Annonce
Debat

Vi er sammen om at gøre Randers erhvervsvenlig

På den seneste liste over erhvervsvenlige kommuner, udarbejdet af Dansk Byggeri, er erhvervsklimaet i Randers scoret som nummer 59 ud af 98 kommuner. Kun Samsø Kommune har en dårligere placering i undersøgelsen, der bygger på 31 erhvervspolitiske indikatorer og spænder over alt fra dækningsafgift, ventetider på byggesagsbehandling, administrationsgebyrer med mere.

Det er fristende at tale Randers ned, sådan som dele af byrådet gør fra møde til møde. Men jeg vil ikke tale Randers ned. Tværtimod vil jeg fremhæve placeringen som en unik mulighed for at forbedre erhvervsvenligheden. Selvom vi er gået 16 pladser tilbage og er placeret i den tunge ende, betyder det også, at en indsats mod at blive mere erhvervsvenlig vil komme mange gange igen. For Randers skal være mere erhvervsvenlig, end vi er i dag. Det viser alle undersøgelser, sund fornuft og resultater fra flere andre kommuner. De gode erhvervsvilkår starter i byrådet, og derfor har Liberal Alliance også fokus på erhvervspolitikken frem mod kommunalvalget i november.

Hurtigere sagsbehandlingstid på byggesager

Vi skal understøtte byggeaktiviteten i Randers Kommune og sørge for, at ingen, der ønsker at bygge nyt, privat som erhverv, oplever unødigt bureaukrati eller andre hindringer, der kan forhindre en effektiv byggeproces. Derfor foreslår vi, at behandlingstiden på byggesager skal under én uge. Det er et konkret og målbart servicemål, som vi vil arbejde for.

Afskaffelse af dækningsafgiften

Dækningsafgiften er en særskat på at drive virksomhed, som kommunerne kan vælge at opkræve. Randers og Aarhus kommune er de eneste i Region Midtjylland, der vælger at opkræve særskatten. Det giver ingen mening at fastholde en særbeskatning, der giver ulige konkurrenceforhold for virksomheder, der arbejder på tværs af kommuner. Samtidig er det en ekstra omkostning for nye virksomheder, der ønsker at etablere sig. En omkostning, de ikke har i én eneste af vores nabokommuner.

Øget konkurrenceudsættelse

Det er sund fornuft at afprøve, om der er nogle, der kan gøre det billigere eller bedre, end man gør i dag. Derfor vil vi hæve graden af konkurrenceudsættelse i Randers og samtidig øge det økonomiske råderum.

Det er tre men meget simple tiltag, som vil gøre Randers mere erhvervsvenlig. Liberal Alliance vil tage konkurrencen op med de andre kommuner, og derfor går vi til valg på at gøre Randers mere erhvervsvenlig. Vi er sammen om at skabe gode vilkår, sammen om at høste succeserne og sammen om at fordele overskud eller underskud. Vi er sammen om Randers.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Hvad er det, der smager godt? Det er minderne

Hver sommer tager jeg på en budgetvenlig madrejse inden for landets grænser og under åben himmel. Jeg besøger et af de utallige loppemarkeder med rustikke keramiklamper, strikkede nisser og ridsede legetøjsbiler, mange af os elsker at frekventere, hvor sang og bløde guitartoner lyder fra en lille musiktribune, og der kan købes fadøl, brød og pølser til en frokostpause direkte på det tyndslidte græs. Genbrugsguld og gammelt fajance går jeg udenom. Jeg kommer med et bestemt formål. Jeg vil mindes den mad, jeg havde glemt, jeg kunne huske. Jeg finder den i en 60'er-årgang af ugebladet Hjemmet, en orange og brun Kenwood-håndmixer fra 1970'erne, Eksportslagteriernes Gris-På-Gaflen-kalendere og Raadvads ikoniske brødmaskine af stål og træ fra dengang, et rigtigt rugbrød vitterligt ikke kunne skæres i med brødkniv og håndkraft alene, så massivt og hårdt var det. Har vi spist schweizisk raclette i Danmark? Ja det har vi! Jeg stod i sommer med hele raclette-udstyret i hånden, den elektriske varmeplade til at stille ind på spisebordet, og de små pander i legetøjsstørrelse, som hver rundt om bordet kan tilberede sine egne grøntsager, kød og ost på. Racletten skulle være en efterligning af det bål og de redskaber, schweiziske kvæghyrder anvendte ude i bjergene til at tilberede deres aftensmad. Vi snusede til racletten i Danmark, måske i 1980'erne og glemte det igen. Apparaterne led samme skæbne som fonduegryderne. Først røg de i pulterkammeret, siden på genbrugspladsen eller loppemarkedet. Mit lykkeligste fund i år var Lilian Kaufmanns ”Fremmed mad” fra 1968 udgivet af Bo Bedre. Her fandt jeg den lammesteg, vi sværmede for i 1970'erne. Skrællede kartofler blev skåret i skiver og taglagt i en smurt bradepande, og oven på dem blev lagt en blanding af hakket hvidløg og persille. Bouillon blev hældt ved kartoflerne, og lammekøllen lagt ovenpå, så saften dryppede ned på kartoflerne under stegningen. På et kollegiekøkken en gang i 1970'erne, smagte jeg for første gang lammekød i denne ”lammekølle som i Provence”-udgave. Skulle jeg tilberede lam i morgen, ville jeg uden betænkning vælge samme opskrift. For mad har med længsel at gøre. Man kan læse en kogebog fra 1960'erne og mærke lugtene fra alle bogens sider, hvis man altså selv har levet i 1960'erne. Søren Gericke har sagt: ”Det smager godt, siger man. Men hvad er det, der smager godt? Det er det, man kan huske. Det er minder.” Hvem har ikke mærket sandheden af disse ord på egne smagsløg. Som 13-årig smagte jeg for første gang den franske ost gruyère. Det var i Paris i 1966. Rejsebudgettet var skrabet. Et kulinarisk højdepunkt blev en croque monsieur fra en typisk fransk bistro. I Danmark kendes den også under navnet parisertoast. Lykkeligvis var det gruyère, der var pakket i croque monsieuren. Det var mit første møde med smeltet ost, og gruyére havde jeg aldrig hørt om, men jeg vidste omgående, at den her smag var skelsættende, og jeg holder aldrig op med at lede efter en croque, der smager præcist som dengang. Jeg har hørt en forsker sige, at lugt og smag har forbindelse til det limbiske system i den centrale del af hjernen, hvor man mener, følelser opstår. Det kan bruges i praksis for eksempel over for gamle mennesker, der får hjulpet hukommelsen på gled med mad, de husker fra hele deres liv. En samling gamle opskrifter kan virke som et fotoalbum med billeder af alle vores kære. Dufte og smag af mad kan få os til at huske ting, vi ellers troede vi havde glemt. Om lidt vil mange af os kollektivt ride på en bølge af madminder. Duftene af Brunkagerne, risalamanden, rødkålen, de brune kartofler kan åbne for sluserne med erindringer om til strikkede nisser, selvkørende legetøjsbiler, duften af ny dukke og farmors hvide blondebluse og øjenbrynene, der pludselig var tegnet op med mørk farve, fordi det var juleaften. Hun, Esther, talte odenseansk til sin dødsdag, selv om hun boede i Nordjylland. Hun kunne sin flæskesteg til perfektion, foruden hjemmelavet rullepølse og julesild. Hvem der bare kunne stjæle af hendes kagedåse en lige en gang til.

Annonce