Vi bruger cookies!

amtsavisen.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.amtsavisen.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Kønstabu. Man fødes ikke som LBG eller T


Kønstabu. Man fødes ikke som LBG eller T

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Konsulent, Varde, Ernst Jessen
Billede
Debat. 

En lokal DF-politiker er blevet landskendt efter i et læserbrev at bruge ordet "afvigere" om deltagerne i Copenhagen Pride og ophidse hele hvepseboet af LBGT'ere i en sådan grad, at 1500 troppede op til demonstration ved den formasteliges bopæl i Gesten ved Kolding. Men DF'eren har ret i sin kritik, for LBGT'erne lyver. De retfærdiggør deres spøjse seksualitet og opførsel med den falske påstand, at seksuel orientering er medfødt ligesom hudfarve og rødt hår, og med denne usandhed har offentligheden ladet sig spænde for et falsum.

Man fødes nemlig ikke LBG eller T. Man bliver det. Fænomenet udtrykker ikke, som påstået, naturens mangfoldighed, for menneskets arvemasse indeholder intet gén for bøsser eller nogle af de andre p.t. 36 seksuelle typer. Og skulle sådanne gener findes, hvorfor har man så ikke set homoseksualitet hos dyr, som vi dog deler genetik med. Jovist springer hanhunde på hinanden, men kun i fravær af hunhunde. Derimod forklarer anerkendt forskning, at homoseksualitet er konstruktivistisk betinget, hvilket på jævn dansk betyder, at den er socialt konstrueret af familie og/eller samfund. Og så bliver sagen et etisk spørgsmål om at manipulere vores naturlige seksualitet.

Når forskerne med deres viden ikke imødegår LBGT-lobbyens misinformation, skyldes det måske frygten for dens magt, for emnet er så følsomt, at de ikke kun skal erklære gén-teorien falsk. De skal også forklare ret præcist, hvordan man i så fald bliver bøsse, lesbisk, trans osv., og det kan/tør de ikke. Måske fordi de søger forklaringen i seksuel opførsel, men der findes den ikke, for sex og ekshibitionisme er kun toppen af et isbjerg, hvor 90 pct. er identitet. Ja, faktisk siger LBGT'erne selv, at det egentlige i deres adfærd ikke er seksuelt, men følelsesmæssigt.

Og hvorfor identitet? Fordi mennesket er fantastisk. Modsat dyr, har vi næsten ingen instinkter, for med identitetsfølelse og dermed bevidstheden om, at "jeg er", behøver vi ikke instinkter. Vi kan tage bestik af enhver situation, og er derfor jordens succesrigeste art, og kan leve og forplante os hvor som helst, og ikke som pandaer, kun i en bambusskov i Kina. Men derfor er vores identitetsdannelse også afgørende, hvilket naturen løser ved at give børn et utroligt instinkt for sunde identitetsmarkører, og markøren over alle er far, ikke mor. Mor er en selvfølge, og det første et barn mærker, ser og "spiser". Men far er et forbillede, for han er ny. Drenge efterligner ham direkte, og tager identitet efter ham. Piger pynter sig for ham (han er også den, de - desværre med enkelte tragiske undtagelser - trygt kan gøre det overfor), og selvom de gerne pynter sig ligesom mor, er fars blik målet, og at få karakteren fars pige er en kompliment. At piger også tager deres identitet fra far ses i den universelle skik med at tage deres senere mands efternavn.

Derfor er det også kun kønspolitik påstå, at fars og mors rolle i familien er ét fedt. Og koblingen mellem identitet og seksualitet? - Ja, den er elementær seksuel viden. Det hedder sig, at vores største seksuelle drift faktisk ikke er hormoner, men (identitets-)bekræftelse, og hvad der sker med denne kobling, når fædre ikke formår at være en acceptabel identitetsmodel for børn, giver TV-serien "Matador" en glimrende forklaring på. Når forfatteren Lise Nørgaard lader Daniel, Mads Skjerns søn, være bøsse, er det næppe vilkårligt. Snarere skildrer hun journalistisk en elendig far, hvis ambitiøse væsen en følsom søn ikke kan bruge som identitetsmarkør. Træmanden Mads forstår slet ikke at give Daniel, der ikke tænder på ambitioner, fodbold og racerbiler, nogen attraktiv maskulin identitet, og hans utålmodighed lader ikke drengen i fred til at finde andre identitetsmarkører, og i disse ulykkelige situationer kastes det stakkels barn ud i vrede og frustrerede følelser, der senere afsporer hans naturlige seksualitet. Daniel er den bløde type og forsøger at få en maskulin identitet ved intimt fællesskab med en anden mand, ligesom når kvinder føler en form for helhed ved at have en mand ved deres side. Søsteren Ellen derimod, pynter sig glad og gerne, og ser en anden Mads, men kunne sagtens være blevet lesbisk under andre forhold og med en anden karakter.

Mange deler nok statsminister Lars Løkkes kommentar, da han med ordene: "Det er OK, men jeg forstår det ikke", gik med i Copenhagen Pride, men når identiteten spiller med, rummer menneskers seksualitet naturligvis stor variation. I betragtning af deltagernes antal og engagement, må marchen dog udtrykke noget alment forståeligt, og jeg tænker uvilkårligt på min egen barndom, når vi 7-8 drenge i landsbyen skulle lege røvere og soldater. - Helle for at være Fantomet, Tarzan, Zorro, råbte vi, og indlevede os i rollen med en dress-kode og bevæbning, der var lige så fantasifuld som Pridens bizarre personer og den drabelige "mand" fra Gesten demonstrationen med lædervest og kæder om brystet. Forskellen er bare, at vi legede. LBGT-erne mener alvor.

Nu er vi, røvere og soldater, blevet aldrende, og vi ser voksende kønsforvirring overalt i Vesten, og at det skyldes fadersvigt i et par generationer. At holde Danmark gående i endnu 1000 år, kræver 2,3 barn pr. kvinde. Det modarbejder LBGT bevægelsen. Eneste løsning er, at fædre erkender deres opgave, og giver børn en god og naturlig identitet, de senere kan udvikle deres seksualitet efter.

 

Indholdet i denne kronik er alene udtryk for skribentens egen holdning. Der er ikke videnskabeligt belæg for de påstande, der fremsættes.

Red.