Vi bruger cookies!

amtsavisen.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.amtsavisen.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Kære kongehus: Det kunne I godt have sagt


Kære kongehus: Det kunne I godt have sagt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Opinionsredaktør Henrik Sejerkilde
Joan Anette Karlsen
Debat. 

På en af efterårets første regnvejrsdage skyllede der en del af kongehusets kulør ud i den royale rendesten, da hoffet i går meddelte, at prins Henrik lider af demens.

Puh, den oplysning har været længe undervejs.

Spørgsmålet er, om vejen til den forløsende pressemeddelelse har været næsten lige så lidelsesfuldt for hoffets kommunikationschef Lene Balleby.

Jeg har godt nok ikke misundt hende jobbet, hvor hun næsten ligesom da Inger Støjberg i sin egenskab af politisk ordfører for Venstre mekanisk skulle forsikre mere og mere ivrige udspørgere om, hvorvidt Anders Fogh Rasmussen var på vej væk fra dansk politik.

Det var han som bekendt, selv om Støjberg bedyrede det modsatte.

Og ja, prins Henrik er som godt 87.000 andre danskere ramt af demens. Det er nu en kendsgerning, der kan siges højt - uden bortforklaringer eller søsygetabletter.

Man kalder også demens for "de pårørendes sygdom", og ofte oplever man, at erkendelsen er en langstrakt proces for familien. Det kan være uendeligt svært at erkende, at ens nærmeste er på vej ind i en anden tilstand. Og på den måde må man også sige, at kongehuset har vist sig at være som os andre, når det kommer til stykket.

For det har taget sin tid at sætte det rette ord på. Og det er ikke for at hænge prins Henrik ud i den offentlige galge, han ofte er kommet til at dingle i med sine mere eller mindre farverige bemærkninger. Som ikke altid har haft demens som afsender, men snarere den galliske indstilling, som nok er lidt mere flamboyant end regnvejrsgråt dansk leverpostej. Det har han fået sin bekomst for, og i dette seneste forløb er hans mere og mere uforklarlige stunts blevet (bort-)forklaret med netop denne livsindstilling.

Men inderst inde har man jo godt vidst, at der var noget andet på færde. Man bliver jo ikke væk fra konens runde fødselsdag med en halvvissen undskyldning, vel? For så at sidde åbenlyst under Zinzano'en i Venedig og røre i drinks med Erik Brandt dagen efter.

Det siges, at kongehuset altid har en løsning på ethvert tænkeligt problem, der ikke er gængs i daglig etikette. Man opfandt en ny titel til Alexandra, da hun ikke længere ville være gift med Joachim.

Måske burde kongehuset have vejret morgenluft lidt tidligere omkring prins Henriks sygdom.

Man forspildte en mulighed for at sætte fokus på en alvorlig sygdom - og vise, at man kunne håndtere den. I stedet for at melde klart ud - og dermed være et forbillede for alle de danskere, der har demens inde på livet - skulle den kongetro del af befolkningen gennem noget af en spidsrod af dårlige jokes og nysgerrige mikrofoner. Det har langt fra altid været værdigt at opleve.

Vejen mod gårsdagens nyhed blev til tider noget af et freakshow af flagrende spekulationer. Men man ved det jo. Hvis nogen i pressekorpset havde formastet sig til at sige åbent, hvad de tænkte, når de stak mikrofonen op til prins Henrik, ville der være lukket for det varme vand fra hoffet fremover.

Havde hoffet bare inviteret de fire-fem toneangivende høje hæle fra det royale pressekorps ned på den nærmeste bæverding og forklaret, hvad der i virkeligheden var los.

Jeg tror faktisk, at de kunne have holdt på den viden, hvis de havde fået at vide, at de skulle. Og dermed givet de royale lidt fred til at fordøje. Og skånet os for optrin, der var pinlige, når man ikke kendte baggrunden. I stedet blev der en kommunikationsmæssig katastrofe ud af en i forvejen trist situation for kongefamilien.

Hvis man ellers kan kalde den det..