

Året der gik i Randers 2019

Leder For abonnenter

Prisværdigt. Danskernes Idrætspris vil være velfortjent.

Mange mødre og fædre må med god grund misunde de forældre, hvis børn begejstret begynder dagen og skoledagen fuldstændig af egen drift og måske endda inden, at andre i husstanden har lettet på dynen. Et aldeles sjældent fænomen blandt børn i grundskolens ældste klasser. Men eleverne på fodboldlinjen i Randers er anderledes, de adskiller sig positivt fra mange af deres jævnaldrende, for de har deres fodbold, deres fodboldkammerater og deres fodboldledere. På fodboldlinjen er der ikke blot samarbejde om det finest mulige boldspil, men også fokus på sammenhold. Der er rummelighed, plads til alle, plads til fejl, plads til forskellighed. Og på fodboldlinjen er der ledere, der sikrer den rette ånd, og der smitter deres elever med den energi og entusiasme, der i årevis har været det sunde brændstof, der har drevet dem i det pionerarbejde, der i dag er resulteret i den største fodboldlinje i Norden. Frisk luft i lungerne, masser af motion i benene, gode grin og godt venskab med andre børn og voksne er noget nær den bedste start på dagen. Langt bedre end det, der følger i hælene på for sent i seng, for sent op, for meget franskbrød. Så er det uendelig meget bedre at komme ud af fjerene, ud på fodboldbanen. Fodboldlinjen i Randers er en fremragende idé, et fantastisk initiativ, der på alle måder fortjener den finaleplads i konkurrencen om Danskernes Idrætspris, som fodboldlinjen opnåede seneste onsdag. Fodboldlinjen i Randers fortjener på alle måder Danskernes Idrætspris, æren og anerkendelsen og de medfølgende 100.000 kroner, når TV-showet Sport 2019 ruller over skærmen lørdag 4. januar direkte fra Boxen i Herning. Drevet frem af ingenting er fodboldskolen i Randers i dag den morgenfriske start på skoledagen for 500 drenge og piger fra 14 randrusianske folkeskoler, der spiller på 12 forskellige anlæg fordelt over hele kommunen. Morgen efter morgen sparker de gladeligt dynen af sig, springer op af sengen og står parat på boldbanen klokken seks - selv på regnvåde, råkolde og buldermørke vintermorgener som dem, vi oplever netop nu. Prisværdigt. Danskernes Idrætspris vil være velfortjent.

Randers FC For abonnenter

5 ting vi lærte af skuffelsen i Silkeborg: Vild målform, mental nedtur og afgørende afslutning

Annonce