Katarina er alene med tre teenagebørn: - Jeg synes det er svært, og det skammer jeg mig lidt over

- Jeg vil ikke kalde mig nødlidende, for der er mange andre, der har det meget værre. Men jeg synes, det er svært at få pengene til at slå til, siger Katarina Jensen. Foto: Flemming Krogh

Katarina er alene med tre teenagebørn: - Jeg synes det er svært, og det skammer jeg mig lidt over

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Katarina Jensen er alene med tre teenagebørn, som skal forsørges med hendes ressource-ydelse. Hun skal vende hver en fem-øre, men vil ikke klage: Der er nogle, der har det endnu værre, siger hun.

Det blev lidt sent i aftes med det der restaurantbesøg og turen i biffen bagefter. Nu orker vi ikke rigtig noget i dag, slet ikke madlavning. Vi snupper noget junk fra pizzeriaet. Unger! Hvad vil I ha'?

Situationen er velkendt hos de fleste. For andre er den overhovedet ikke.

Det gælder blandt andre 39-årige Katarina Jensen fra Aarhus. Hun er uddannet elektriker, men gennem de seneste seks år har sygdom sendt hende ud af arbejdsmarkedet. Hun lider af en langvarig stress-sygdom - "midlertidigt kronisk," som hun selv udtrykker det.

Hun er alene med to piger på 12 og 13 år og en adhd-ramt dreng på 15 år. For dem er andres hverdagsliv uopnåelig luksus.

Siden 2016 har hun været i et fem-årigt ressourceforløb, som omfatter muligheder for forskellige slags kommunal hjælp i form af for eksempel kurser og familie-støttepersoner. Økonomien svarer nogenlunde til en kontanthjælp - men uden yderligere begrænsende bånd i form af kontanthjælpsloftet og 225-timers-reglen.

Når indtægter og alle faste udgifter er fratrukket, har hun på månedlig basis 7500 kroner til sig selv og børnene at leve for. De skal række til mad og tøj og alle andre fornødenheder som børnenes fritidsaktiviteter, gaver, ferier m.v.

- Jeg vil ikke klage og vil ikke kalde mig nødlidende, for der er mange andre - dem, der er ramt af kontanthjælpsloftet for eksempel - der har det meget værre. Men jeg synes, det er svært at få pengene til at slå til, og det skammer jeg mig faktisk lidt over, at jeg synes, for når jeg ser på beløbet, jeg har til rådighed, så synes jeg egentlig, det er pænt mange penge. Det ændrer bare ikke på, at jeg hele tiden skal vende hver en femøre, og at det ofte er stramt sidst på måneden, siger Katarina Jensen.

Jeg kan næsten ikke huske, hvordan det er at have penge mellem hænderne
Katarina Jensen
Katarina Jensen må primært tage de gratis glæder, for eksempel gåture.  Pengene rækker kun til det allermest fornødne, og det er i sig selv svært. Foto: Flemming Krogh
Katarina Jensen må primært tage de gratis glæder, for eksempel gåture. Pengene rækker kun til det allermest fornødne, og det er i sig selv svært. Foto: Flemming Krogh

Børnenes afsavn

Fornøjelser, som de fleste danskere rutinemæssigt under sig selv, har Katarina Jensen ikke penge til. Hun kan ikke huske, hvornår hun og børne sidst har været på restaurant eller i biografen for eksempel. For slet ikke at tale om ferier. Og julen med dens mad og gaver og løbske udgifter er et fast tilbagevendende problem. Resten af året er der heller ikke meget at gøre med.

- Tidligere lykkedes det at spare sammen til et sæsonkort til Djurs Sommerland til børnene, så de i det mindste oplever lidt af det, deres kammerater oplever. Men det er blevet for dyrt, så det er der ikke noget af længere.

Og det er lige præcis børnenes afsavn, der nager hende.

- Pigerne går i en skole her i nærheden, hvor sammensætningen af elever er pænt varieret. Men der er også mange elever med forældre i solide job og med gode indkomster. Så de kan hele tiden se, hvad andre formår, og jeg ikke formår, hvad andre børn kan få, og de ikke kan få, siger Katarine Jensen.

Hun ønsker ikke, at børnene bliver isolerede i forhold til deres kammerater, så hun er nødt til at sætte dem over sine egne behov.

- Jeg køber for eksempel kun nyt tøj til dem, ikke til mig selv. Jeg går kun i aflagt tøj fra venner, bekendte og familie. Men jeg kan ikke være med på det moderigtige, som jo betyder temmelig meget for børn i den alder. De må nøjes med noget billigt fra Bilka. Smarte, populære jakker til 1000-1500 kroner er ikke en mulighed, siger Katarina Jensen.

Selv har hun lagt smøgerne på hylden. I stedet tager hun jævnligt en lang løbe- eller gåtur.

- Det koster ikke noget, og det gælder om at tage de gratis glæder. Og så er det jo noget sundere, konstaterer hun.

"Det er der ikke råd til"

Før hun blev ramt af sygdom, tog Katarina Jensen den fireårige elektrikeruddannelse, hvor hun var på SU. I ti år har hun således ikke prøvet af have en normal løn.

- Jeg kan næsten ikke huske, hvordan det er at have penge mellem hænderne. Jeg har ellers arbejdet, siden jeg fyldte 15 år. Jeg blev oprindelig butiksuddannet og tjente en normal løn dengang, inden jeg begyndte at få børn og tre gange gik på barsel. Nu er det ikke, fordi man tjener styrtende ved at stå i butik, men der var meget mere overskud, og det hænger selvfølgelig sammen med, at der dengang ikke var udgifter til tre børn.

Nu er børnene så kommet til, og hun er alene med dem.

- Jeg prøver virkelig at sikre, at de kan leve et så normalt børneliv som muligt. Men mange gange, når de gerne vil have nogle nye ting eller opleve et eller andet, må jeg sige til dem: "Det er der simpelthen ikke råd til."

- Men jeg prøver, så meget jeg kan, at imødekomme børnenes behov, hvad enten det er idræt eller dans eller klub, eller hvad det nu er. Min situation skal ikke gå ud over dem mere end højst nødvendigt. Så må jeg selv sulte, hvis det er - men det har jeg dog ikke gjort. Så slemt skal det heller ikke lyde. Det går, det er bare svært, siger Katarina Jensen.

Katarina er alene med tre teenagebørn: - Jeg synes det er svært, og det skammer jeg mig lidt over

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce