Vi bruger cookies!

amtsavisen.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.amtsavisen.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Kan det måles og vejes. Jeg står og kigger ned i et hul


Kan det måles og vejes. Jeg står og kigger ned i et hul

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Søren Bøjgaard og Anette Schleicher
Billede
Debat. 

Det er onsdag formiddag, og jeg har en aftale i byen. Jeg er tidligt på den, så jeg vælger at trække min cykel, og for en enkelt gangs skyld bare slentre uden at skulle holde en stram tidsplan. Jeg har en halv time i overskud. Bedre end penge i banken. På et hjørne inde i byen er de ved at grave et kæmpe hul. Der skal bygges ungdomsboliger og i processen er man stødt på en nyere bunker fra den kolde krig. Det har resulteret i et større graveprojekt, hvor orange mænd og maskiner er i fuld gang dybt dernede.

Jeg stopper op! Noget i mig får mig til at stå stille og stirre der ned i byens undergrund. Sådan har jeg ikke med oprigtig nysgerrighed dvælet, siden jeg var dreng og bare nydt synet af arbejdende maskiner, orangeklædte mænd og kæmpe dynger af sand. Tiden står stille!

I medierne ytrer en mand der hedder Svend sig ret ofte for tiden. Han siger vi skal holde op med at have så travlt. At vi skal turde gå glip af ting. At vi skal stoppe op og skynde os en smule langsommere. Måske er det Svend, der har fået mig til at stå der og glo ned i et hul på et hushjørne i den indre del af byen en onsdag formiddag. Normalt er der ikke tid til den slags.

På min arbejdsplads er der kommet mere og mere fokus på "best practice", evalueringer og målinger. Det har gjort mig effektiv. Jeg arbejder mere, hurtigere og økonomisk rentabelt. Jeg har travlt, men det er også en god arbejdsplads, jeg har. Der er rent og transparent. Glas og stål. Folk har pænt tøj på og maden i kantinen er sund. Kun smør til formiddag. Ikke til middag. Man har simpelthen fjernet de små lurpakker fra både buffet og køler. Stedets nye sundhedskodeks er ført helt ned i detaljen. Fedtfattigt. Sterilt. Ingen fedt på sidebenene her. Man vil så gerne have, vi bliver lidt længere. At vi ikke bliver fede. At vi holder os raske. Effektive! Traditionen med kollega - fredagsøl i pauserummet er for længst stoppet, helt af sig selv. Vi skynder os hver til sit, når det er fredag eftermiddag. I sommerhus. På løbetur. I fitness. I sidste uge kasserede vi 8 øl, som var gået over salgsdatoen.

Nede i hullet er der også travlt, men nu lader det til, at der er pause. Et par mænd med hvide hjelme går over mod en skurvogn. De har hver en madkasse i den ene hånd. Orange plastic, ren retro, men de matcher fint arbejdstøjet. Mon de har smør på brødet? Mon de har et sundhedskodeks på deres arbejdsplads? Formiddagsrundstykker uden smør? Jeg tror det ikke.

Nu holder de pause derinde i skurvognen og selv kraner og gravemaskiner er stoppet. For en stund kan man høre resten af byen igen. Den summer, som en sommertravl bikube, men i skurvognen har man taget Svend på ordet. En ting af gangen, og den ene ting er lige nu mad. Med rigeligt smør. Det får mig til at tænke på, hvor stor forskel, der er på de virkeligheder, vi befinder os i. Som en nærmest karikeret antropolog står jeg her og kigger ind i en verden, som slet ikke er en del af min virkelighed. De mænd der arbejder der nede i hullet er med deres skurvogne, beskidte hænder og orange madkasser repræsentanter for et arbejdsliv, som politikerne og deres venner fra konsulentfirmaerne ikke har opdaget endnu. Politikerne ved godt at arbejderne er der, at hullerne bliver gravet, men de stopper ikke op og kigger ned i huller, som jeg gør denne formiddag. Måske er turen bare ikke kommet til de folk, der graver huller endnu. Måske kan konsulenternes regneark ikke rumme skurvogne og orange madkasser, og måske er der simpelthen for langt fra det politiske centrum til et hul i jorden et sted i landets vestlige udkant.

Selvom sensommeren er ved at blive til efterår har de stadig sommerferie på Christiansborg, men her bakker man ikke op om Svends "tag -det-lidt-mere-roligt-filosofi". Her er der en holdning til, at vi (resten af befolkningen) kan effektivisere, arbejde hårdere, lidt længere og udskyde pensionen med nogle år. Det har konsulenterne regnet ud! Konsulenterne kommer fra nogle store huse af glas og stål. Her dyrkes begrebet transparens som et mantra. Transparenzzz!

Jeg har mødt flere unge konsulenter fra disse firmaer. Ulasteligt klædte. Tjekkede! Ingen smør på sidebenene her. Og så udtaler de altid ordet transparens med en læsbende z-lyd til sidst. Transparenzzzen, eller gennemsigtigheden er overalt på deres arbejdspladser. Her hedder det ikke kontorer, men "working-stations". Her sætter man sig ikke ned med en kop kaffe. Her er det "coffee-to-go". Her kan man se hvad hinanden laver hele tiden, og det der ikke kan ses, kan registreres. Måles. Dokumenteres. Det er smart, synes politikerne. De er gået ind i en slags symbiose med konsulenterne og næsten alt kan forklares via et regneark, og så kan man fortælle vælgerne, hvad man har opnået. De kan se det sort på hvidt. Gennemsnitstal. Prisudvikling. Der spares. Der skæres til. Rationaliseres, så vælgerne kommer til at betale mindre i skat. Får billigere biler. Den slags rykker i vælgerhavet.

På min arbejdsplads har man taget konsulenterne til sig. Vi er også transparente, og så har vi fået noget der hedder "strategisk selvledelse". Vi registrerer selv alt. Vores arbejdstid. Vores tilrettelæggelse. Alt simpelthen. Konsulenterne tjekker så bagefter om vi selvleder på den rigtige måde. Vi har travlt med at tjekke os selv og konsulenterne har travlt med at tjekke os.

Det begynder langsomt at virke efter hensigten. Vi tager farve af hinanden. Vi taler efterhånden samme sprog. Hyler med de ulve vi er iblandt. Evaluering. Målstyring. Strategi. Psykisk og fysisk robusthed. Vi bruger ikke længere krudt på at diskutere vores hovedydelse. I stedet diskuterer vi udfyldelse af planer. Leverancer. Er det gjort på den rigtige måde? Huskede du at markere anvendt litteratur, der er mere end 5 år gammelt med en gul farve? Hvilken gule farve anvendte du? Fik du ført det gamle skema over i den nye udvidede skabelon?

Det ser godt ud, det vi gør. Det kan måles.

Er den gule farve der? Tjek!

Er det rigtige skema brugt? Tjek!

Fik du lagt det hele ind på de forskellige drev? Tjek! Tjek! Tjek!

Nede i hullet kommer de ud af skurvognen igen nu. To af mændene slukker hver deres cigaret og en tredje løber op af hullet gennem sandet, og forsvinder ud på vejen ved siden af mig med en stak papirer i hånden. Jeg er så tæt på ham, da han når op fortovet, at jeg kan se logoet fra Dansk Tipstjeneste på papirstakken. Han forsvinder ind i Føtex.

Vi skriver 2017 og der ryges indenfor i en frokostpause, der tippes og gås i Føtex. Min Rambøllicerede sjæl er rystet, og min McKincey-logik slår helt fra, da manden fra før kort efter kommer tilbage fra Føtex med en pose i hånden, der klirrer umiskendeligt. Han bevæger sig hurtigt ind i skurvognen, kommer ud igen et øjeblik senere, tager arbejdshandsker på og fortsætter arbejdet nede i hullet sammen med kollegerne. Maskinerne drøner igen. Der graves. Der kommanderes. Alt er bevægelse.

Jeg stiger på cyklen og kører mod arbejdet. Hvad mon Svend ville sige til det optrin, jeg lige har været vidne til? Hvad mon Joakim, Mette og Lars fra borgen ville sige?

Tankerne rumsterer stadig, da jeg kommer ind gennem kantinen på min arbejdsplads. Menuen i dag er grønsags-ratatoui med spinat og gulerodssalat. Jeg springer over og går op på mit kontor. Min kollega har ikke spist endnu. Hun er optaget af noget med nogle trivselsmålinger, som hun har glemt at forholde sig til. En djævel farer i mig. Jeg spørger om hun er med på, at vi i dag prøver noget nyt. Hotdogs og kolde bajere til frokost! "Vi smugler det ind på kontoret i min taske"! "Hvad siger du"?

Hun ser på mig, som om jeg netop har afsikret en håndgranat. Som om hun først nu har forstået, at hun deler kontor med Dr. Jekyll og Mr. Hyde. Da jeg sætter trumf på, og foreslår at vi efterfølgende kan foretage lidt online-betting, slår hun er nervøs latter op, kanter sig forbi mig og går til frokostpause.

Det slår mig med ét, at jeg og mine kolleger gennem en årrække er blevet bange. Bange for vores helbred. Bange for ikke at slå til. Bange for dårlige evalueringer. Bange for at transparensen afslører os, som dårlige til vores arbejde. Bange for chefen, som er bange for sin chef, som er bange for konsulenterne som.....Vi ser jo med jævne mellemrum, hvad der kan ske, når kolleger ikke kan eller vil leve op til exelarkenes logik. De forsvinder næsten fra den ene dag til den anden. Bliver degraderet og bliver afløst af nye og mere målrettede kolleger. Det er ikke let at blive en del af min arbejdsplads, men det er let at komme derfra igen.

I nogle minutter er alt stille der i mit lille glashjørne af virkeligheden. Så pakker jeg min taske. Ser mig omkring, går ud på gangen og begiver mig mod udgangen. Bag mig hører jeg stemmer, der siger mit navn. Jeg stopper op. Tøver. Der nede under mig er trappeskakten med udgangen. For anden gang i dag står jeg og kigger ned i et hul.

DR-seere sendt på Herrens Mark