Svanes årskavalkade kap. 2: Løkkes håndtryk, Støjbergs kage og et sæt tøj, der var for stort

Donald Trump tog imod Lars Løkke Rasmussen i Det hvide Hus i slutningen af marts - den danske statsminister blev en af de første statsledere, som aflagde visit hos den amerikanske præsident. Foto: Jonathan Ernst/Reuters

Svanes årskavalkade kap. 2: Løkkes håndtryk, Støjbergs kage og et sæt tøj, der var for stort

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

2017 i politik

2017 blev et politisk dramatisk år. Politisk redaktør Elisabet Svane ser tilbage på året, i dag på Støjbergs kage, Løkkes besøg hos Trump og det franske valg. Serien fortsætter i morgen.

Det var et ordentligt klask. Og lød som et håndslag på en hestehandel eller måske som to mænd, der skulle klappe for til et Venstre-landsmøde.

Men det var nu bare statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og USA's præsident, Donald Trump, der startede april med et møde i Det Hvide Hus. Med modtagelse uden for West Wing, fotos i Det Ovale Værelse og en times møde inden Løkke og hans følge igen var ude af døren. Med superlativer om at være en "great guy", en fin fyr fra et vidunderligt land med vidunderlige mennesker.

Det var en kvik indsats fra den danske ambassadør i Washington, Lars Lohse, og det faktum, at Trumps svigerdatter har dansk familie, på Orø ved Holbæk i øvrigt, der havde skubbet Løkke ind i Det Hvide Hus foran andre og mere prominente statsledere. Og så måske også, men det blev ikke sagt så højt, fordi interessen for et håndtryk med Trump ikke er i samme kaliber som et lignende fra f.eks. Obama eller Clinton.

Men Løkke var der og fik et førstehåndsindtryk af forholdene i den amerikanske hovedstad, hvor et politisk system langsomt var ved at vænne sig til, at det altså var Donald Trump, der vandt præsidentvalget. Det var ved at blive hverdag i USA. Og dog.

Hjemme havde regeringen i det stille anlagt en ny strategi. Da Løkke dannede sin smalle Venstre-regering i 2015, var strategien så at sige at "slå sig igennem". At bruge den magt der er i at være regering. Første eksempel med omprioriteringsbidraget, hvor staten tog 2,4 milliarder kroner fra kommunerne for selv at bruge dem. Det gav regeringen første parket til et nederlag, så den blev droppet igen.

Senere forsøgte man at fremlægge komplette forslag, som regeringen mente, at alle kunne se sig selv i. Som Helhedsplanen. Problemet var bare, at der ikke var plads til de andre partiers kompromiser, så det endte med, at LA protesterede så meget, at de kom i regering.

I det tidlige forår valgte regeringen så at se lidt mere "stort" på det. At fremlægge det, man vil og så leve med, at det ikke bliver vedtaget i sin helhed. Endog langt fra. Men det kommer i et senere kapitel.

Og det var nu ikke, fordi regeringen i et anfald af demokratisk klarsyn pludselig lod Hørups gamle ord om at dele sig efter anskuelse blive til politisk virkelighed. Det var simpelthen, fordi flirten mellem S og DF blev stadig mere hed og dermed også mere hed under regeringen. I marts-april med en gryende erkendelse hos regeringen, at de nok på et tidspunkt kom til at droppe at hæve pensionsalderen. De skulle bare finde ud af hvornår.

Så eksploderede kagen. Inger Støjbergs kage fra Lagkagehuset til 663 kr., som skulle være en fejring af udlændingestramning nummer 50, endte direkte i ministerens ansigt. Det startede som en typisk Inger Støjberg, hun er en mester på de sociale medier og hendes opslag deler vandene, hvilket er en fordel netop her, for så deles opslaget også. Især centrum-venstre bruger meget tid på at dele DF's og Støjbergs opslag, så endnu flere ser dem.

