Annonce
Danmark

Vi skal blive bedre til at tale sammen - ellers når vi aldrig de 17 verdensmål

Christian Have

Tirsdagstænketanken: I 1983 nedsatte FN's daværende generalsekretær Javier Pérez de Cuéllar en særlig kommission, som Norges tidligere statsminister Gro Harlem Brundtland kom til at stå i spidsen for.

Indledningsvist hed den Verdenskommissionen for Miljø og Udvikling med henvisning til FN's stigende erkendelse af, at det var nødvendigt med en særlig indsats for at passe bedre på miljøet.

I dag kender vi den som Brundtland-kommissionen, og i december 1987 udgav den sin skelsættende rapport, Vores fælles fremtid, som for første gang definerede begrebet 'bæredygtig udvikling': At de nuværende generationers behov kan opfyldes uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare. Rapporten og dens bæredygtighedsbegreb er den oprindelige forløber for FN's 17 Verdensmål for Bæredygtig Udvikling, som blev vedtaget i september 2015.

Verdensmålene skal som bekendt sikre, at klodens og menneskehedens udvikling frem til 2030 foregår på bæredygtig vis. Når vi snakker om bæredygtighed, fokuserer vi typisk på klimaforandringerne, vores overforbrug og den sociale ulighed. Det er afgjort de rette emner at fokusere på, for det er disse udfordringer, vi som globalt samfund bør gøre alt, hvad vi kan for at komme til livs. Men der er et område, vi tilsyneladende fuldkommen har overset i kontekst af hele bæredygtighedsdebatten: Hvordan vi taler til hinanden.

Ligesom vi har brug for bæredygtig virksomhedsdrift, bæredygtigt forbrug og bæredygtig arkitektur, har vi så sandelig også brug for bæredygtig kommunikation. Det er et begreb, som bør få langt større bevågenhed i den offentlige debat om, hvordan vi bedst sikrer menneskehedens overlevelse, for det synes rimeligt at konkludere, at den mellemmenneskelige kommunikation aldrig har været dårligere, end den er nu.

I takt med, at vi har fået adgang til større og større mængder information, som vi samtidig kan tilgå lettere end nogensinde før, er vi blevet tiltagende stammeorienterede. Vi har mulighed for at gøre os selv klogere på alverdens idéer, synspunkter og filosofiske tilgange til livet, men i stedet holder vi os i helt uhørt grad til den stamme, hvor folk ligner os, tænker som os og kæmper for de samme mål. En sådan stamme kan være et uskyldigt interessefællesskab baseret på, at man kan lide det samme band, den samme tv-serie eller den samme forfatter. Men stammen kan lige såvel være et politisk parti, en bevægelse eller et helt land.

Kinesisk-amerikanske Amy Chua, der er forfatter og professor på Yale, har netop skildret stammementaliteten i sin bog Political Tribes, og i et interview med Kristeligt Dagblad sagde hun: "I løbet af de seneste år er USA og Europa begyndt at udvise destruktive politiske dynamikker, der er mere typiske for lande som Venezuela og Zimbabwe, med fremkomsten af etno-nationalistiske bevægelser, faldende tillid til institutioner, intens modvilje mod indvandrere og 'eliter' og - ikke mindst - politisk stammementalitet."

Hun opsummerer problematikken omkring stammementaliteten på denne måde: "Undersøgelser viser, at tilhørsforhold til en gruppe kan udløse positive følelser, mens vores belønningscentre også aktiveres, når vi ser medlemmer af en anden gruppe fejle."

Vejen til etableringen af den bæredygtige kommunikation går således via en opløsning af denne stammementalitet. Det er på tragisk vis blevet tiltagende legitimt at bekrige - primært verbalt, men også fysisk - andre stammer end éns egen. Trumps opfordringer til vold mod politiske modstandere under sine rallyer står som det tydeligste og mest skræmmende eksempel herpå.

Stammementaliteten kan opløses, hvis vi målrettet og bevidst erstatter fjendtlighed med imødekommenhed. Monolog med dialog. Foragt med respekt. Mistillid med nysgerrighed. Svar, der er givet på forhånd, med empatiske spørgsmål. Det er samtidig opskriften på, hvad bæredygtig kommunikation består af, og det er naivt at tro, at vi kan indfri FN's 17 Verdensmål, hvis vi ikke først bliver markant bedre til at kommunikere med hinanden. Med en parafrase af Brundtland-kommissionens kan den kommunikative udfordring opsummeres på følgende vis:

Det står klart, at de nuværende generationers behov for at bekrige hinanden bringer fremtidige generationers muligheder for overhovedet at overleve i fare.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Sådan forstærker sundhedsvæsenet uligheden

“Min første ledige tid er om tre uger. Men du kan nok ikke vente så længe. Ja, for så er det nok for sent at gøre noget,” sagde en ryglæge, der selv tog telefonen. Speciallægen forklarede, at hvis min nerve i lænden var under pres for længe, så var det sandsynligt, at min nerve ville tage varigt skade. Og nej, han vidste ikke, hvad jeg ellers kunne stille op. Jeg sagde ja, tak til den tilbudte tid. Det var trods alt bedre end ingenting. Jeg havde smerter i ballen og benet. Jeg havde mistet kraft. Jeg kunne kun gå rundt ved hjælp af krykker. Jeg havde brug for en scanning, der kunne fortælle, hvad der var galt. Og vejen til en scanning skulle banes af en speciallæge, mente min egen læge. Og der var lange lange ventetider hos alle dem, jeg kom igennem til. Jeg sad målløs tilbage efter samtalen. Det hastede altså, hvis min førlighed skulle reddes i tide. Ellers skulle jeg humpe rundt på krykker resten af livet. Alligevel kunne jeg ikke komme til akut. Kan det virkelig passe, at man i dagens Danmark lader ventetider hos speciallæger invalidere mennesker på livstid? Jeg fortsatte min rundringning. Nej, vi tager ikke patienter uden for kommunen. Medmindre du altså selv betaler. Eller har en forsikring. Så har jeg faktisk en ledig tid allerede i morgen, siger sekretæren. ”Er du interesseret?” Jeg har heldigvis råd til det. Flaskehalse i vores sundhedsvæsen gælder åbenbart kun for de fattige, selvom det hedder sig, at vi har fri og lige adgang til vores sundhedsvæsen. Kan det virkeligt være rigtigt, at vi overlader de fattige til deres egen sure skæbne, mens vi der har råd eller en forsikring, kan få behandling? Min jagt efter en ledig tid hos en ryglæge fandt sted i august 2017. Dengang anede jeg ikke, at mine smerter i ballen og benet i virkeligheden stammede fra en kræftknude, der havde ødelagt knogler i mit bækken og min hofte. Kræften var også begyndt at gnave af min lårbenshals. Ja, jeg havde faktisk kræft i hele kroppen, i alle dele af mit skelet og i flere vitale organer. Men det anede jeg intet om, da jeg jagtede en tid hos en ryglæge. Det fik jeg først at vide fire måneder senere. Og kun fordi jeg selv insisterede på at blive scannet, og kun fordi jeg selv betalte for en vigtig undersøgelse på vejen. Som journalist har jeg en erhvervsskade. Jeg er konstant opmærksom på urimeligheder og uretfærdigheder. Skandaler er nemlig gode historier. Og her stødte jeg direkte ind i urimelige forhold. Ud over dem jeg allerede har nævnt, gik det op for mig at det frie og det udvidet frie sygehusvalg kun gælder for dem, der selv kan betale for transporten eller har netværk, der kan hjælpe dem med transport. Frit valg for de rige. De kan vælge at komme til undersøgelse eller behandling i en anden landsdel med langt kortere ventetid eller med bedre renomme, fordi de kan klare udgifterne selv. Men ikke frit for de fattige. Er det rimeligt? En ting er penge. Men det kræver også, energi, overblik og vedholdenhed at sikre sig, at henvisninger bliver afsendt fra den ene afdeling og modtaget på en anden afdeling. For det kan man desværre ikke regne med sker af sig selv. En af mine henvisninger lå en hel uge “i en bunke som vi sjældent kigger i,” som en sekretær forklarede mig, da jeg ringede og rykkede for fjerde eller femte gang. Hver gang jeg ringede, fik jeg at vide, at “vi sender den om et øjeblik”. Tænk hvor kunne de have sparet tid, hvis de så også havde videresendt henvisningen med det samme. Men det gjorde de først efter flere rykkere. Jeg var privilegeret. Jeg havde energi, kræfter og frækhed til at ruske og rykke. Men ofte handler det om meget syge og gamle mennesker, som ikke har energien selv, og som ikke har børn, der magter at klare opgaven for dem. Er det rimeligt, at de svage skal ligge og rådne op i en bunke, som personalet sjældent kigger i? Vores sundhedssystem forstærker desværre den ulighed, der også præger det øvrige samfund, hvor fattige, dårligt uddannede og ældre står i bagerste række. Da min kræft først blev fundet, fik jeg en kræftbehandling i verdensklasse. Det danske sundhedsvæsen fiksede min kræft. Og som tak for det vil jeg gerne bidrage til at fikse det danske sundhedsvæsen. Og noget af det, der trænger allermest til at blive fikset er uligheden. Eksemplerne er hentet fra bogen: “Sådan overlevede jeg kræften - og sundhedsvæsenet”, People’s Press 2019

Annonce