Annonce
Danmark

'Buller' Frich om Brexit: - Vi må bede til Gud og håbe det bedste    

Jens "buller" Frich blev i fredags kåret som Årets Fisker 2018. Foto Jørgen Kirk
Jens Frich en af dem, der bliver ramt, hvis briterne vælger at beholde fiskevandet for sig selv efter brexit. Hans største kutter fisker udelukkende i Engelske farvande og beskæftiger 10 mand, som risikerer at miste jobbet.

Brexit: - Der er i hvert fald ingenting, der bliver bedre, siger fiskeskipper Jens Frich.

Det siger han vel at mærke, når han skal prøve at se lidt lyst på en nær fremtid, hvor Storbritannien har sagt farvel til EU og selv bestemmer over et meget attraktiv stykke af Nordsøen, som danske fiskere boltrer sig i.

Jens Frich fra Hvide Sande er en af dem. Han håber, at englænderne er til at snakke med, og at EU og Storbritannien får landet en rimelig aftale, så han og andre EU-fiskere stadig kan fiske i den engelske del af Nordsøen. Man han frygter, at det kan gå helt anderledes.

Jens Frich blev allerede skipper på egen kutter som 18-årig. Siden er gesjæften vokset, og i dag råder han over fem fartøjer og beskæftiger 40 mand. Ti af dem arbejder på hans største kutter, som er på 36 meter og udelukkende fisker konsumfisk i den britiske del af Nordsøen.

Det er især det skib og de folk, som bliver problemet, hvis briterne slår ring om eget farvand og siger: Her er det kun os, der må fiske:

- Ja så bliver den nødt til at blive i havn. Der skal jo være rentabilitet i det, og vi kan ikke bare sejle ud for at sejle ud. Det skal jo kunne betale sig, siger Jens Frich.

Det koster job.

Annonce
Jens "buller" Frich blev i fredags kåret som Årets Fisker 2018. Foto Jørgen Kirk

Norsk spøgelse

- Ja så ryger der jo ti mand, og det får da også store økonomiske konsekvenser, siger han og frygter et scenarie, hvor danske fartøjer presses ud af britisk farvand:

- Det duer ikke, hvis vi allesammen bliver klemt sammen i det danske farvand. Det kan det slet ikke bære, siger han.

Helt galt bliver det, hvis de komplicerede aftaler, der skal strikkes sammen mellem EU og Storbritanien også kommer til at involvere Norge. Det nordiske naboland er heller ikke medlem af EU, men der er lavet aftaler, så norsk farvand er tilgængeligt for de danske fiskere. Men Jens Frich spørger sig selv, om de aftaler holder, når nu det hele skal genforhandles.

Lidt firkantet kan man nemlig sige, at Danmark og EU har fået adgang til de norske farvande ved at lokke nordmændene med adgang til de britiske farvande.

- Aftalerne med Norge kan jo gå fløjten nu, og det ville være det værste, der kunne ske, siger Jens Frich og peger på et skrækscenarie, hvor Norge og England laver aftaler og giver hinanden fordele uden om EU og altså Danmark.

Dobbelt ramt

Selvom Danmark traditionelt er tæt knyttet til både Norge og Storbritanien, kan vi ikke klemme os med i en aftale af én indlysende grund: Danmark er EU, og de to nabolande med de attraktive farvande er ikke.

- Der ligger et kompliceret system bag de aftaler der er indgået med EU. Nu kommer der jo andre boller på suppen, og der går rygter om, at England og Norge allerede har lavet en aftale, siger Jens Frich.

Han fisker også i norsk farvand, så skulle de danske fiskeres adgang til norsk farvand blive forringet, så bliver han dobbelt ramt, og det er han bestemt ikke ene om. Rigtigt mange danske fiskere trawler langt størstedelen af deres indtægter og konsumfisk hjem i norsk farvand.

- Det kan i hvert fald blive sværere for os. Det forventer vi allesammen. Det kan da få konsekvenser for hele erhvervet, siger han.

Investeringer i bund

Det er vel at mærke et erhverv, som i forvejen har levet i usikkerhed i de tre år, der er gået, siden englænderne stemte sig ud af EU og startede et kaotisk politisk slagsmål om, hvordan det skal ske.

