Manglende faglighed er en faldgrube i psykoterapien. Pas på med at sende sjælen på et gråt marked


Manglende faglighed er en faldgrube i psykoterapien. Pas på med at sende sjælen på et gråt marked

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Speciallæge i psykiatri, Odense Niels Kjeldsen-Kragh
Billede
Debat. 

Mennesker, der er psykisk lidende og som forestiller sig, at psykoterapi kunne hjælpe, er ofte i vildrede, når de har brug for assistance. Henvender de sig til egen læge, har de mulighed for at blive henvist til en erfaren psykoterapeutisk psykolog eller psykiater, men disses ventetid er ofte langvarig, og har man ikke mulighed for at vente på dette, kan man blive nødt til at opsøge en tilfældig psykoterapeut med risiko for, at denne hverken har tilstrækkelig træning eller ekspertise.

Psykoterapi er behandling af mennesker ved hjælp af psykiske metoder. Metoderne består typisk af samtaler. Titlen 'psykoterapeut' er ubeskyttet i modsætning til professioner som læge, dyrlæge, sygeplejerske, bandagist eller apoteker, som er beskyttede titler, der ikke må benyttes, med mindre man har gennemgået et formelt og veldefineret uddannelsesforløb. Det er tilladt for hvem som helst at kalde sig glaspuster, designer eller entreprenør, og på samme måde har enhver ret til at titulere sig som psykoterapeut, hvad enten det drejer sig om en professor i psykologi eller Maren i kæret. Det er derfor uklart, hvor kompetente såkaldte psykoterapeuter er.

Mange forestiller sig, at universitetsuddannede psykologer og psykiatere efter endt eksamen er rustet til at drive psykoterapi. Men dette er ingenlunde tilfældet. En færdiguddannet psykolog eller psykiater er kun nødtørftigt klædt på til at varetage kvalificeret psykoterapeutisk behandling og må for at kunne drive psykoterapi gå i gang med en efteruddannelse for egen regning. Der findes ikke offentligt finansierede psykoterapi-uddannelser i Danmark.

Velanskrevne psykoterapiuddannelser kræver, at vordende terapeuter selv gennemgår et psykoterapeutisk forløb for at blive opmærksomme på sine egne sårbarheder og for at blive mere vidende om sig selv og sine egne indre reaktioner. Har man selv siddet i stolen som patient, har man lettere ved at leve sig ind i den position, ens fremtidige patienter kommer til at befinde sig i. De overfladisk uddannede terapeuter har ofte ikke gennemgået et sådant forløb og er dermed handicappede i deres forsøg på at forstå, hvordan det føles at være patient.

Ikke alle har tålmodighed og økonomisk formåen til at engagere sig i årelang oplæring og nøjes derfor med sporadiske kurser, kortvarige weekendforløb eller uortodokse forløb hos karismatiske terapeuter, hvorefter nogle kalder sig psykoterapeuter. Men resultatskabende psykoterapi kan næppe udføres af velmenende personer, der har lært visse håndgreb på tilfældige kurser. Der er således opstået et gråt og ureguleret terapimarked, hvor det for lægmand kan være umuligt at skelne mellem dygtige og udygtige psykoterapeuter.

Der er patienter, der primært lider af manglende indre strukturer, og der er patienter, der primært lider af overdrevne hæmninger. Det kræver grundig uddannelse at identificere disse tilstande og dermed tilrettelægge den rette behandling, og er man ikke trænet i dette, kommer terapien ikke ud af stedet. Det skorter ikke på beretninger om patienter, som har konsulteret terapeuter, der på grund af manglende uddannelse ikke har magtet den opgave, de påtog sig. Talrige patienter har haft skuffende oplevelser hos psykoterapeuter, som ikke har været i stand til at håndtere de ofte stærkt følelsesladede situationer, der opstår i en terapi-session.

