Vi bruger cookies!

amtsavisen.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.amtsavisen.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Dødshjælp: At finde mening i meningsløsheden

En bog åbnede Ketty Hjøllunds øjne for, hvad hendes mand muligvis fejlede. Foto: Jacob Mouritsen

Dødshjælp: At finde mening i meningsløsheden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Historien om Ketty Hjøllund er ikke blot historien om kampen mod en sygdom uden håb. Historien om Ketty Hjøllund er også en historie om, hvordan ønsket om at dø på en værdig måde kan blive en personlig kamp, der sikrer, at der kan findes en me

Begyndelsen på Ketty Hjøllund og Thorkild Kristiansen mareridt skete i 2010. På et af parrets mange gåture ved sommerhuset i Henne Strand, kunne Thorkild fortælle om, hvordan det var som om, hans ene ben var en smule lam. Noget der undrede ægteparret, og som skabte forøget undren, da Thorkild tidligere havde oplevet forskellige muskeltrækninger. En undren, der dagen efter skabte et klarsyn for Ketty.

Åbent brev til Troels Kløvedal: - Havde det ikke været for dig, var jeg aldrig blevet født

Kvinder og hypokondere

- Jeg havde lånt en bog, der hedder "Vi ses i morgen", som er skrevet af Eva Jørgensen. Den omhandler hendes mands kamp mod ALS. At læse den, side for side, var ligesom at blive trukket ned i et sort hul, fortæller Ketty.

- Det var fuldstændigt de samme symptomer, som Thorkild havde. Muskelsitringer, snøvlet stemme og krampe i fingrene. Så jeg stillede selv diagnosen. Jeg fortalte det storhylende til Thorkild, der slog det lidt hen som så mange andre mænd, med en kommentar om kvinder og hypokondere.

Dagen efter fik Thorkild dog selv læst bogen, og Ketty husker det tydeligt:

- Thorkild smed bogen hen ad gulvet og sagde, "Ketty, jeg tror, du har ret".

Symptomerne blev imidlertid hurtig lagt i baghovedet, da Thorkild umiddelbart herefter blev diagnosticeret med en svært aggressiv prostatakræft. Thorkild kom dog under behandling, og i januar 2011 var kræften så godt som forsvundet.

Den barske dom

Symptomerne er dog ikke glemt, og ægteparret aflægger derfor et visit hos lægen. Lægen sætter en masse undersøgelser i gang for at udrede, hvorvidt Thorkild har ALS eller ej.

Den 26. august 2011 - efter et halvt års prøver - kom det nedslående svar. Det var ALS, Thorkild led af.

Den barske dom gør, at familiens liv vendes på hovedet. Derfor søger Ketty terminalorlov fra sin stilling som børnehaveklasseleder, så hun kan være sammen med sin ægtemand i alle døgnets timer.

- Vi beslutter os for, at vi skal finde stjernestunder. Alle dem, vi kan komme i nærheden af.

Men trods forsøget på at søge stjernestunder, var det en svær periode for hele familien.

Herre i eget hus

Tre-fire uger efter Thorkilds terminalerklæring er Ketty og Thorkild på en af deres sædvanlige gåture, som Thorkild stadigvæk kan klare.

- På gåturen fortæller han mig, at han har besluttet sig for at tage sit eget liv, inden sygdommen udvikler sig for meget. Jeg bliver stiktosset på ham, og jeg siger til ham, at det kan han ikke gøre. Men efter at have sovet på det kunne jeg naturligvis godt se, at Thorkild havde ret; det var hans liv.

- At han kunne forlade verden på sin egen måde, gav ham ro. Han var herre i eget hus, forklarer Ketty.

En mørk tid

I takt med sygdommens udvikling blev Thorkild dårligere og dårligere. I december 2013 kunne Thorkild pludseligt ikke længere bevæge sine arme, og dermed var muligheden for at tage sit eget liv ikke længere til stede.

- Thorkild fik en meget voldsom depression. Han kunne ikke længere komme herfra, når han syntes, at livet var uværdigt for ham, og der var en periode, hvor han nærmest ikke talte med nogen. Han sagde en aften, at når kærligheden til at dø, er stærkere end kærligheden til livet, så skal man ikke leve længere.

Thorkilds svage tilstand og manglende lyst til at leve længere skabte et behov for Ketty for at gøre noget. Omkring februar og marts måned i 2014 tog Ketty sit livs sværeste beslutning. Der måtte gøres noget - den største kærlighedserklæring hun kunne give ham.

- Jeg tilbød, at jeg kunne blande pillerne i Thorkilds sondemad, så han kunne komme herfra. Han blev så glad, men han afviste det alligevel. Han sagde, at han ikke ville have, at jeg resten af mit livs skulle døje med, at det var mig, der gjorde det.

En smuk morgen at dø

Dermed fortsatte hverdagen med plejere døgnet rundt, mens Thorkild langsomt blev dårligere. I midten af maj får han endda fortalt, at han ikke vil være der til sønnen, Kristians, fødselsdag, som er den 22. maj.

Natten til den 20. maj var en rigtig hård nat, hvor Thorkild havde det meget svært, forklarer Ketty, inden hun videre fortæller:

- Da vi står op om morgenen den 20. maj, er det bare så smuk en morgen. Jeg siger til Thorkild, at det er en helt fantastisk smuk morgen, og han får hvisket fra sygesengen, at det bliver en smuk dag at dø på.

Tre uger forinden havde ægteparret talt med lægerne fra palliativt team, som havde planlagt, at de skulle komme på besøg netop den 20. maj.

- Thorkild spørger flere gange, om de er på vej. Han vidste, han skulle dø. Men han ville ikke dø, uden de var her, for det vidste han, var mit ønske. Da lægerne kommer, går de ned til Thorkild, og bliver enige om at lave en plan for at optrappe morfinen, så man fremrykker dødstidspunktet.

Men lægerne får end ikke startet på planen, før Kettys børn kalder på hende.

- Inde fra værelset råber de, at jeg skal komme. Og så dør Thorkild faktisk lige der - han holdte ud, lige indtil lægerne kom.

Mening i meningsløsheden

Selvom døden derfor indtraf på den måde, som Thorkild egentligt ønskede, står Ketty dog uforstående over for, hvorfor hendes livspartner skulle igennem et sådant forløb.

Og selvom det nu er snart tre år siden, at Ketty mistede sin elskede mand, er han ikke glemt. For Ketty handler hendes engagement i kampen for muligheden for aktiv dødshjælp ikke blot om, at man skal kunne være herre i eget hus. Det handler også om at finde mening i meningsløsheden.

- Jeg kommer aldrig nogensinde til at forstå, hvorfor Thorkild blev taget fra mig. Men jeg er sikker på, at hvis aktiv dødshjælp bliver gjort lovligt, så vil Thorkild sidde og smile over, at hans højtråbende kone kunne være med til at rykke noget på området.