- Vi har da kørt investeringerne helt ned til et minimum i den periode. Vi køber kun det, der er aller mest nødvendigt. Det gør alle fiskere da i den her tid, siger Jens Frich og håber på, at danske politikere kan præge EU-maskineriet:

- Der skal en stor politisk indsats til. Og vi må da formode og håbe, at der bliver en løsning og nogle aftaler, så vi kan blive ved med at have et fiskerierhverv. Men vi ved aldrig, siger Frich og prøver at leve med, at det er ude af hans hænder:

- Herregud vi kan jo ikke gøre noget ved det. Det er storpolitik, og vi har ingen indflydelse på det, så vi må jo bare bede til Gud og håbe på det bedste, siger han.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Muren faldt og frihedens klokke kimede - vi skal huske murens fald

9. november 1989 står brændt i min hukommelse. Tiden i efteråret 1989 var og bliver det største min generation kommer til at opleve. Befolkningerne i de kommunistisk styrede lande i Østeuropa hørte frihedsklokkerne ringe efter mange år bag Jerntæppets mørke. For mange i dag kan det sikkert være svært at forestille sig, hvor lukket og uhyggeligt den del af Europa var, men det var det sande kommunismes ansigt og virkelighed. Os der var unge på det tidspunkt, husker det sikkert tydeligt. Dengang var verden bare mere enkel. Der var undertrykkelsen, kommunismen og dens ondskab i øst og de frie demokratier i vest. Jeg husker klart, hvordan jeg som politisk aktiv i den ungkonservative bevægelse, gang på gang, med blodet løbende hurtigt i mine årer, diskuterede forholdene i de kommunistiske diktaturer, og hvorfor vi skulle være på amerikanernes side fuldt og helt. Det var dengang, der fandtes politikere i Danmark, som i mange år havde forsvaret og støttet regimerne i øst, og ment at det var den rigtige samfundsmodel for Danmark. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker, der lever i en fri og oplyst verden, har kunnet tale positivt om kommunismens styre i Østeuropa. Tænk på, hvad adskillelsen gjorde ved familier. Berlin som et skrækkeligt eksempel. Fra den ene dag til den anden blev familier adskilt, og mange så aldrig hinanden igen. Alt imens store dele af venstrefløjen herhjemme så til og bildte sig ind, at vi skulle beundre dem. Jeg har besøgt Berlin flere gange, og hver eneste gang tager jeg mig selv i at blive så rasende over, at det har været Europas virkelighed. Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet. Hvis kommunismen er så smuk, så ville folk sikkert blive boende. Men nej, mennesker blev overvåget og holdt i et jerngreb, og familier blev splittet på kryds og tværs. Denne historie skal fortælles. Denne del af historien skal alle elever i vores skoler kende til, så de ved, hvad den virkelige historie bød på for kun tre årtier siden Men frihed har det heldigvis som vand. Det finder altid en sprække, og pludselig kan murene ikke holde mere. Selvom det var lange, trange og tunge år, så lykkedes det endelig at blive frie. Folket pressede på, og selvom mange af de gamle mænd i diktaturerne holdt fast, måtte regimerne bryde sammen. Kampen blev blandt andet utrætteligt kæmpet af daværende præsident Ronald Reagan i USA, som gjorde alt for at bekæmpe kommunismen, og alt det frygtelige den stod for. Jeg glemmer aldrig klippet i tv, hvor han stod ved Brandenburger Tor og i sin tale til folkemængden den 12. juni 1987 sagde de så kendte ord til Sovjetunionens præsident: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”. Der skulle stadig gå mere end to år, inden friheden kom til befolkningerne i Østeuropa, men snebolden med frihedens styrke havde begyndt sin tur ned ad bakken, uden den kunne stoppes. Det hører også med og bør bestemt anerkendes, at Gorbatjov med sin glasnost og perestrojka havde indledt rejsen mod mere åbenhed og en anden økonomisk tænkning – som de to russiske ord udtrykker. Men regimerne i øst blev presset til det af stærke frihedskræfter i vesten, og de stadig modigere befolkninger i mange af de kommunistiske lande. 9. november 1989 skete det så endelig. Vi kunne på tv se, hvordan østtyskerne i deres trabanter kørte over grænsen ved Brandenburger Tor, og alle blev hilst velkommen af vesttyskerne. Genforeningen ventede godt anført at den karismatiske kansler Helmut Kohl, der nåede sin største politiske bedrift med genforeningen af de to tysklande i 1990. Der skulle stadig vise sig at være mange opgaver og overvindelser for de østeuropæiske lande på vejen mod en ny verden og en ny tid. Vi har i dag et nyt Europakort med flere lande, hvor den dominerende styreform er demokratiet. Der er bestemt steder, hvor der er grund til bekymring, og hvor vi skal være opmærksom på ikke at begå fortidens fejl. Men frihed er det bedste guld. Det skal vi huske denne dag, selvom der unægteligt stadig er mange udfordringer – også i den del af verden. Kommunismen tabte – friheden vandt. Og jeg vil aldrig glemme den tid i mine sene teenageår, hvor jeg fik den gave at opleve frihedsklokkerne ringe for millioner af mennesker.

Randers

Kirkegårdsleder: Det koster 100.000 kroner at rense skændede gravsten

Annonce