Som psykoterapeut må man gøre sig klart, at det er en ansvarsfuld beskæftigelse at følge en patient ind i sindets kringelkroge. Man må vide, hvad man gør og ikke gør. Når patienten i en terapisession er allermest sårbar, må man være i stand til at rumme dette uden at forfalde til overfladisk trøst eller forstyrrende kommentarer. Det er mere frugtbart at stræbe efter at forstå patienten frem for at rådgive ham. Opmuntrende bemærkninger og gode råd kommer man sjældent langt med (med mindre man har med meget jeg-svage patienter at gøre) og kan i værste fald holde patienten fast i en følelse af hjælpeløshed og afhængighed og hindre ham i at nå frem til at finde ud af, hvad der for ham/hende er det rigtige at gøre.

Psykoterapi handler om at hjælpe patienten til at finde ud af sin egen sandhed og sin egen vej. Det fremmer ikke selvstændighed at fortælle, hvad der er bedst for ham/hende, hvilket man i øvrigt heller ikke kan vide noget om. Man må være i stand til at rumme verbale angreb og tackle kritik uden at gribe til defensive manøvrer og uden at indlede et destruktivt mundhuggeri med patienten. At blive kritiseret er for de fleste ubehageligt, men har man undergået en psykoterapeutisk skoling, har man fået erfaring i, hvordan man kan håndtere aggressive udfald.

På samme måde må man kunne indtage en professionel holdning, hvis patienten roser terapien. Det er menneskeligt at glædes over at blive rost, men der er fare for at havne i idealiseringens faldgrube, hvorved man bliver forført til at tro, at man er verdensmester. Der findes mange forskellige grunde til at mennesker kommenterer hinanden, og det kan være frugtbart at sætte fokus på, hvorfor monstro patienten føler trang til at kritisere eller beundre. Psykoterapi handler bl.a. om at afdække bagvedliggende og ubevidste motiver. Alt for ofte ser man uuddannede terapeuter, der på grund af patientens beundring, kommer til at overvurderer sig selv, hvilket er det sidste en mindreværdsfølende tvivler har brug for. Patienten bliver holdt fast i sit mindreværd, hvis han er i selskab med en, der føler sig mere værd. Psykoterapeutiske skoler lægger vægt på ligeværdighed i relationen. Hvis man ikke er belært og bevidst om alle de følelser, der opstår i et terapirum hos såvel patient som terapeut, er man som behandler på herrens mark.

Hvem skal man henvende sig til, hvis man bliver psykisk nødstedt og hvad skal man se efter? Ved første samtale hos en terapeut er det klogt at være offensiv. Har man i sinde at lægge sit liv i hænderne på et andet menneske, bør man vide noget håndfast om dette menneskes professionelle kvaliteter og kompetencer. Hvor længe har han arbejdet med psykoterapi? Hvilken terapiuddannelse har han? Kommer han i faglige fora? Modtager han supervision? Hvor langvarige er hans terapier typisk? Hvor mange psykoterapier har han om dagligt? Er hans sessioner altid af samme længde? Hvad skal der ske i forbindelse med afbud? Hvor ofte finder terapierne sted og i hvor lang periode? Holder han ikke sin aftale, eller lader han vente på sig, er det på sin plads at spørge om, hvorvidt dette vil være forventeligt fremover.

Lægger man mærke til, hvordan terapeuten reagerer på spørgsmålene, får man indtryk af, om han magter at blive konfronteret og gået på klingen; herved man får en fornemmelse af terapeutens robusthed. Er man usikker på sin bedømmelse, kan det være en god ide at tage en ven med til den første samtale for, at man sammen kan drøfte, hvorvidt det er en god ide at starte hos den pågældende. Det er vigtigt, at være vågen og at lave grundig research og ikke kaste sig i armene på den første og den bedste.

Veldrevet psykoterapi kan være til afgørende hjælp for ulykkelige mennesker. Men viser det sig, at den terapeut, man har valgt, ikke er opgaven voksen, kan det være en desillusionerende oplevelse, som kan udelukke senere forsøg på at søge mere kvalificeret assistance, fordi håbet om, at der findes nogen form for hjælp, er blevet slukket. Har man brækket sit ben, er det mest betryggende at blive opereret af en erfaren kirurg. Og har man brækket sin sjæl og føler, man har brug for psykoterapi, er det mest tilrådeligt at opsøge en erfaren specialist i psykoterapi.

Manglende faglighed er en faldgrube i psykoterapien. Pas på med at sende sjælen på et gråt marked

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce