Menneskesyn under pres. Når børn skal opfylde de voksnes ønsker


Menneskesyn under pres. Når børn skal opfylde de voksnes ønsker

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Kristian S. Larsen, cand.theol., medl. af bestyrelsen for Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse, Hassellunden 55, Esbjerg Ø.
Billede
Debat. 

Abort: Ordet 'ønskebørn' er et godt og positivt ord. Det siger noget stort og vigtigt om, hvordan et barn skal modtages: det skal favnes, elskes og værnes. At et ægtepar ønsker sig børn, er noget sundt og fint og naturligt, og naturligvis har forældre gode ønsker for deres børns sundhed og udvikling. De er 'ønskebørn'. Det forekommer derfor mærkværdigt, når ordet 'ønskebørn' undertiden kan drejes og vrides, så det ender som argument for fri abort. Alle har ret til at være ønskebørn, hedder det så.

I denne sammenhæng bliver ordet snoet rundt, så det ender med at handle om voksnes ønsker, som børn skal opfylde: De skal komme til rette tid og i rette antal og med de rette kromosomer.

Hvad mon de selv ville ønske - børnene? Hvad blev der af deres ønsker: Børne-ønskerne? Mon ikke deres ønske er, at forældre, familie, sundhedsvæsen og andre medmennesker vil favne dem og drage omsorg for dem på det tidspunkt, de kommer, og med de kromosomer, de har...?

Fri abort handler om kvinders ret til en seksualitet uden straf, argumenteres der. Straf?! Er det så modsætningen til ønskebørn: Børn som en straf?!

En sådan retorik lader ane, at selve synet på mennesket er under pres hos os. Vi trænger som samfund til at genfinde det menneskesyn og den værdsættelse af mennesket, som tidligere tiders mennesker var præget af.

En graviditet, en fødsel, et menneske er ikke en straf. Det er noget stort og forunderligt. Derfor er det også besynderligt, når f.eks. jordemødre og andre medarbejdere i sundhedsvæsnet ivrigt og ensidigt forsvarer den frie abort. Det kunne vel ellers tænkes, at netop jordemødre, sygeplejersker m.fl., som helt tæt på kender til graviditet, fødsel og nyfødte børn, havde øje for det store, som sker her...

Den kristne kirkes og vor kulturs grundbog, Bibelen, rummer en dyb forståelse af og et højt syn på, hvad et menneske er. 'Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje', siger en person i den bog til Gud. Selv det mindste menneske tilkendes altså den største værdighed.

Samme bog taler også om tilgivelse for alle de forskellige måder, hvorpå vi fejler og krænker hinandens menneskeværd. Men dermed er det høje syn på mennesket ikke sløret. Tværtimod. Menneskeværd handler også om ansvar - for sig selv og hinanden.

Da kristen tro gennem nogle generationer for ca. 1000 år siden satte sit præg på vores land, var en af følgerne således, at svangerskabsafbrydelse og udsættelse af børn i skovene blev forbudt.

Når et barn melder sin ankomst, er det vores pligt at stå klar på perronen og tage imod. I forreste række står forældrene, men flere grupper står bagved. Forhåbentlig også familie og venner, som lever med og bakker op.

Klar med hjælp står også sundhedsvæsen og sociale myndigheder. Netop over for de svageste (børn som voksne) skal velfærdssamfund og offentlige hjælpeforanstaltninger stå deres prøve og vise deres værd.

Det samme skal medmenneskelig omsorg, herunder kirkens diakonale arbejdsgrene. 'Bær hinandens byrder', står der også i nævnte bog.

Det gælder også, når et barn kommer til uønsket tid eller med en skæv negl på venstre lilletå - og ikke mindst, når udfordringerne og problemerne angår noget andet og mere alvorligt end tidspunkt eller tånegle.

Den frie abort er et åbent sår i vores samfund, og der grædes over den. Enkeltmennesker græder. Måske fortrød de efterfølgende beslutningen om abort. Måske stod de alene tilbage med forvirrede tanker og uden at kende et sted at gå hen og finde forståelse og høre holdbare ord om ansvar og om tilgivelse fra Gud og mennesker. Og fra mange sider får de kun fortalt, at fri abort er et gode, et fremskridt, en sejr... Hvad mon disse menneskers ønsker er?

Også som samfund mærkes og skæmmes vi af en ordning, der fjerner værnet og retsbeskyttelsen om dem, der ikke fik prædikatet 'ønskebørn'.

Et voksen-ønske kunne være, at vi pudser brillerne, så vi kan gennemskue fordomme og forudfattede holdninger. Og at vi så genfinder det menneskesyn, som ikke ser noget menneske som en straf, men ser enhver som en unik og uvurderlig skabning, der både som barn og voksen er afhængig af andres omsorg og beskyttelse.

Menneskesyn under pres. Når børn skal opfylde de voksnes ønsker

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce