Annonce
Debat

Vi savner klare bud på fremtidens sundhedsvæsen

En ny socialdemokratisk regering er på vej, men set i lyset af de foreløbige udmeldinger er det stadig uklart, om en ny regering vil fremme de nødvendige bæredygtige omstillinger, der er påkrævet for at opfylde løfterne om bedre behandling i det danske sundhedssystem. Udfordringerne er mange og i høj grad kulturbårne over tid, men nu også kraftigt accelererende – og kan derfor med god ret ses som en brændende platform:

- De fleste typer medicin og mange behandlingsformer er slet ikke målrettet nok mod individuelle behov – der er alt for mange (alvorlige) bivirkninger, og ofte opnår kun lidt over halvdelen af patienterne en væsentlig forbedring.

- Lægemiddelindustrien er under stigende politisk pres for at udvikle mere individualiserede lægemidler og behandlingsformer og er hermed stærkt udfordret på deres forretningsmodel, idet personlig medicin vil føre til langt færre patienter som indtjeningsgrundlag for hvert nyt produkt.

- I udviklingen af personlig medicinkonceptet er der for ensidigt fokus på genetiske markører for sygdomsudvikling.

- Både stigningen i forekomsten af alvorlige livsstil- og aldersbetingede kroniske sygdomme og det, at vi lever betydeligt længere, fører til kraftigt stigende medicinerings- og behandlingsbehov.

- Der er et stigende politisk krav om konstante effektiviseringer (læs: Besparelser) i sundhedssystemet med mange negative konsekvenser. Og lægerne får mindre muligheder for deltagelse i udvikling og afprøvning af nye produkter.

- Langt størstedelen af sundhedsbudgettet og de offentlige forskningsbevillinger går til diagnose og behandling. Det står i grel kontrast til nødvendigheden af at satse mere på forebyggelse end på behandling. Denne skæve prioritering er også relateret til fordelingen af det politiske ansvar, hvor regionerne står for diagnose og behandling, mens ansvaret for forebyggelse og rehabilitering ligger i kommunerne. Og kommunerne mangler både økonomiske midler og faglige kompetencer til at løfte opgaven.

Desværre synes det som om, at danske politikere stadig er i vildrede med, hvad de egentlig vil med en sundhedsreform og de politiske udsagn om nærhed, tryghed, sammenhæng og sundhedsfællesskaber. Vi mener, at en målrettet indsats mod løsningen af alle disse problemer og en nødvendig omstilling til et mere bæredygtigt sundhedssystem er tvingende nødvendigt med mindst tre overordnede strategiske målsætninger for øje, og det ville være interessant med klare udmeldinger fra de politiske partier - og ikke mindst den nye socialdemokratiske regering.

For det første: Forbedret diagnostik og behandling af så mange sygdomme som muligt, parret med en meget bedre indsigt i forebyggelse: Hvad virker bedst for hvem? Forbedret livskvalitet og velfærd kan kun opnås via en koordineret national indsats med at samle alle de mange relevante sundhedsdata. Mange af problemstillingerne er så komplekse, at samkøring af relevante data via anvendelse af avanceret bioinformatik, helt nye algoritmer og kunstig intelligenser er det bedste bud på udvikling. Randomiserede kliniske forsøg (RCT) er international ”golden standard” for vurderingen af behandlingseffekten i både den lægefaglige klinik og i industriens kliniske forsøg med nye lægemidler. Men RCT har sine begrænsninger. Talrige forsøg viser klart, at ”one size does not fit all". Når det gælder viden om danskernes genomdata, er vi godt på vej med Genome Denmark-projektet og den politiske beslutning om opbygningen af det nationale genomcenter. Udfordringen er nu at få fyldt tilstrækkelige relevante data fra raske og syge danskere ind i centrets maskinrum – og at få dem integreret med biomarkører og andre typer sundhedsdata. Har partierne overhovedet en klar strategi her?