Denne gang var det Støjbergs egne, der fik nok. Både statsministeren og flere medlemmer af Venstres gruppe fordømte kagen, i Tyskland blive hun kaldt "Trumpine" efter - ja, gæt selv. Men der, hvor det virkelig gjorde ondt var hjemme i Skive, hvor Støjberg er valgt. Og hvor partiets lokale kommuneforeningsformand, Kenneth Enggrob, gik på Facebook og protesterede mod kandidaten. Det er ikke hverdagskost for Enggrob, som er graver og kirketjener, når han ikke er Venstre-mand, men her trak han stregen, som han skrev.

- Det ville svare til at en borgmester giver lagkage i byrådssekretariatet for at have fyret 50 dagplejere og lægger det på Facebook, skrev han.

Støjberg var rystet og meddelte senere, at det var slut med at tale i kager.

LA's Anders Samuelsen var til gengæld ikke færdig med at tale i selvmordsbælter, da partiet holdt landsmøde i Aalborg Kongres og Kultur Center i april. Det er her, Socialdemokratiet holder deres kongresser. Det er her, KL holder deres topmøder. Og selv om de gæve folk i Aalborg har indrettet deres hal, så den kan gøres både større og mindre, er det en lokalitet, der er lige lovlig stor til et parti med 6-7000 medlemmer. Det var lidt som at se konfirmanden, der havde taget fars jakkesæt på og ikke helt kunne fylde det ud over skuldrene.

Landsmødet blev holdt i en storm af kritik mod partiet, der på dette tidspunkt havde været i regering i fem måneder. De seks ministre toppede popularitetsmålingerne nedefra, og LA-toppen havde frygtet både medlemsflugt og en total nedsmeltning i meningsmålinger. Få politikere har i øvrigt så meget tjek på meningsmålinger som Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll. Men de kunne ånde lettet op, for medlemmerne var der stadig og vist var de gået tilbage i meningsmålingerne, men det var inden for skiven.

Og landsmødet blev kørt med samme præcision, som en god husmor kører en familiefest. Der blev rost, og der blev selvrost og det var her, selvmordbæltet blev nævnt igen. For, som Samuelsen sagde, var partiet aldrig kommet i regering, hvis han ikke havde truet med at blæse det hele i luften.

Hvilket naturligt bringer fortællingen videre til det franske valg. Et valg, der blev holdt i skyggen af terrorangrebene i Paris i 2015, for i foråret 2017 var republikken i undtagelsestilstand og helt fundamentale borgerrettigheder sat ud af kraft.

Første runde fjernede de gamle partier, socialisterne og gaullisterne. Tilbage stod den højrenationale Marine le Pen fra Front National og midter-internationalisten Emmanuel Macron fra En Marche!, som han selv havde opbygget.

Valget var imødeset med spænding. Efter Trump og Brexit, var næste skridt så Marine le Pen? Det hollandske valg et par måneder før havde godt nok givet en stor fremgang til Geert Wilders højre-parti, men ikke i nærheden af noget, der lignede regeringsmagt. Den konservative Mark Ruttes kunne fortsætte som premierminister, mens socialdemokraterne nærmest blev udslettet.

Det blev de også i Frankrig og franskmændene viste endnu engang, at jo, også de flirter og flirter hedt med protestpartier på højrefløjen, men når det kommer til stykket, som til et præsidentvalg, foretrækker de alligevel en politiker som Macron. En mand, der trods stor karisma og et detaljeret program, inspireret af dansk arbejdsmarkedspolitik og stærkt EU-positivt, stadig var en novice i fransk politik på det her niveau.

Men det var ham, der med sejren i hånd gik den fem minutter lange tur ud fra Louvre og frem mod podiet ved Louvres Pyramide til tonerne af Beethovens 9., som EU har valgt som sin hymne. Franskmændene havde sagt nej tak til Marine le Pens EU- og udlændingekritik, men samtidig sat forventningerne tårnhøjt til Macron.

Og så ikke et ord om ham og hans kone, Brigitte, hvis aldersforskel ellers fyldte en stor del af den valgkamp.

