Fundings analyse: Dansk Folkeparti er fanget i eget finanslovsspin

Thomas Funding Foto: Michael Nørgaard

Fundings analyse: Dansk Folkeparti er fanget i eget finanslovsspin

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Så fik vi langt om længe en finanslov for 2019. Væsentlig senere, end vi er vant til. Noget, som særligt socialdemokraterne på Christiansborg har gjort sig lystige over.

Det var nemlig nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der som oppositionsleder i 2013 udtalte "det sejler totalt", da Helle Thorning-Schmidts (S) regering havde bøvl med at lande en finanslov. Mon Løkke er klar til at fælde samme dom over dette års forhandlingsforløb?

Nogle gange er drama bare nødvendigt, for at man kan lande en aftale. Ja, nogle gange er dramaet ligefrem et mål i sig selv. I dette års forhandlinger har Dansk Folkeparti haft et stort behov for at vise sine vælgere, at partiet kæmper for udlændingestramninger. Et selvstændigt motiv til at trække forhandlingerne i langdrag.

Men den sædvanlige teatertorden og iscenesatte dramatik foran glasdøren i Finansministeriet gjorde det ikke alene. Dansk Folkeparti skulle også levere på indholdet. Og partiet har selv bidraget til at tale forventningerne op.

DF-leder Kristian Thulesen Dahl har således længe fortalt os, at prisen for en finanslov var, at Dansk Folkeparti til gengæld fik et paradigmeskifte i udlændingepolitikken. Flygtninge skal ikke blive i Danmark, de skal hjem, så snart de kan. I modsætning til i dag hvor 9 ud af 10 asylmodtagere reelt ender med at slå rødder i Danmark.

Ordet paradigmeskifte er det centrale her. Det er ikke et, pressen har opfundet. Det er udtænkt i Dansk Folkepartis ledelse. Og det lyder jo voldsomt. Hold da op! Nu skifter paradigmet! Men hvad betyder det egentlig? Hvad er et paradigmeskifte? Hvad er effekten af det? Og har vi fået det? Sandheden er, at vi ikke rigtig ved det.

Dansk Folkeparti insisterer selv på, at DF'erne har fået deres paradigmeskiftet. Det består af flere forskellige tiltag. For eksempel omdøber man integrationsydelse til hjemsendelsesydelse, og så vil man sende udlændinge dømt til udvisning ud på en øde ø. Det med øen vender vi tilbage til.

Det mest centrale i paradigmeskiftet er dog, at man for fremtiden vil stramme praksis for det, der hedder paragraf 26-vurderingen. Det er den vurdering, der bliver foretaget, når det igen bliver sikkert at sende en person med midlertidig opholdstilladelse hjem.

I den situation går Udlændingestyrelsen ind og vurderer på personens og personens eventuelle families tilknytning. Det skal man på grund af konventionerne. Efter en årrække i Danmark, hvor hører folk så egentlig mest hjemme?

Man kigger på, om børnene taler sproget i hjemlandet? Om der er familie og venner tilbage i hjemlandet? Om personen er velintegreret i Danmark? Og så videre. Har man stærke rødder i Danmark og tilsvarende ringe i hjemlandet, bliver man ikke sendt hjem. Groft sagt.

Indtil videre er det meget få, der er blevet sendt hjem på den bekostning. Det mener regeringens kronjurister, at man kan stramme op på uden at bryde konventionerne. Er det rigtigt, vil flere ende med at blive sendt tilbage til deres hjemland, men hvor mange og hvornår, det aner ingen. Rimelig sikkert er det dog, at det ikke bliver noget, der kommer til at vende op og ned på statistikken.

Alene det forhold, at der skal være sikkert i hjemlandet, før man må sende folk hjem, er en joker. Hvornår bliver der for eksempel fred i Syrien? I den sammenhæng er det vigtigt at vide, at flygtninge kan søge om permanent opholdstilladelse efter otte år i Danmark, og får de først den, kan de ikke sendes hjem.

Skal man være flink ved Dansk Folkeparti, kan man argumentere for, at finansloven måske med tiden kan gå hen og blive starten på et paradigmeskifte. Måske. Men hvorfor bliver partiet så ved med at insistere på, at paradigmeskiftet er reelt?

Årsagen er simpel. Kristian Thulesen Dahl har brug for en sejr. Og det gerne i Hindenburg-klassen. Om ganske få måneder skal han møde vælgerne, og det bliver i en helt ny situation. Siden sidste valg er Nye Borgerlige nemlig kommet til. Og partiets formand, Pernille Vermund, har én strategi: Tæve løs på Dansk Folkeparti. Hun vil igen og igen anklage partiet for ikke at have gjort nok for at holde udlændinge ude af Danmark.

Dansk Folkeparti har brug for et forsvar mod angrebet, og det er her, paradigmeskiftet kommer ind i billedet. Problemet er så bare, at det kommer en smule til kort.

Måske er det i en erkendelse af dette, at der var en stor overraskelse i finanslovsaftalen. Kriminelle udlændinge dømt til udvisning skal sendes ud på en øde ø. Bom! Nærmere bestemt øen Lindholm i Stege Bugt. Man får straks flashback til 90'erne, da den daværende indenrigsminister for Socialdemokratiet Karen Jespersen foreslog det samme. Et forslag, der dengang gav hende øgenavnet Ø-Karen.

En genialitet fra Dansk Folkepartis side at genoplive forslaget. Godt nok får de udvisningsdømte lov til at forlade øen, men symbolikken er stadig et luftskib værdig. Og det blev da også det, der trak overskrifterne i pressen efter præsentationen - ikke usikkerhederne ved paradigmeskiftet. Den perfekte afledningsmanøvre, hvis man nu skal være lidt hård.

Det er derfor heller ikke sådan, at Dansk Folkeparti ikke kan være tilfreds med finansloven. Det kan DF. Partiet har fået en række substantielle indrømmelser, hvor den øde ø er kronen på værket. Den kommer partiet til at malke hele vejen til valgdagen.

Men Dansk Folkeparti er fanget i eget spin. DF lovede et paradigmeskifte, men der kan stilles spørgsmål ved, om partiet har fået det. DF'erne skal passe på med ikke at oversælge aftalen, for det kan give bagslag.

Fundings analyse: Dansk Folkeparti er fanget i eget finanslovsspin

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce