Annonce
Danmark

Yngre på kanten og på taget

Thomasz Krzysztof Krzywina er vant til håndværkerarbejde og kan bedst lide at arbejde udendørs. Han har grebet chancen for at blive tagdækker og ser sin fremtid i dette erhverv. Foto: Flemming Krogh
Tagdækkerbranchen har haft svært ved at tiltrække arbejdskraft. Et fælles projekt mellem private firmaer og det offentlige fylder nogle af hullerne ud og giver arbejde og uddannelse til unge på kanten af arbejdsmarkedet.

Når en branche står med fyldte ordrebøger, et faldende antal medarbejdere og en udsigt til, at der ikke er nye på vej for dem, der inden for overskuelig tid går på pension, skal der tænkes utraditionelt. Det har man gjort i tagdækkerbranchen - på initiativ af Phønix Tag Materialer i Vejen.

Phønix har således indledt et samarbejde med en række tagdækkerfirmaer over hele landet, kommuner, jobcentre og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og har derigennem skabt et uddannelseslignende forløb, et trainee-forløb: Det sikrer arbejde eller lærepladser til unge, der i nogle år har bevæget sig på kanten af arbejdsmarkedet, vekslende ud og ind mellem beskæftigelse og ledighed.

Først på året blev de første 27 sluset ind i ordningen, de fleste i begyndelsen af 20erne, men ellers i aldersklassen 19-41 år. Efter de ti uger som trainees, vekslende mellem kvalificerende kurser og praktikophold i et tagdækkerfirma, er 19 af dem holdt ved og er nu enten i arbejde eller gået i mesterlære.

Blandt dem er Thomasz Krzysztof Krzywina på 37 år, som nu har fået job hos Tagmembran i Hasselager ved Århus.

- Det er jeg ualmindeligt godt tilfreds med. Det er fast arbejde og et arbejde, jeg gerne vil forsætte med i fremtiden. Jeg er vant til håndværkerarbejde og kan bedst lide at arbejde udendørs, så dette er perfekt, siger Thomasz Krzysztof Krzywina, der er uddannet skibsbygger i sit hjemland Polen.

Annonce
Jeg taler og forstår dansk, men jeg har svært ved det skriftlige, og det er ikke så godt på en uddannelse

Thomasz Krzysztof Krzywina

Alvorlig situation

Han kom til Danmark for fem år siden på grund af kone og barn her i landet. Han har haft svært ved at finde det faste fodfæste på arbejdsmarkedet, men har haft forskellige korttidsjob og med ledighedsperioder imellem jobbene.

Thomasz Krzysztof Krzywinaer er ikke den eneste tilfredse på virksomheden i Hasselager. Det er hans arbejdsgiver Per Berg også.

- Dels er Thomasz dygtig på fingrene, man kan godt se, han har en håndværkerbaggrund, dels er vi i branchen nødt til at finde andre veje, hvis vi skal være her i fremtiden. Det er en alvorlig situation, mange firmaer står i, for på den ene side er tagpap blevet vældig populær, på den anden side hører de fleste medarbejdere til i den lidt ældre afdeling. Det gør ikke noget, hvis der hele tiden også kom yngre kræfter til, men det gør der ikke, siger Per Berg.

- Så det initiativ, Phønix har taget, er ikke bare et godt initiativ, det er også et nødvendigt initiativ, for alternativet er, at vi alle er rigtig meget på spanden om nogle år.

Ukendt branche

Det er præcis denne dystre fremtidsudsigt, der har fremtvunget initiativet, bekræfter salgs- og marketingsdirektør i Phønix, Kenneth Vraa:

- Allerede for fire år siden, fik vi de første meldinger fra tagdækkerfirmaerne om, at de manglede folk, og det kun blev værre. Det er en branche, der ikke er så kendt, ikke er så meget i uddannelsessøgende unges bevidsthed, så vi var som branche nødt til at gøre noget for at gøre opmærksom på os selv og tiltrække nye og yngre medarbejdere. Heldigvis var alle med på tanken - branchens virksomheder, kommunerne, staten, Jobcenter Danmark og diverse uddannelsessteder

- Det skal ikke ses som en konkurrent til de eksisterende tagdækkeruddannelser, men som en fødekanal til dem og til branchen. Tagdækkerskolen i Horsens er således med i projektet i forbindelse med tilrettelæggelse af en række fagmoduler i kursusdelen, siger Kenneth Vraa.

- Situationen er alvorlig, for der mangler arbejdskraft i tagdækkerfaget, siger Per Berg (t.v.), arbejdsgiver for Thomasz Krzysztof Krzywina, der er en del et større projekt, der skal trække nye medarbejdere til branchen. Foto: Flemming Krogh

På kanten - men ikke utilpassede

Projektet har også en social dimension, da det også rækker ud efter unge, der af forskellige personlige, familiære eller sociale årsager ikke har kunnet ramme arbejdsmarkedet eller har haft uheldige oplevelser dér.

I den sammenhæng er der imidlertid også nogle begrænsninger, mener Per Berg fra Tagmembran i Hasselager.

- Før dette projekt blev der kørt et forsøg med decideret utilpassede unge; det gik ikke. Meningen er jo, at man skal kunne få noget ud af det - de unge et job, og virksomhederne nogle ansatte. Thomasz er overhovedet ikke i nærheden af at være utilpasset, han har bare haft svært ved at få et varigt arbejde. Når han passer perfekt ind i det forløb, der kører nu, skyldes det, at vi her så at sige tager ned fra øverste hylder i stedet for den nederste. De er på kanten af arbejdsmarkedet, ikke på kanten af livet, siger Per Berg.

Arbejde, ikke skolebænk

Thomasz Krzysztof Krzywina kunne have valgt at veksle sit trainee-forløb med en voksenlæreplads, men valgte i stedet et fast job som arbejdsmand på taget. Det er der især to grunde til:

- Da jeg har beskæftiget med håndværk tidligere, har jeg som 37-årig ikke den helt store lyst til at sætte mig på skolebænken. Det mest afgørende er dog sproget. Jeg taler og forstår dansk, men jeg har svært ved det skriftlige, og det er ikke så godt på en uddannelse, siger Thomasz Krzysztof Krzywina.

Ifølge hans arbejdsgiver Per Berg kommer det i det lange løb ikke til at gøre den store forskel.

- Her i begyndelsen er han på arbejdsmandsløn, som er lavere end lønnen til uddannede. Men efterhånden som han bliver dygtigere til faget, skal hans løn stige, så den passer til det, han kan. Og han kan allerede temmelig meget, siger Per Berg.

Næste trainee-forløb for kommende tagdækkere skydes i gang til efteråret.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Muren faldt og frihedens klokke kimede - vi skal huske murens fald

9. november 1989 står brændt i min hukommelse. Tiden i efteråret 1989 var og bliver det største min generation kommer til at opleve. Befolkningerne i de kommunistisk styrede lande i Østeuropa hørte frihedsklokkerne ringe efter mange år bag Jerntæppets mørke. For mange i dag kan det sikkert være svært at forestille sig, hvor lukket og uhyggeligt den del af Europa var, men det var det sande kommunismes ansigt og virkelighed. Os der var unge på det tidspunkt, husker det sikkert tydeligt. Dengang var verden bare mere enkel. Der var undertrykkelsen, kommunismen og dens ondskab i øst og de frie demokratier i vest. Jeg husker klart, hvordan jeg som politisk aktiv i den ungkonservative bevægelse, gang på gang, med blodet løbende hurtigt i mine årer, diskuterede forholdene i de kommunistiske diktaturer, og hvorfor vi skulle være på amerikanernes side fuldt og helt. Det var dengang, der fandtes politikere i Danmark, som i mange år havde forsvaret og støttet regimerne i øst, og ment at det var den rigtige samfundsmodel for Danmark. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker, der lever i en fri og oplyst verden, har kunnet tale positivt om kommunismens styre i Østeuropa. Tænk på, hvad adskillelsen gjorde ved familier. Berlin som et skrækkeligt eksempel. Fra den ene dag til den anden blev familier adskilt, og mange så aldrig hinanden igen. Alt imens store dele af venstrefløjen herhjemme så til og bildte sig ind, at vi skulle beundre dem. Jeg har besøgt Berlin flere gange, og hver eneste gang tager jeg mig selv i at blive så rasende over, at det har været Europas virkelighed. Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet. Hvis kommunismen er så smuk, så ville folk sikkert blive boende. Men nej, mennesker blev overvåget og holdt i et jerngreb, og familier blev splittet på kryds og tværs. Denne historie skal fortælles. Denne del af historien skal alle elever i vores skoler kende til, så de ved, hvad den virkelige historie bød på for kun tre årtier siden Men frihed har det heldigvis som vand. Det finder altid en sprække, og pludselig kan murene ikke holde mere. Selvom det var lange, trange og tunge år, så lykkedes det endelig at blive frie. Folket pressede på, og selvom mange af de gamle mænd i diktaturerne holdt fast, måtte regimerne bryde sammen. Kampen blev blandt andet utrætteligt kæmpet af daværende præsident Ronald Reagan i USA, som gjorde alt for at bekæmpe kommunismen, og alt det frygtelige den stod for. Jeg glemmer aldrig klippet i tv, hvor han stod ved Brandenburger Tor og i sin tale til folkemængden den 12. juni 1987 sagde de så kendte ord til Sovjetunionens præsident: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”. Der skulle stadig gå mere end to år, inden friheden kom til befolkningerne i Østeuropa, men snebolden med frihedens styrke havde begyndt sin tur ned ad bakken, uden den kunne stoppes. Det hører også med og bør bestemt anerkendes, at Gorbatjov med sin glasnost og perestrojka havde indledt rejsen mod mere åbenhed og en anden økonomisk tænkning – som de to russiske ord udtrykker. Men regimerne i øst blev presset til det af stærke frihedskræfter i vesten, og de stadig modigere befolkninger i mange af de kommunistiske lande. 9. november 1989 skete det så endelig. Vi kunne på tv se, hvordan østtyskerne i deres trabanter kørte over grænsen ved Brandenburger Tor, og alle blev hilst velkommen af vesttyskerne. Genforeningen ventede godt anført at den karismatiske kansler Helmut Kohl, der nåede sin største politiske bedrift med genforeningen af de to tysklande i 1990. Der skulle stadig vise sig at være mange opgaver og overvindelser for de østeuropæiske lande på vejen mod en ny verden og en ny tid. Vi har i dag et nyt Europakort med flere lande, hvor den dominerende styreform er demokratiet. Der er bestemt steder, hvor der er grund til bekymring, og hvor vi skal være opmærksom på ikke at begå fortidens fejl. Men frihed er det bedste guld. Det skal vi huske denne dag, selvom der unægteligt stadig er mange udfordringer – også i den del af verden. Kommunismen tabte – friheden vandt. Og jeg vil aldrig glemme den tid i mine sene teenageår, hvor jeg fik den gave at opleve frihedsklokkerne ringe for millioner af mennesker.

Randers FC For abonnenter

Randers FC-chef om imponerende målsnit: Vi ligger måske lidt over, hvad der er realistisk

Annonce