Vi bruger cookies!

amtsavisen.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.amtsavisen.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Svanes årskavalkade: 2017 startede med opgør om Matador og endte i blå families forlis

Liberal Alliances leder Anders Samuelsen holdt 19. december pressemøde på Christiansborg, da det stod klart, at forhandlinger om skat og udlændingestramninger ikke landede i 2017. - Vi stemmer ja til finansloven, lød det. Trods alt... Foto: Jens Astrup/Scanpix

Svanes årskavalkade: 2017 startede med opgør om Matador og endte i blå families forlis

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Årskavalkade

2017 blev et politisk dramatisk år. Politisk redaktør Elisabet Svane ser tilbage på året, i dag på kommunalvalget, Løkkes åbningstale og finanslovsdramaet.

"Integration handler ikke om hudfarve, ikke om religion. Det handler om at vælge Danmark til".

Sætningen stod ret langt nede i statsministerens åbningstale og var vist bare tænkt som en konstatering. Men det blev ændret om aftenen den første tirsdag i oktober, da Mette Frederiksen, (S), greb den under en tv-debat og erklærede sig helt og aldeles uenig. For hende handler integration i høj grad om religion, og mens hun talte om muslimske kvinder, der ikke kunne arbejde på grund af islam og om sharia-domstole, som dog ikke blev dokumenteret, blev det soleklart, at udlændingedebatten i Danmark har flyttet sig markant det seneste år.

Her stod den socialdemokratiske formand side om side med Venstres næstformand og finansminister, Kristian Jensen, som havde fået debat-tjansen på Venstres vegne. Ved siden af stod den anden Kristian med K, Thulesen Dahl fra DF, og nikkede til det, Frederiksen sagde, mens han mentalt rystede på hovedet af det, Jensen sagde. Samme Jensen, som han var ved at forhandle finanslov med.

Og uenigheden handlede ikke bare om, at Kristian Jensen er mere blød og klassisk liberal på udlændingepolitikken end andre Venstre-folk. For lige her var og er formand og næstformand i Venstre enige. Det skulle så vise sig, at det mest var med hinanden. Som Lars Løkke Rasmussen efter sigende skulle have sagt i en sluttet kreds: "Der er mange, der er uenige, men jeg har da støtte fra både en imam og Sofie Carsten Nielsen!".

Generelt var åbningstalen tænkt som en fremstrakt hånd mod DF, men skulle også tilgodese de store dele af Venstre, der har en mere liberal tilgang til verden. Så Løkke talte både om globalisering og sagde samtidig dansk og Danmark i et væk. Og gjorde en del ud af, at Danmark, som kommende formand for Europarådet, ville udfordre konventionerne for så vidt det handler om at udvise og hjemsende kriminelle udlændinge.

Det højspændte, politiske efterår var sat i gang, og den blå familie skulle teste, om den kunne arbejde sammen, dysfunktionel som den er. Men dog er familie, idet DF stadig peger på Løkke som statsminister og her, i oktober, troede regeringen også, at det var DF, der var udfordringen. Ikke dem selv.

Regeringen oplevede, at den gav DF alt det, DF pegede på. DF oplevede, at der skete meget lidt. Og generelt var opmærksomheden også begyndt at samle sig om det politiske Danmark, der findes uden for Christiansborg. Kommunalvalget var på trapperne, og selvom det er lokalt og i princippet ikke har noget med Christiansborg at gøre, var alle partier i højeste beredskab. Klar til at støtte lokale kandidater, men også klar til det midtvejsvalg, vi i princippet ikke har - og så har alligevel, fordi kommunalvalget de seneste tre gange er faldet midt i en valgperiode. Denne gang krydret med, at Mette Frederiksen for første gang skulle møde vælgerne som partiformand og derfor havde ambition om at besøge alle 98 kommuner inden valgdagen.

Det nåede hun. Og det var et sandt under, at de ikke stødte sammen derude, de ti partiformænd, inklusive Nye Borgerlige, der kørte rundt i jagt på vælgere, mens kandidaterne flere steder i landet bidrog til anden underholdning end den politiske.

Hvad enten det handlede om bryllupper i København eller gangbang i Vejle. Om lån af rådhushaller eller leje af forsamlingshuse.

I København måtte den radikale borgmester og spidskandidat, Anna Mee Allerslev, sige farvel, da selv hendes ellers tro støtte, partiformand Morten Østergaard, mente, at det var en god ide at gå. Så er det en god ide at gå.

Og i Syddjurs forsøgte Per Zeidler at tale udenom, men da Aarhus Stiftstidende havde ham og pigerne i alt for meget lyd og billede, kunne han ikke klare det med endnu et partiskifte. Det var farvel og tak. Resten er en sag mellem ham og politiet.

Vælgerne takserede i øvrigt gangbang til 15 stemmer, men brylluppet i København gav 1123 og valg til Anna Mee Allerslev. Hun trak sig dog.

Overordnet endte kommunalvalget som en triumf for Socialdemokratiet. Partiet blev størst og fik flest borgmesterposter. Venstre fik det forventede nederlag og tabte borgmesterposter, men det største nederlag for Venstre var dog, at partiet både gik tilbage i de fire store byer og i de dele af Jylland, der plejer at være mørkeblå. F.eks. var borgmesterposten i Ringkøbing-Skjern Kommune et kort øjeblik væk fra Venstre.

DF fik en "syngende" lussing, som næstformand Søren Espersen sagde, og drømmen om borgmesterposter endte med en på Læsø. Mens Alternativet, trods en valgkamp præget af intern ballade og en festkultur med "fuckswing" og "dark room", klarede sig opsigtsvækkende godt som nyt parti og fik 20 byrødder og to borgmesterposter. En på Fanø og en i København. Den sidste tog de fra DF.

Nu var det så ved at være tid til finanslov og skat og udlændinge. Regeringen havde jo håbet på at være færdige før valget, men det havde DF ingen interesse i. DF havde og har ikke travlt og så ingen grund til at lave store forlig, når der ikke var skyggen af hverken en journalist eller interesse på Christiansborg. Der var intet bagtæppe at fejre en succes på.

Så blå familie trådte sammen igen i slutningen af november, og så gik det i ged.

DF ville have et paradigme-skifte i udlændingepolitikken, så midlertidligt ophold blev midlertidigt. I Kristian Thulesen Dahls mund hed det hjælp til hjemsendelse, hos partifællen Martin Henriksen blev det til internering i lejre - med forældre, der ikke måtte arbejde og børn, der ikke måtte gå i skole. Få hørte Thulesen Dahl, alle hørte Henriksen, så da Henriksen havde talt, kunne Thulesen Dahl igen tale om midlertidigt og bløde op på det med lejrene.

Regeringen syntes, den hørte helt nye toner fra DF, mens DF selv oplevede, at de havde sagt det samme længe uden at blive hørt. Det blev sagt på sommergruppemødet, men druknede nok lidt i DR-besparelser og nej til skat. Det blev sagt senere i august, det blev sagt i november, men først da Thulesen Dahl selv skrev det i sit ugebrev, og Jyllands-Posten tog det på forsiden, stod det klart, at her var prisen for regeringens skattelettelser.

Første store drama indtraf, da Lars Løkke tog finansloven ud af hænderne på Kristian Jensen og op i Statsministeriet. Det kunne selv gamle folk på gården ikke mindes at have set før.

En ydmygelse af dimensioner af finansministeren, men der var flere i vente. Og de næste var reserveret stats- og udenrigsminister. For mens DF gerne ville lave finanslov, ville regeringen, læs: LA, sikre, at skatteaftalen også kom i hus. Ellers var frygten, at den ville hænge, for DF har ingen interesse i at stemme den igennem. Selvom de ikke er imod skattelettelser som sådan.

DF stod fast, LA stod fast, og midt imellem stod Lars Løkke.

Fredag 8. december kaldte han partierne over i Statsministeriet. Nu skulle der ske noget. Der kom mange, de fleste skulle bare til julegløgg, og DF kom lidt senere, for de havde fået besøg af deres gamle ven, tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen, som gennem 00'erne lærte alt om, hvad DF gerne ville. Det var han så nede og give dem på regeringens vegne.

LA måtte hentes ovre i ministeriet af Kristian Jensens spindoktor, som kender Anders Samuelsen fra tidligere. Partiet havde fået nok, og i et par dage havde ledende LA'ere ladet forstå, at de både var klar til at forlade regeringen og/eller udløse et valg.

Efter et par timer hos Løkke, ikke i samme rum, var der enighed om at lande en finanslov. Men så stoppede enigheden, og regeringspartiet LA gjorde det klart, at de ikke kunne love at stemme for den finanslov, de selv havde fremsat og lavet forlig om, hvis ikke også skatteaftalen blev færdig inden jul. Det mente DF ikke var muligt.

11 dage gik. 11 dage, hvor der i starten ikke skete det store. Der var forhandlinger, men der blev ikke forhandlet. Det var politisk dødvande i Danmark. Krisen i den blå familie var ikke længere "bare" et spørgsmål om, at DF havde flyttet sig ud af familien og i dag er et midterparti, der støtter den blå familie. 00'erne er endegyldigt forbi, og DF's støtte kan ikke længere købes alene med udlændingestramninger.

Næh, krisen viste sig i lige så høj grad at være mellem Venstre og LA, og Venstres vrede var i høj grad rettet mod LA. To partier, der er udsprunget af den samme liberale muld og hvor de LA'ere, der ikke kom højrefløjen hos Radikale Venstre, er kommet fra netop Venstre.

LA havde, siden de ultimative krav i efteråret 2016, ellers været yderst pragmatiske og opført sig, som regeringspartier traditionelt gør: Ædt sine nederlag, fordi man vurderer, at der samlet set er mere at hente i regering end udenfor. Da den pragmatisme ophørte, gik det politiske liv i coma. I flere dage skete intet.

Det billede havde vores tyske naboer levet med siden slutningen af september, hvor valget gav et mudret billede, men dog gav kansler Angela Merkel mulighed for at fortsætte. Men hun måtte opgive at forhandle regering med De Grønne og FDP, de liberale, og vendte sig i december i stedet mod sin gamle partner, Socialdemokraterne. De skulle lige tænke sig om, men da de havde gjort det, blev de enige om at gøre et nyt forsøg på en stor-koalition. De starter forhandlinger i januar.

I Østrig endte mange måneders politisk dødvande med en regering. Endnu engang en konservativ regering i samarbejde med det stærkt højreorienterede Frihedsparti, FPÖ. Da de gjorde det første gang, i 2000, var der EU-boykot. Nu trak man bare på skuldrene.

Jo tættere vi kom på julen, desto mere begyndte danskerne også at trække på skuldrene af regeringen. Der var hårdknude, LA stod fast, men eftertænksomheden begyndte at melde sig. Hvad ville det betyde for partiet, hvis man udløste en dronningerunde eller et valg? Det ville, mente fremtrædende LA'ere, i hvert fald betyde, at Anders Samuelsen blev smadret i offentligheden. Andre fremtrædende LA'ere mente, ifølge Weekendavisen, at det måske var tid at udskifte Samuelsen. Atter andre, at man skulle stå fast på principperne.

Tirsdag 19. december endte det der, hvor det måtte ende ifølge almindelig, politisk logik: Anders Samuelsen meddelte, at regeringen og hele regeringen stemmer for sin finanslov. Mens Lars Løkke på sin side meddelte, at LA havde haft grund til at tro, at finansloven afhang af skatte- og udlændingeaftalen.

Regeringen lagde et lag fernis på sin egen uenighed, og DF rystede på hovedet. De havde fået deres sejr hjem: Nu stod det klart for alle, at DF ikke ville integrere, men hjemsende flygtninge. Og dermed havde skabt kant til både S og V. DF havde igen fået deres egen udlændingepolitik.

Det - og skatten - forhandler den blå familie og DF om efter nytår. Året, der startede som et opgør om Matador, endte i politisk sammenbrud.

Godt nytår.

Svanes årskavalkade, kap. 3: Det startede i fisk
Krisen i den blå familie var ikke længere "bare" et spørgsmål om, at DF havde flyttet sig ud af familien og i dag er et midterparti, der støtter den blå familie.
Elisabet Svane i sin politiske årskavalkade 2017