Emilie-sagen. Kassetænkning tvinger svært handicappede på institution


Emilie-sagen. Kassetænkning tvinger svært handicappede på institution

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Læserbrev: Læsere af Randers Amtsavis har de seneste dage kunnet læse flere hjertegribende artikler, hvor Eva Frank fortæller om, hvordan familien frygter, at datteren Emilie vil blive tvungen på institution, når hun om kort tid fylder 18 år, fordi hun ikke kan få den helt nødvendige hjælp til blandt andet overvågning i hjemmet. Og Emilie er ikke den eneste. I BT kunne man for 14 dage siden læse en helt identisk historie om Liva fra Højbjerg ved Aarhus - og der er desværre mange andre Emilie'er og Liva'er rundt om i Danmark.

En landsretsdom har slået fast, at kommunerne ikke - som praksis ellers var - kan bevilge hjælp til overvågning efter serviceloven. Konsekvensen er, at en gruppe svært, ofte mulithandicappede, børn med blandt andet cerebral parese, epilepsi og svære kognitive vanskeligheder ikke kan blive boende hjemme, når de fylder 18 - heller ikke selv om det er det, både barn og forældre ønsker. Deres handicap indebærer, at de har behov for hjælp døgnet rundt - også om natten og når de sover. Noget kan gå galt: Et epileptisk anfald, fejlsynkning eller kvælning, som kræver, at der er én i rummet, der umiddelbart kan gribe ind. Den hjælp kan kommunerne efter landsretsdommen kun give på døgninstitutioner.

En Deloitte-analyse kom til den konklusion, at en genindførelse af ordningen vil koste kommunerne mellem 80 og 90 millioner kroner. Heri er ikke modregnet de udgifter, kommunerne under alle omstændigheder skal afholde. De her børn bliver jo ikke pludselig "gratis", blot fordi overvågningen ikke kan bevilges efter paragraf 95. Den reelle merudgift (nettoudgiften) for kommunerne kan altså aldrig blive 80 til 90 millioner kroner.

For kort tid siden offentliggjorde Ankestyrelsen en stor analyse af kommunernes praksis i disse sager. Her fremgår det, at 45 procent af kommunerne løser overvågningsopgaven "på andre måder" end ved hjælp af paragraf 95, og 30 procent af kommunerne siger, at de løser problemet ved at tilbyde den unge døgnanbringelse på en institution. Og endelig er der hele 25 procent, der overlader det til familierne selv at løse problemet. De helt store tabere siden landsretsdommen er altså sårbare unge, som unødvendigt anbringes på døgninstitution, og familier, som efterlades med en urimelig stor omsorgsopgave for deres unge.

Konklusionen er, at cirka 75 procent af udgifterne til overvågning allerede i dag dækkes af offentlige midler - enten i form af såkaldte "andre løsninger" eller gennem døgnanbringelse på institution.

Det er altså ikke rigtigt, når det hævdes, at det vil koste mellem 80 og 90 millioner kroner at løse problemet. 75 procent dækkes allerede. Det er bare nogle andre kasser, der betaler. Den reelle merudgift er derfor snarere et eller andet sted mellem 20 og 25 millioner kroner i forhold til de aktuelle offentlige udgifter.

Derfor er det helt absurd, at der ikke kan skabes enighed om at give kommunerne mulighed for igen at løse den opgave via paragraf 95. Det her er et problem, som ikke går over. Der er hver eneste dag unge, der fylder 18 år. Om få øjeblikke starter økonomiforhandlingerne mellem Kommunernes Landsforening og regeringen. Tag nu den her problemstilling med ind til bordet - og se så at få det problem løst.

Emilie-sagen. Kassetænkning tvinger svært handicappede på institution

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce