Dyreby. Randers havde på et tidspunkt hele to, velbesøgte dyreparker, og de to ejere, Jacob Rysgaard og Anker Larsen havde hver en datter. der begge blev landskendte som henholdsvis »tigerpigen« og »bjørne-plejemoderen«.
I 1933 fik Randers sin første zoologiske have. Den blev oprettet af Jacob Rysgård, som anlagde haven på Hadsundvej, hvor vandtårnet i dag ligger. Haven var ikke ret stor og fik da også kun lov til at ligge på dette sted i et halvt år. Rysgård flyttede derefter til Viborgvej, på en grund lige ved siden af Doktorparken.
For at få det hele til at løbe rundt, dannede Rysgård et aktieselskab sammen med andre dyreinteresserede. Haven blev bygget op med stor energi, men i 1937 besluttede Rysgård at overlade haven til Jens Emil Maagaard, som drev den til 1944. Herefter vendte Rysgård tilbage og købte aktier op, så han igen overtog majoriteten. Haven blev efterhånden meget velrenommeret og var mål for udflugter fra hele landet. Da haven lå i umiddelbar tilknytning til Doktorparken, kombinerede publikum ofte disse to steder som mål for deres udflugter og søndagsture. Restaurationen, der var tilknyttet haven, blev også velbesøgt.
Haven på Viborgvej var anseelig af størrelse og opbygget omkring dyrlæge Østergårds store villa, som Rysgård også havde købt. Her opbyggede familien Rysgård deres hjem, og herfra blev der øvet en ikke ringe pr-virksomhed for at gøre haven kendt. Det lykkedes rigtigt godt, og publikum kom fra hele landet for at se den efterhånden flotte samling af dyr.
Bongo
Rysgård var rigtig god til at gribe enhver mulighed for omtale og blev kendt i alle landets aviser, da hans datter, Birthe, begyndte at gå tur i Hornbæk med en af havens tigre, som var den en almindelig huskat. Hun var opvokset med dyr og havde lært at omgås dem uden vanskelighed. Bongo kom til Randers i 1948 som et-årig. Den havde engelsk syge og var særligt besværet i bagbenene. Birthe passede og plejede Bongo og opnåede at få gjort den store tiger temmelig tam. Da det blev kendt udenfor Randers, at Birthe ofte gik tur i haven med Bongo i snor, og at den gik frit omkring i direktør Rysgårds hjem og have, blev »tigerpigen« kendt i både ind og udland. I 1951 var Bongo som led i en større udstilling om at holde eksotiske dyr 10 dage på Frederiksberg, hvor den også skabte stort røre. Fra flere sider blev der selvfølgelig udtrykt bekymring for sikkerheden i at have en tiger gående omkring blandt befolkningen i en almindelig hundesnor, men direktør Rysgård og Birthe insisterede på, at Bongo var det venligste og rareste kæledyr. Birthe fik lov til at beholde Bongo indtil 1953, hvor den efterhånden havde fået en størrelse, der gjorde det umuligt at have den i hjemmet. Og da familien ikke kunne nænne at sende Bongo andre steder hen, blev beslutningen, at den måtte aflives.
Haven var også kendt for sin store bjørnegrotte og ikke mindst løvegrotten, som i en annonce fra 1938 benævnes som Skandinaviens eneste. Også løven var meget tam, og på et tidspunkt måtte sættes et ekstra hegn op omkring løvegrotten. Ikke fordi løven sprang ud, men fordi publikum havde svært ved at respektere sikkerhedsafstanden til grotten. Der var flere, der var fristede til at hoppe den anden vej og klappe den venlige løve. Af samme annonce fremgår det, at en børnebillet kostede 25 øre og en voksenbillet 50 øre. Man kunne få partoutkort til 2 kr for voksne og for 1 kr til børn under 12 år. Så kunne man komme og gå, som man ville et helt år.
Det var dog ikke lutter idyl. Rysgård var kendt for at behandle sine dyr godt og gik ikke på akkord med foder og pasning. Når man betænker, at de store zoologiske haver i Danmark og andre steder får store offentlige tilskud samt tilskud fra fonde til indkøb, renoveringer osv, er det ikke underligt, at Rysgårds have, som blev drevet på privat basis, fik økonomiske problemer. Haven var meget følsom, hvad besøgstallet angik. I perioder med dårligt vejr faldt besøgstallet drastisk, og det gjorde ondt i økonomien, da der ikke var andre steder at hente pengene end hos publikum. Udgifterne til pasning og foder var de samme uanset antallet af besøgende, endda stadig stigende efter krigen. Det blev ikke bedre af, at stemningen mod at holde vilde dyr i fangenskab efterhånden bredte sig i samfundet.
I 1954 tog Rysgård konsekvensen af de dårlige tider og forpagtede haven ud. Et år senere lukkede den, og de tilbageværende dyr blev sendt til forskellige dyrehaver og parker rundt om i Danmark.
Rysgård gik ind i bilbranchen, og blev repræsentant hos en forhandler i Randers.
Selvom Randers havde een dyrepark, forhindrede det ikke, at Anker Larsen i 1949 havde mod på, at åbne en ny på Mariagervej ved Falbe-Hansens virksomhed. Anker Larsen, der var billedskærer af profession, havde hele sit liv haft dyr som hobby.
Larsen havde længe gået med tanken om, at indrette en dyrepark og købte i 1949 grunden på Mariagervej. Han kaldte sin park for Larsens Dyrepark og Tropehus ud fra den betragtning, at Randers jo havde en zoologisk have i forvejen. Der var åbenbart plads til to dyreparker i Randers på det tidspunkt. Fra starten var parken en succes. Ligesom Zoo Have på Viborgvej blev også Larsens Dyrepark mål for mange skoleudflugter. Skoler fra hele landet lavede aftaler om at besøge parken, ligesom man havde stor tilstrømning af turister. Larsen kunne i et interview i 1956 berette om jævnt stigende omsætning siden parkens start. Problemet for Larsens Dyrepark var imidlertid det samme som for Zoo på Viborgvej: i perioder med dårligt vejr faldt besøgstallet, mens udgifterne var de samme. Som Rysgaard fik Larsen heller ikke kommunalt tilskud. Larsen ofrede alt for at få sin park og havde hele tiden job ved siden af som underviser i billedskæring ved daværende Randers Aftenskole.
Larsens have var velrenommeret, både blandt publikum og blandt branchefolk i ind- og udland, og han havde et tæt samarbejde med haverne i Ålborg og København. Han lavede mange byttehandler og købte til favorable priser, ligesom han også foretog direkte import til glæde for sin egen park, men ofte også til glæde for haverne i Ålborg og København.
Larsens bestand af dyr var stor, på et tidspunkt var der ca. 1000 dyr fordelt på mere end 200 arter. Af disse kan nævnes dyr som, pumaer, løver, zebraer, syvsovere, æsler, bjørne, aber, skildpadder, store fugle som flamingoer, men også småfugle som vævere og kanariefugle, som i særdeleshed havde Larsens kærlighed.
Larsen kom også i dagspressen med et par gode historier, og det gav selvfølgelig god reklame for haven. Da havens hunbjørn fik trillinger, opstod der problemer med pasningen. I begyndelsen passede hun ungerne godt, men mistede interessen, og Larsens datter June måtte overtage pasningen og opflaskningen af ungerne. Hun kom i aviserne som bjørne-plejemoderen fra Randers. En anden gang havde haven en ræveunge som var adopteret af en Cocker- spaniel, som i forvejen havde 5 hvalpe.
Da Randers Zoo på Viborgvej lukkede i 1955, påvirkede det naturligvis Larsens dispositioner og affødte en vis optimisme. Han var nu alene på banen og besluttede at udvide dyreparken. Han planlagde og gennemførte til sæsonen i 1956 en stor modernisering og forbedring af parkens bygninger. I de følgende år blev der også satset på underholdning i parken. Da haven på Viborgvej ikke mere eksisterede, antog man navnet Randers Zoo, Mariagervej.
Sidst i halvtredserne indledtes der forhandlinger mellem A/S Falbe-Hansen og Larsen om køb af grunden hvor dyreparken lå. Larsen fik et godt tilbud og solgte. Det var nu meningen at parken skulle flyttes til Doktorparken eller til et andet areal ved Gørrilds Allé. Disse planer blev imidlertid ikke ført ud i livet, og det endte med, at Larsen flyttede de fleste af sine dyr til Galgebakken i Ebeltoft, hvor han drev zoologisk have. I 1964 solgte han grunden til Hotel Hvide Hus. Larsen var nu færdig med at drive zoologisk have og beholdt blot sine elskede fugle. Herefter levede han af sit job som underviser i billedskæring på aftenskolen.