For det andet: En forbedret sundhedsøkonomi, hvor samfundet får væsentlig mere for investeringerne. En bæredygtig omstilling via digitaliseret personlig medicin vil give færre udgifter til både diagnostik og terapi og hertil knyttede hospitalsindlæggelser, sygefravær, diagnose stress mv. Sådanne besparelser vil kunne bruges til øget indsats på andre områder af stor betydning for patienternes livskvalitet, herunder prioritering af forebyggelse og rehabilitering. Problemet i en nøddeskal er at fremskaffe evidens for, hvordan pengene kan bruges på en mere hensigtsmæssig måde – som f.eks. at udvælge og prioritere de borgere, som vil få størst udbytte af behandling. Igen mangler klare udmeldinger.

For det tredje: Øget udvikling og innovation i offentligt samspil med både store samt små og mellemstore virksomheder og nye opstartsvirksomheder. Den kommercielle innovation er vigtig, ikke bare for at skabe nye arbejdspladser og økonomisk vækst. I samspil med det offentlige sundhedssystem er den en vigtig forudsætning for at opnå forbedringer i velfærd, livskvalitet og sundhedsøkonomi. I den forbindelse er der et behov for politisk og forskningsfaglig opbakning til en ændring af den videnskabelige kultur i sundhedsforskningen, hvor prestige i alt for høj grad er knyttet til sygdomsbehandling fremfor forebyggelse og rehabilitering. Ligeledes ses der stadig ofte i akademiske kredse større prestige forbundet med isoleret grundforskning fremfor interessen for at samarbejde med virksomheder for at få ny viden bragt i anvendelse.

Vi mener, at det er vigtigt at få mere konkrete udmeldinger. Det er trods alt ikke småposter i det samlede offentlige budget, og betydningen for befolkningens samlede sundhed er kolossal. Det kunne være et lykkeligt resultat, hvis Mette Frederiksens nye socialdemokratiske regering reelt tilgodeser nærhedsprincippet - også i forhold til de tre overordnede strategiske målsætninger for større bæredygtighed i systemet.

Annonce
Illustration: Gert Ejton
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Hjertestart: En dag er det måske en af vores egne

Der er næppe noget, der er mere skrøbeligt end livet og mere selvfølgeligt end døden. Der er næppe noget, der er mere livsbekræftende end at redde liv. Og der er næppe noget, der er nævneværdigt lettere end at give kunstigt åndedræt og hjertemassage samt at betjene en hjertestarter. Alligevel virker det skræmmende, når vi forestiller os en situation, hvor vi selv står med en livløs person og skal forsøge at genoplive et medmenneske. Forhåbentlig vil vi alle kaste os helhjertede ind i redningsopgaven, hvad enten vi har førstehjælp i frisk erindring fra spejderkorpset, værnepligten, køreskolen eller andetsteds, eller vi har førstehjælp liggende et lidt fjernere sted i hukommelsen. Bedst vil det naturligvis være, hvis den vigtigste disciplin i livet, nemlig at redde andre menneskers liv, ikke er en rusten disciplin. Jo ældre vi bliver, des mere rusten bliver livredningsdisciplinen desværre, og des mere behov har vi for at få genopfrisket det, som de fleste af os har lært flere gange i løbet af livet - men som vi ikke holder ved lige, og som vi hurtigt glemmer igen. Frygten for pludselig at stå i en situation, hvor behovet for førstehjælp er akut, bliver større og større, jo mere hengemt vores viden på feltet er. Som retssamfund kunne vi vælge at lovgive om obligatorisk førstehjælpsuddannelse flere gange i løbet af livet, men bedre ville det være, hvis vores samfundssind, næstekærlighed, ansvarsfølelse påbød os at genopfriske vores viden om kunstigt åndedræt, hjertemassage og betjening af hjertestarter. Den rigtige løsning kræver, at vi hver især bruger en weekend eller en række hverdagsaftener hvert femte år på at friske den viden op, der kan hjælpe os med at redde et livløst menneske, vi måtte møde på vores vej. En dag er det måske en af vores egne - en af vores allernærmeste - der har brug for, at der er en førstehjælper på pletten. Om ikke før så forstår vi den dag, hvor vigtigt det er, at vi alle kan redde hinanden. Forleden var det international hjertestarterdag med demonstration af hjertestarter på biblioteket i Randers, der satte fint fokus på det livsvigtige ansvar, vi alle har for hinanden.

Fodbold For abonnenter

Overblik og reaktioner: Vivild og Vorup styrer mod gyserkamp i sidste spillerunde

Annonce