Vi bruger cookies!

amtsavisen.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.amtsavisen.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Leo Sørensen efter konens død: Nu har vi den her tirsdag sammen, og der liver jeg op og føler mig som menneske igen.

Leo Sørensen, 84, og Flemming Andersen, 81, er blevet venner i en sen alder og har hjulpet hinanden ud af ensomheden. Foto: Dorthea Dittmer

Leo Sørensen efter konens død: Nu har vi den her tirsdag sammen, og der liver jeg op og føler mig som menneske igen.

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

84-årige Leo Sørensen og 81-årige Flemming Andersen var begge ensomme efter deres koners død, men de to fandt hinanden og vejen ud af ensomheden.

Favrskov: Projektet 'Sammen mod ensomhed', som netop er skudt i gang i Favrskov Kommune, har til hensigt at hjælpe ældre ud af ensomheden.

Kommunen har modtaget godt to millioner til projektet, hvor både frivillige og kommunalt ansatte skal bruge det kommende år på finde frem til den bedste måde at afhjælpe ensomhed.

At det kan lade sig gøre at få nye venner, også selvom man har rundet de 80, er 84-årige Leo Sørensen og 81-årige Flemming Andersen levende beviser på. De to fandt hinanden til madkursus på plejecentret Hinneruplund, og venskabet stikker meget dybere end boller i karry om tirsdagen. De to mænd har nemlig begge for nyligt mistet deres koner, og selvom de har gode familier omkring sig, var ensomheden blevet en trist følgesvend.

- Jeg kom på madlavningskursus her på Hinneruplund for et år siden. Inden da var jeg meget langt nede. Ugen efter kom Flemming ind ad døren, og da han trådte ind, var der bare kemi. Det er lige som, når I går i byen og møder en, I kan tale med. Hvad der gør det, det ved jeg ikke, men der var kemi med det samme, fortæller Leo Sørensen, mens Flemming Andersen nikker samtykkende.

 Jeg tror på, at skæbnen har haft en indflydelse på det, at vi har mødt hinanden.
Leo Sørensen 84 år

Over 110 års ægteskab tilsammen

24. april 2015 mistede Leo Sørensen sin kone gennem 57 år, og 27. maj 2016 mistede Flemming Andersen sin kone gennem 55 år. Ingen af de to mænd havde kunnet forudse, hvor hårdt livet efter tabet af ægtefællen blev, men den sorg kan de nu dele med hinanden.

- Det var hårdt at miste min kone, vi havde levet et helt liv sammen. Jeg havde ikke troet, det ville være så hårdt. Det var virkelig slemt. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg normalt er et glad menneske, men efter min kone er død, så går man helt ned, og det rammer mig stadig, fortæller Leo Sørensen med tårer i øjnene og fortsætter:

- Jeg ved ikke, hvordan man kommer over det, men nu har vi den her tirsdag sammen, og der liver jeg op og føler mig som menneske igen.

Og det er helt afgørende for begge mænd at have noget, de skal, så hver dag ikke ligner hinanden og ensomheden bider sig fast. For selv med gode familier og stærke netværk, er der mange timer alene.

- Selvom jeg har en fantastisk familie, har de jo også deres, og så når jeg sidder om aftenen lørdag eller søndag. så sker der ikke meget. Man kan bare tænde fjernsynet, lyder det fra Flemming Andersen.

Forstår hinanden

Ensomheden har fyldt meget for de to aldrende herrer. De kender begge følelsen af at være helt alene i verden og har derfor en dyb gensidige forståelse for hinanden. For ensomheden kan man ikke forstå, hvis man ikke har oplevet det.

- Jeg tror, vi har en grundforståelse for hinanden. Jeg står for eksempel på kirkegården og snakker med min kone, og det forstår Leo. Jeg føler, hun er der, og når man sidder der foran fjernsynet, kan jeg sommetider høre hende sige, nu skal du skrue ned, eller lad være med at snorke. Der er et enormt tomrum. Det med at komme hjem til et tomt hus, det er ikke sjovt, for der er ikke nogen at komme hjem til og tale med. Jeg savner bare at mærke hendes ånde, fortæller Flemming Andersen, og Leo Sørensen kender det kun alt for godt.

- Jeg savner at mærke hendes hånd. Når man går i seng om aftenen, er man alene, og der er ikke nogen at sige godnat til.

Men i sorgen fandt de to hinanden i et fællesskab om mad, som udviklede sig og blev hver deres vej ud af ensomheden og ind i et nyt venskab, for det kan være svært at få dagene til at gå, hvis man ikke skal noget.

- Nogle har nok nemmere ved det end mig. Og nogle dage er man bare ked af det. Nu ser jeg frem til hver tirsdag, siger Flemming Andersen.

Leo Sørensen deler både sorgen og glæden ved det nye venskab.

- Det er hårdt, at jeg ikke kan komme hjem og fortælle, hvad jeg har oplevet, men om tirsdagen snakker vi sammen, og vi glæder os altid til at mødes. Det er pragtfuldt at mødes på den måde.

Mødes om mad

De to madglade herrer ses ikke så tit uden for arrangementerne på plejecentret Hinneruplund, med mindre der er restaurantbesøg på menuen. Tre gange er det blevet til indtil videre, og der kommer nok flere til.

- Vi har maden tilfælles. Der åbnede en ny restaurant i Hinnerup, som vi var nede og besøge. Der var halv pris, så vi tog alt det dyreste på menuen, griner de i munden på hinanden.

Og maden er et vigtigt omdrejningspunkt for de to pensionister, som begge elsker god mad, men som også begge har svært ved at komme i køkkenet, når der ikke er andre end en selv at lave mad til.

- Men går fuldstændig ned. Det bliver ikke til noget med at lave mad alene og spise alene, lyder det fra Flemming Andersen, og Leo Sørensen stemmer i.

- Jeg gider jo heller ikke drikke rødvin, når jeg ikke har nogen at sige skål til.

Kan savne hinanden

Det er ikke hver dag, at man får en ny ven, og slet ikke på den anden side af 80, men for de to madelskere er båndet så stærkt, at de sågar savner hinanden, når der går for langt mellem de ses.

- Det er godt at få en ven i denne alder, lyder det fra Flemming Andersen.

- Jeg har også fortalt mine børn, at jeg har mødt Flemming, og at vi har det godt sammen. Vi blev jo ligesom presset ind til hinanden, men at vi så lige falder i tråd, det var helt fantastisk at opleve. Før i tiden var jeg glad. Nu går er lang til imellem, jeg er glad, men når Flemming kommer, så liver jeg op igen, fortæller Leo Sørensen.

Glæden ved venskabet går begge veje. Og de to venner er blevet så vant til hinandens selskab, at det kan være helt svært at være væk fra hinanden.

- Vi ses tre gange om ugen her på Hinneruplund. Vi skal jo heller ikke rende hinanden på dørene, men vi ringer også sammen, indrømmer Flemming Andersen, som for nylig var på ferie med familien i Tyrkiet, og der kom de to venner faktisk til at savne hinanden lidt.

- Han var jo væk, så derfor ringede jeg også lige den anden dag for at høre din stemme. Jeg havde godt nok ikke troet, at kunne komme til at savne en anden mand, griner Leo Sørensen, og følelsen er heldigvis gensidig.

- Jeg sad også dernede i Tyrkiet og tænkte på, hvad mon de laver nu på madkursus, lyder det fra Flemming Andersen.

Venner resten af livet

De to mænd er godt i gang med livets efterår, men de år, de har tilbage, vil de bruge sammen.

- Jeg håber da, vi skal være venner i lang tid. Ja i al den tid vi har tilbage. Det har hjulpet os begge så meget, så hvorfor smide det ud, lyder det fra Flemming Andersen, og Leo Sørensen er slet ikke i tvivl om, at der er en mening med venskabet.

- Jeg tror på, skæbnen har haft en indflydelse på det, at vi har mødt hinanden.