Annonce
Debat

Vi skal insistere på at bestemme i vores eget land

Selvbestemmelse: I skolen lærer vi børnene, at Grundloven fra 1849 gav os folkestyret, således at folket vælger Folketinget, og Folketinget laver lovene – og alle er lige for loven.

Vi fortæller børnene, at i Danmark bestemmer danskerne i fællesskab. Det hedder demokrati, og demokratiet er rammen for vores samfund inden for Kongerigets grænser.

Det er en smuk fortælling. Den er bare ikke sand.

Det er ikke godt at lyve for skolebørnene. Det er ikke godt at opdrage dem med et falsk billede af, hvem der bestemmer i Danmark.

Dommen forleden fra EU-domstolen i Luxembourg, hvor de danske regler for familiesammenføring med tyrkere blev hældt ned ad brættet, fortalte en mere sand historie: Det er ikke Folketinget men EU-domstolen, der bestemmer, hvad der skal være gældende ret i Danmark.

Ikke ud fra en kølig og saglig fortolkning af de love, der er vedtaget i Folketinget og EU, men på baggrund af rene politiske vurderinger fra de udpegede EU-dommere.

Tidligere minister og Folketingets mest erfarne medlem, Bertel Haarder, var da også ret klar i går, da han bemærkede, at EU-domstolens kendelse ’lyder som en meget politisk begrundelse’. ’Som om domstolen mener, at den er bedre til at vurdere, hvad der gavner integrationen i Danmark, end danske myndigheder er’, fortsatte han.

Hvis nu sagen havde drejet sig om krumme eller lige agurker, om runde eller trekantede vejskilte, så kunne man måske have ladet det passere.

Men dommen, der erklærer dansk udlændingelov ugyldig, er inde at pille ved det helt centrale spørgsmål for et selvstændigt land: Hvem skal have lov at rejse ind og slå sig ned i vores land?

Det er ikke folket, der gennem folkestyret og Folketinget bestemmer det. Det er EU-domstolen. Det står tindrende klart i dommen.

Vi kan nu som folk vælge mellem tre muligheder:

1. Skal vi fortsætte med at lyve for skolebørnene og hinanden og lade som om illusionen om folkestyret er sand?

2. Skal vi acceptere åbent, at vi ikke længere er herrer i eget land og fortælle sandheden til skolebørnene om deres fremtid under EU-domstolens herredømme?

3. Eller skal vi tage retten tilbage fra EU-domstolen, genvinde vores suverænitet som et frit folk i et selvstændigt land og gøre det til en del af fortællingen i skolen om danskerne og Danmark?

Jeg håber på, at danskerne vælger den tredje mulighed og griber ud efter friheden i det nationale fællesskab.

Men jeg frygter, at vi aldrig kommer til at tale om det helt principielle værdiskred, som EU-domstolens tiltagende magt over danskerne fører med sig.

Juristerne i ministerierne er allerede i gang med at finde lappeløsninger og smuthuller, så minister og regering kan berolige danskerne: ’Det går nok alt sammen, og EU er til gavn for os alle’.

Jeg er slet ikke enig. Hvis danskerne ikke insisterer på at bestemme i Danmark, så forsvinder vi som folk.

Det vil jeg ikke acceptere. Aldrig.

Annonce
Pernille Vermund
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Randers For abonnenter

Stort mørketal ved ulykker i Langå-kryds: Naboer er bekymrede og frustrerede

Leder For abonnenter

Op af ledighedssumpen, op med livskvaliteten

Det er muligt, at det kniber med samarbejdet i Randers Byråd, og at det derfor er på sin plads, at borgmester og kommunaldirektør i øjeblikket har byrådets gruppeformænd over knæet - man ser det for sig - men ser man bort fra byrådssalen, er netop samarbejde en spidskompetence her hos os. Her i Randers samarbejder konkurrerende sportsklubber om eliteoverbygningerne Randers FC, Randers HK og Randers HH. Vores kulturinstitutioner samarbejder om opsigtsvækkende begivenheder, der gang på gang sætter Randers på danmarkskortet i positiv sammenhæng. Konkurrerende erhvervsvirksomheder samarbejder. Og forleden havde vi her i avisen fornøjelsen at kunne læse om et samarbejde, hvor fagbevægelse, jobcenter, virksomheder og erhvervsskole hjælper dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere i arbejde og samtidig skaffer industrivirksomheder den kvalificerede arbejdskraft, som de mangler netop nu. Samarbejdet omkring industrien er Randers i en nøddeskal. Samarbejdet løfter mennesker op af ledighedssumpen, gør dem selvforsørgende og giver dem livskvalitet. Samarbejdet nedbringer de skattefinansierede dagpenge- og kontanthjælps-omkostninger. Samarbejdet skaffer vores industrivirksomheder den kvalificerede arbejdskraft, der er nødvendig, hvis virksomhederne skal imødekomme kundernes efterspørgsel ved produktion her i landet. Alternativet er, at kunderne i den danske industri placerer deres ordrer på virksomheder i andre lande. Det vil vi ikke risikere, og derfor er det randrusianske samarbejde overordentlig værdifuldt - for den enkelte ansatte, for den enkelte virksomhed og for hele samfundet. På forbilledlig vis kommer 80-90 procent af samtlige deltagere i industrisamarbejdet i fast arbejde efter blot et kvartal i praktik og på skole - og de fleste fortsætter og ender som industrioperatører 18 måneder senere. Nogle gange er løsninger lette og ligetil, hvis vi forstår at se dem, forstår at bruge dem, forstår at samarbejde. Det forstår vi her hos os. Det kan vi roligt fortælle om, hvis nogen skulle spørge.

Annonce