OK18: Pas på wienerbrødsfælden i marathonforhandlingerne

Anders Bondo (i forgrunden) fra Danmarks Lærerforening og Flemming Vinther (i baggrunden) fra Hærens Konstabel- og Korporalforening er blandt lønmodtagernes forhandlere på det offentlige område. Foto: Bax Lindhardt/ Scanpix

OK18: Pas på wienerbrødsfælden i marathonforhandlingerne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

14 dage med kaffe, saltlakrids og sovepose i forligsinstitutionen. Den tidligere næstformand i LO, Tine Aurvig-Huggenberger, har været der. For eksempel i 1998, da det endte med generalstrejke og gær-krise.

Forhandlingstaktik: Mandag morgen kom topforhandlerne Anders Bondo Christensen og Michael Ziegler ud af Forligsinstitutionen efter 21 timers forhandling. Men hvad foregår der egentlig bag de lukkede døre hos forligsmand Mette Christensen? Den tidligere næstformand i LO, Tine Aurvig-Huggenberger, tager avisen Danmarks læsere med ind bag de lukkede døre. Hun har i perioder nærmest boet i "forligsen", når LO og DA ikke kunne blive enige på det private område.

- 21 timer er jo ikke noget særsyn. Jeg har flere gange siddet der 14 dage i træk, hvor vi stort set ikke kom hjem. Men nu har Mette Christensen en lidt anden stil, hvor de får lov at gå hjem ind imellem, siger hun.

Én af gangene var i 1998, da det endte i den storkonflikt og tømte gær-hylder i supermarkedet, inden Nyrup-regeringen greb ind.

Sådan vil en lockout ramme
En lockout vil lægge store dele af den offentlige sektor ned:

Staten:

120.000 statsansatte vil blive berørt. Det er to tredjedele af arbejdsstyrken.

Dele af tog- og flytrafikken, gymnasier, videregående uddannelser og retsvæsen vil blandt andet blive ramt.

Regionerne:

55.000 regionalt ansatte vil blive berørt.

Lockouten vil blandt andet betyde udskudte operationer og øget ventetid på hospitalerne.

Kommunerne:

250.000 ansatte vil blive berørt. Det er halvdelen af arbejdsstyrken.

Det vil især ramme folkeskoler og daginstitutioner.
Man sover på gulvet. Man lægger sig med sin sovepose eller med et tæppe. Til sidst er man i stand til at sove hvor som helst, siger Tine Aurvig-Huggenberger om sine erfaringer fra forligsinstititutionen som LO-forhandler. Foto: Scanpix/Ida Guldbæk Arentsen
Man sover på gulvet. Man lægger sig med sin sovepose eller med et tæppe. Til sidst er man i stand til at sove hvor som helst, siger Tine Aurvig-Huggenberger om sine erfaringer fra forligsinstititutionen som LO-forhandler. Foto: Scanpix/Ida Guldbæk Arentsen

Wienerbrødsgryden

Forhandlingerne er en udmattelseskamp, hvor man er under fysisk og psykisk pres, fortæller Tine Aurvig-Huggenberger. Det gælder om at holde sig skarp:

- En god idé er ikke at spise for meget wienerbrød. Det kræver faktisk en ret god fysik at holde til det der. Du får minimalt med søvn, og du skal hele tiden være skarp. Når man sidder der time efter time og dag efter dag, så kan man godt falde ned i den store kaffe- og wienerbrødsgryde. Jeg har været i den tilsat salmiaklakrids. Det er sgu ikke godt for ens kondition og fysik, når man skal klare det så længe, siger hun.

Selv om man skal forsøge at holde igen, kan Tine Laurvig-Huggenberger ikke forestille sig en marathonforhandling uden mokka:

- Foligsinstitutionen kunne ikke eksistere uden kaffe. Der er en kantine, hvor man bare ringer op og beder om at få mere kaffe ned, og der ryger i litervis. Det er ellers ikke fordi, de serverer god kaffe. Det er sådan noget tyndt pjask, siger hun.

En forhandling er meget andet end den tid, hvor de stridende parter sidder ansigt til ansigt:

- Det er det mindste af tiden, man sidder overfor hinanden. Det meste af tiden laver man nye beregninger, nye tekstforslag og taler med sit eget forhandlingsudvalg. Det er sjældent bare lønmodtager og arbejdsgivere, der skal blive enige. Man forhandler også med sine egne, for man skal løbende sikre sig, at man har sine egne på plads bagved, siger Tine Aurvig-Huggenberger.

Sover på gulvet

Det tærer at være så tæt på hinanden i et stressende miljø.

- Man slider på hinanden internt i sit eget forhandlingsudvalg, fordi man er sammen hele tiden. Man bliver ret træt af at se på hinanden til sidst, siger Aurvig-Huggenberger.

Og selve trætheden er et kapitel for sig. Især den gang forligsmanden ikke bare lige lod forhandlerne komme hjem i seng.

- Man sover på gulvet. Man lægger sig med sin sovepose eller med et tæppe. Til sidst er man i stand til at sove hvor som helst. Stående op ad en væg nærmest. Man savner sin familie, sin seng og sit badeværelse. Man savner at kunne smøre sig en leverpostejmad, siger Tine Aurvig-Huggenberger.

Men kan man overhovedet tage fornuftige beslutninger under så ekstreme forhold?

Det spørgsmål har hun også stillet sig selv. Og der er faktisk en mening med galskaben i en maratonforhandling, mener hun:

- Når man går hjem og får en god lang nats søvn, starter man lidt forfra. Der er et moderat fysisk og psykisk pres, men det at holde på parterne har den fordel, at man ikke hele tiden skal starte forfra, siger Tine Aurvig-Huggenberger.

Det ondeste sted

Men hun erkender, at dem derhjemme også betaler en pris:

- Min søn er 28 år i dag, og han får stadig ticks, når man siger forligsinstitutionen. "Det ondeste sted" kalder han det, siger Tine Aurvig-Huggenberger.

Hun husker også tydeligt fornemmelsen, når presset endelig letter, og man er blevet enige. Eller ikke er.

- Man er så ubeskriveligt træt. Og man er også ufatteligt glad, hvis man har opnået en aftale. Hvis ikke, man har, er man hårdt ramt, fordi det rammer så mange mennesker, siger Tine Aurvig-Huggenberger.

Hun er i dag direktør i direktør i brancheforeningen Kreativitet & Kommunikation og er aktuel med selvbiografien "Viljen er alt", som udkommer fredag den 20. april.

OK18: Pas på wienerbrødsfælden i marathonforhandlingerne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce