Vi bruger cookies!

amtsavisen.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.amtsavisen.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Redaktørens røde stol: Om julevaner og en skurvognsjargon på retur

Henrik Højgård Sejerkilde i Den røde stol. Foto: Peter Leth-Larsen

Redaktørens røde stol: Om julevaner og en skurvognsjargon på retur

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Jul, du er en besværlig elskerinde.

Mon ikke de fleste af os har det dobbelt med højtiden? Vi glæder os, fordi julen samler op - ikke alene på året, der snart er gået, men også på vores livs status her og nu. Her ramler den aktuelle hverdag sammen med alt det, vi har med i julesækken af minder, nostalgi, skuffede forventninger og hvad ved jeg.

Altsammen skal det trykkes ud af den julerøde ketchupflaske i løbet af ganske kort tid. Det er en præstation, som næsten ikke kan undgå at efterlade sårede, når det store slag er slået. Det ved vi godt.

Vi bærer allesammen rundt på vores. Måske er vi ikke sammen med vores børn juleaften. Måske har vi - som titusindvis af andre skilsmisseforældre holdt juleaften i aftes - eller en helt anden dag - og det var fint. Vi spiste and, gik om juletræet og pakkede gaverne op. Som om intet var hændt.

Og i aften sidder vi så sammen med vores elskede - og har en aften af den slags, som familier med horder af småbørn i et ubevogtet øjeblik måske kunne drømme sig hen til. To voksne, bare os, en and, et træ og de gaver, vi ikke gav i går. Et hold venner har igen i år tilbudt, at vi hjertensgerne må komme forbi i aften - underforstået: I skal da ikke sidde alene.

Det siger jo en del om jul. Både at det er hjerternes fest, men også at der er nogle helt faste forestillinger om, hvad juleaften bør indeholde.

Vi har sagt pænt tak for tilbuddet - og lader for så vidt også døren til muligheden stå åben. Men jeg er ikke sikker på, at vi starter bilen, når anden er spist. Måske vil vi bare give hinanden gaverne, drikke et glas rødvin eller to - og sikkert på et tidspunkt slumre ind til midnatsmessen fra Rom.

Måske er det lidt ligesom at lægge sin mobiltelefon fra sig? En kold tyrker fra vanen. For julen er jo også vanernes fest. Rør blot ikke ved min gamle jul and all that jazz...

Vi får at vide, at vi skal være omstillingsparate. Til at flytte. Til at gøre det, vi gør, på en ny måde. Til at finde et nyt job, hvis det gamle bliver overflødigt - eller bare for dyrt. Det er ikke altid, vi kan følge med til alt det. Vi får måske ikke forklaringen helt ind under huden, inden vi skal videre.

Så er det, at vi klynger os til Svend Brinkmann, der siger til os, at vi bare skal stå fast og gi' slip. Vi ved ikke lige helt, hvordan det skal lykkes i den travle, omskiftelige hverdag, men det hjælper, når en klog mand siger det til os. Og siger noget andet end alle de andre kloge hoveder. Så er det ikke kun mig, der...

Så i julen vil vi godt nok ha' fri. Fra omstillingsparathed, regneark og bekymringer for demokratiet i Polen, løsrivelsesevægelsen i Catalonien - og bare Trump i det hele taget.

Nu var jeg jo lige lovlig kæk ved at indlede med sætningen om, at julen er en besværlig elskerinde. Det kan godt give problemer. Ikke kun i forhold til julemændenes fagforening, men også i forhold til, om der kunne ligge en kønsmæssig ringeagt over for kvinden som sådan.

Det er der så ikke tale om, men tiden er bestemt til at gå på listefødder, når det gælder kønspolitik. Tiden, hvor skurvognsjargon var god - eller i det mindste acceptabel - tone, er for længst ovre. Og det gør såmænd heller ikke noget. Men det er som om, snakken er væltet over i den helt anden grøft.

I denne uge blev det mandlige fodboldlandshold således behandlet som sag i noget, der hedder fodboldens etiske råd - alene at sådan et findes, siger noget om, hvor regelret et samfund, vi lever i. Balladen handlede om, at det var kommet for en dag, at landsholdskæmperne efter en af deres ikke alt for ofte forekommende sejre havde kampråbt i omklædningsrummet, afsluttende med ordene "Store patter"!

Så var fanden løs i Laksegade!

Det var kønsdiskriminerende over for kvinder, af alle størrelser.

Jeg er helt med på, at Harvey Weinstein og andre grisebasser i specielt den kreative klasse har haft et tilsyneladende noget usundt bytteforhold, når det gjaldt kvinder og diverse tjenesteydelser. Og selvfølgelig skal vi mænd elske og ære kvinden - det er der godt nok også en del, der knokler for at gøre på nærmest daglig basis.

Derfor kan man godt få, undskyld det sexistiske udtryk, "lange nosser" af at se endnu en flanke åbne sig, hvor nogle lidt vel nærtagende personer falder over snart sagt hvadsomhelst, der kan fortolkes som nedgørende over for kvindekønnet.

Her er der tale om storsvedende mænd, der i en dunst af VO5-shampoo, kamfer og svedne underbukser står i et tåget omklædningsrum så tæt, som mænd kun kan være i netop et omklædningsrum, og som den sidste reminiscens af hulemandens dna brøler glæden ved at have vundet over modstanderholdet - der sidder inde ved siden af og hænger med klarinetten.

Kønt er det jo ikke på nogensomhelst måde. Det er aldeles primalt - og fuldt forståeligt. Det skal man ikke have været ret mange gange i et - i hvert fald mandligt - omklædningsrum for at vide.

Men er det virkelig væsentligt? Væsentligt nok til at få sociale medier til at koge over og grave alle tænkelige eksperter frem fra før-julens gaveræs for at sige noget, der minder om fornuft i forhold til, hvorvidt det er sexistisk eller ej at råbe, som de gjorde. Hvis ikke, det var fordi, at mænd er sådan nogle overbærende typer, tenderende til det halvsløve, så kunne kvinder godt begynde at frygte en modbevægelse. En mandebevægelse, der ikke var så fløjlsjakkeblød i kanten, som det lyder til. Det kunne ellers nok give noget bølgegang (også andre steder end i barmen), når de to køn forsøgte at manøvrere rundt mellem deres idealer af svage mænd, svage kvinder, stærke mænd - og stærke kvinder.

Men i stedet kunne man godt få den kætterske tanke, at der er gået en eller anden form for blodrus i den ellers altid - desværre - relevante debat, næret netop af de sociale mediers kraft som offentlig gabestok og henretter. Tempoet og voldsomheden kan let bringe debatten ud af proportioner. Som nu de store patter. Hør nu her, verden omkring os har masser af udfordringer fra despoter og brøleaber, polerne smelter med rekordfart - hvilket henvises til en lille notits, mens de store bryster breder sig spalte efter spalte.

Vi skal opføre os pænt og ordenligt. Mænd, kvinder og børn. Men vi skal også have proportionerne på plads. I debatten, altså.

Glædelig jul - uden alt for megen mande- eller kvindekamp.

Derfor kan man godt få, undskyld det sexistiske udtryk, "lange nosser" af at se endnu en flanke åbne sig, hvor nogle lidt vel nærtagende personer falder over snart sagt hvadsomhelst, der kan fortolkes som nedgørende over for kvindekønnet.