Annonce
Kultur

Vi spiser for meget, vi drikker for meget, vi bruger for mange penge, men: Tiden er inde til at hoppe i begejstring

Klimakrise? Glem det. I december skal der være lys. Rigeligt med lys. Som her på Rådhuspladsen i Aarhus. Arkivfoto: Kim Haugaard

Hvis jeg nu kunne lave et meterhøjt hop direkte op i luften og sakse elegant med benene, ville jeg gøre det. Det kan jeg ikke. Jeg er gumpetung, kan ikke hæve mig mange centimeter over jorden, og skulle jeg mirakuløst føle luft under begge fodsåler på én gang, lander jeg med garanti så uheldigt, at det koster et skadestuebesøg.

Så jeg forsøger mig ikke med det smidige saksehop, selvom der er al mulig grund til at spjætte begejstret. For nu … dadadada … er julen … kommet. Og jeg elsker jul. Altså virkelig elsker jul.

Jeg elsker jul så meget, at jeg begyndte at høre savlende, juleromantiske pladdersange allerede i oktober. Og jeg er ellers mere til de tre B’er – Beethoven, Bach og Brahms. Men ingen af de tre nu afdøde herrer kan hen mod december måle sig med Mariah Carey, Michael Bublé og Wham. John kan også gå an, hvis han har Yoko med, og de synger om "War is over".

Annonce

Jeg er til fals for hvad som helst, der klistrer julemusikalsk. Min datter ruller sigende med øjnene, når hun besøger barndomshjemmet og allerede i efteråret mødes af "I’m dreaming of a …" for fuld udblæsning, og min mand lukker resolut døren mellem ham og mig.

Når november indtræffer, er jeg klar til julelys. Jeg vælter rundt i for- og baghave med mange meter lange lyskæder, som altid går i kludder og indimellem lander i en overset hundelort, og jeg er opløst i både raseri og sved, når jeg tramper indenfor igen. Men det går hurtigt over, når jeg kigger ud på lyshavet. Klimakrise? Glem det. I december skal der være lys. Rigeligt med lys.

I et par novemberuger tripper jeg lidt rastløst omkring julekassen, der året rundt står frit fremme på et af børnenes gamle værelser, og inden vi når første søndag i advent, har jeg båret den ind i stuen.

Jeg kender hver en ting, og hver en ting skal naturligvis hænge, hvor hver en ting plejer. Georg Jensen-pynten fra svigermor i vinduerne. En gylden stjerne midt i loftet. De gyngende nisser i brændeovnskrogen. Min mors hjemmestrikkede julemænd på chatollet. Og vigtigst af alt: Juleinstallationen i bogreolen.

Jeg afstår gladelig enhver gave til mig, hvis bare jeg selv får lov til at give. Det er dét, julen handler om. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

En julekrybbe er ad åre blevet udvidet markant. Sammen med jesusbarnet, Maria og Josef og de tre vise mænd optræder år for år stadigt flere væsner. I år har jeg udvidet med en gris og et par rålam. Der er også en ørn, en panda, et par ænder, en ræv og et væld af andre dyr foruden et par engle. Installationen fylder efterhånden en hel hylde, og næste år bliver jeg nok nødt til at udvide med endnu en hylde.

Var der nogen, der sagde smagløs? Jo jo, men det er helt ligegyldigt. Smagløs er netop et karaktertræk ved min jul.

Min familie kigger altid høfligt på årets installation, men i år er der virkelig bonus på begejstringen: Jeg har fået børnebørn, og de er blevet gamle nok til at forstå julens vidunderlighed. Jeg imødeser mange års decemberglæder.

Sådan er det med julen. Den er fuld af forstoppelse og forbrug og for lidt snak om klima. Men det er også dén, der er med til at binde os til dem, vi holder af, skabe traditioner, fortællinger, lykke. Og det er derfor, jeg elsker den.

Frem for alt må vi undgå, at ungerne bliver julehadere. Jeg slår syv kors foran mig og taber underkæben i forbløffelse, når jeg møder en julehader. Hvorfor, må jeg altid forundret spørge.
Og så får jeg den der sang om, at julehaderen ikke tror på hverken Gud eller Jesus, at religion er opium for folket, og at vi bruger alt for mange penge, køber alt for mange gaver, drikker os lidt for berusede og spiser alt for megen mad i julen. Overforbrug, overforbrug, overforbrug. Og nu om dage toppet op med skarpe stik til samvittigheden: Julen er ikke god ved klimaet.
Men intet er jo bedre end julen.

Det handler ikke om gaverne; det handler om at give. At bakse noget sammen i formningslokalet, da man var barn, og se fars og mors udelte glæde, når de pakkede op. At købe lige præcis den der lille ting, som ægtemanden ikke vidste, han ønskede sig, og se ham blive rørt. At fornemme, hvad ungerne, de store og de små, vil få julelys i øjnene over.

Jeg afstår gladelig enhver gave til mig, hvis bare jeg selv får lov til at give. Det er dét, julen handler om.

Og så handler den om samvær og munterhed og alt det, vi plejer, og som skal være som sidste år og året før og for tyve år siden. Ritualet, traditionen, det velkendte.

Jovist, traditionerne ændrer sig. Engang var det mine forældre, der var værter juleaften. Siden blev det ham og mig. Og nu er det sønnike og hans kære. Og vi samles med nye mennesker, svigerdatterfamilien, som vi ikke før har holdt jul med, og vi mangler de gamle, der er faldet fra. Til gengæld er de altid med i tankerne.

Var der nogen, der sagde smagløs? Jo jo, men det er helt ligegyldigt. Smagløs er netop et karaktertræk ved min jul. Arkivfoto: Kim Haugaard

Det er også dét, julen handler om: At vi mindes og glædes og husker alt det, der har givet glimt af lykke igennem livet.

At ligge med sit barnehoved under juletræet juleaftensdag og indsnuse granduften, mens man anspændt ventede på aften. At se mor forbitret arbejde med julemiddagen, som ved Gud aldrig blev hendes yndlingsbeskæftigelse, og høre familiens mesterkok, bedstemor, rose maden, selvom hun kunne have lavet den bedre selv. At skabe sin egen jul og opdage, hvor megen logistik der er i at få kartoflerne til at være møre samtidig med, at sværen er sprød, anden lun og sovsen klar … og så har man i mellemtiden glemt de brunede … fandens også.

Og så giver man stafetten videre. Men man må gerne lige skrælle kartoflerne til julemiddagen hos sønnike. Og hans svigermor sørger for risalamanden, som hun er mester i, men fik serveret i en bombastisk version første gang, vi var samlet, fordi hun havde doblet op på risengrød og skåret ned på flødeskummet ved en regnefejl.

Dén risalamande indlemmes i rækken af julefortællinger, der hører familien til og fletter vores fælles tætte net af tradition og slægtskab. Ligesom historien om dengang, hvor min onkels brunede kartofler eksploderede på panden. Eller dengang jeg tabte et fad med lun leverpostej midt på stuegulvet … det gav en del rengøring. Eller dengang en af hundene vædrede juletræet, så det væltede … siden har vi bundet træet fast i en krog i loftet.

Og sådan er det med julen. Den er fuld af forstoppelse og forbrug og for lidt snak om klima. Men det er også dén, der er med til at binde os til dem, vi holder af, skabe traditioner, fortællinger, lykke. Og det er derfor, jeg elsker den.

Jeg skåner familien for et saksehop, men til gengæld skruer jeg op for: "I’m dreaming of a white christmas…" Lad den komme. Jeg er klar.

PS Jeg HAR købt alle julegaverne. Og mandelgaven.

Helle Holm, journalist Foto: Axel Schütt
Annonce
Randers For abonnenter

Forrygende travlt trods corona: Ny-ombygget restaurant i Randers har masser at lave

Danmark

Mandagens coronatal: Ny smitterekord

Annonce
Annonce
Annonce
Randers

For 100 år siden vogtede det Niels Ebbesen - nu er det forvist til at ruste i en park: Læsertip om udsigtspunkt afslører mystisk skæbne

Randers For abonnenter

Endnu en myndighed kritiserer specialtilbud: Rod i instrukser, journaler og medicinhåndtering er til fare for patienternes sikkerhed

Randers

Nu kan du snart stå i kø i tørvejr, når du testes - uanset hvordan vejret i øvrigt er

Randers FC For abonnenter

Uvisheden om Randers FC-trænerens fremtid kan ikke blive hængende i luften: Det er tid til afklaring

Dall: Derfor kommer Løkkes nye parti i Folketinget

Randers For abonnenter

De kan ikke gå - men de kan løbe: Sanne troede ikke, det var en sport for hende, men på under et år kom hun på landsholdet

Alarm 112

27-årig mands mulige mål afsløret i retten: Idrætsskole i landsby syd for Hobro var en af hans 'fantasier'

Sport

Flyvespark sendte Yasmins eventyr til tælling, men Randers-talentet vader i succes, slås på lige fod med drengene og har opfyldt sin store drøm

Dronningens smykkeskrin fortæller sin helt egen historie: Blandt platin, rubiner og brillanter ligger der pludselig et par plastic-øreringe fra Matas

Randers

Mandagshøjvande kom i vejen for Pers bådprojekt: Nu håber han, at utæt port bliver lappet, før det for alvor bliver vildt

Randers For abonnenter

De er ikke i gang med at rive det ned - tværtimod: Helt nyt liv på vej i det tidligere Provinsforlaget på Århusvej

Randers

Alvorlige anklager, falske profiler og hundredvis af mails: Svend Brinkmann åbner op om flere års forfølgelse

Annonce