Herhjemme blev pensions-spøgelset ved med at hvile tungt over regeringen. Forslaget om at vi skal arbejde et halvt år længere fik stor opmærksomhed 1. maj, hvor socialdemokraterne, venstrefløjen og fagbevægelsen gik til modangreb. De vidste godt, at regeringen var nødt til at stoppe det, når både S og DF var imod og egentlig undrede de sig såre over, at det tog så lang tid. Hvorfor fik de lov at danse alene på bordet så længe?

Regeringen sagde ikke noget, udover under hånden at lade forstå, at forslaget ville ryge.

Det skete så præcis dagen før, Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl skulle optræde sammen i Cirkusbygningen i København, hvor 3F igen havde kaldt de to sammen til kamp mod at hæve pensionsalderen. Vel var det politisk som at sparke en åben dør ind, men åbne døre skal jo også sparkes ind.

Det blev dog Løkke, der sparkede sparket, da han dagen før mødet i Cirkusbygningen, på DR's flagskib, 21 Søndag, meddelte, at nej, hans regering havde alligevel ikke tænkt sig at sætte pensionsalderen i vejret. Eller rettere: Hurtigere i vejret, for det er allerede aftalt i Velfærdsforliget fra 2006, at pensionsalderen stiger, jo ældre vi bliver.

I stedet foreslog regeringen en frivillig model, som DF så gik med på i juni måned.

Forløbet omkring pensionen i slutningen af maj var, udover nødvendigheden, også en tak for sidst fra regeringen, vendt mod S-DF-samarbejdet. For lige før pensionen blev droppet, bød de to partier ind med et forslag om at nedsætte en skattekommission.

Skandalerne har været åbenbare i Skat i årevis. Og toppen af den kransekage kom med afsløringen af Sven, HK'eren fra Høje Taastrup, der ene mand sad og udbetalte milliarder i udbytteskat. Det førte til en bedrageri-dom på seks her i december, en dom, der dog er anket.

Men det politiske efterspil kulminerede i maj. Hvor S og DF gik sammen og tvang regeringen til at nedsætte en skattekommission. Regeringen havde ellers hidtil, i skikkelse af skatteminister Karsten Lauritzen (V), ryddet op, men hele tiden gjort det ud fra en filosofi om at se frem og ikke tilbage.

Det blik vendte S og DF, da de krævede en kommission nedsat og så kunne regeringen ikke gøre andet end at parere ordre.

Dermed skal en perlerække af skatteministre 2004 give møde i Kommissionen. Ni i alt og her er en del prominente Venstre-folk som nuværende finansminister Kristian Jensen i spidsen. Han var skatteminister fra 2004 til 2010 og bliver en af hovedpersonerne. Det er ikke svært at se den socialdemokratiske interesse i at få Venstres kronprins til at gå ind og ud af en kommissionsundersøgelse på et tidspunkt, hvor et valg uvægerligt vil være på trapperne.

Det må også ventes, at finansministrene får en central rolle i kommissionen, for selv om skatteministeren er ressort-minister, er det altid finansministeren, der er inde over, når det handler om skat. Her vil en person som tidligere finansminister, 2007-2009 Lars Løkke Rasmussen være en af dem, der vil blive lagt mærke til.

Inden Folketinget kunne gå på sommerferie, var det så igen udlændingeminister Inger Støjberg, der tog opmærksomheden. Politiken havde afsløret, at Støjberg, i strid med gældende regler, havde udstedt en såkaldt instruks, som siden blev kaldt en pressemeddelelse, for at adskille helt unge ægtepar på asylcentrene. Inger Støjberg forsvarede sig og sagde, at hun ikke ville acceptere barnebrude. Oppositionen ville på deres side ikke acceptere en minister, der i deres øjne løj.

Det førte til et samråd i Folketinget, som ikke bragte klarhed, men nye spørgsmål og flere indicier.

Sagen fortsatte.

Det gør denne årskavalkade også.

I det tidlige forår valgte regeringen så at se lidt mere "stort" på det. At fremlægge det, man vil og så leve med, at det ikke bliver vedtaget i sin helhed.

Svanes årskavalkade kap. 2: Løkkes håndtryk, Støjbergs kage og et sæt tøj, der var for stort

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce