Vi bruger cookies!

amtsavisen.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.amtsavisen.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Svanes årskavalkade, kap. 3: Det startede i fisk

Der var en sjælden harmoni ved S-kongressen i Aalborg. Der var ingen tvivl om, at den enkelte socialdemokrat helt ind i maven mener, at Mette Frederiksen er den rigtige formand. Foto: Henning Bagger/Scanpix

Svanes årskavalkade, kap. 3: Det startede i fisk

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Politik 2017

2017 blev et politisk dramatisk år. Politisk redaktør Elisabet Svane ser tilbage på året, i dag på Samuelsens topskattelettelser, der røg, Esben Lunde, der mistede fiskene og Mette Frederiksen, der stod fast.

Arh, den var svær. Statsminister Lars Løkke Rasmussen, (V), satte sig selv på noget af en retorisk øvelse, da han skulle forklare, hvorfor fiskeri-området skulle fjernes fra Fødevare- og miljøministeriet og lægges over i Udenrigsministeriet. Væk fra Esben Lunde Larsen, (V) og over til ministeren for Nordisk samarbejde og ligestilling, Karen Ellemann-Jensen.

Løkke prøvede med en forklaring om fiskenes mere internationale position i kølvandet på Brexit, men da fiskene altid har levet i vandet, og vandet altid har været vådt, og det meste af det i øvrigt ligger rundt om Danmark og dermed grænser op til andre lande, var det en lidt svær forklaring at blive troet på.

Så derfor tilføjede Løkke, at det også handlede om at forbedre forholdet til de øvrige partiers ordførere. Læs: DF's Ib Poulsen, som længe havde været ond i sulet på Lunde Larsen. Det var mandaternes logik, der talte her, for DF sidder som bekendt med de mandater, der sikrer regeringens og de enkelte ministres overlevelse.

Hvad Løkke ikke nævnte var Rigsrevisionens rapport, som ikke bare var på vej dengang i august, men også var stærkt kritisk over for administrationen af kvotesystemet, som skulle sprede fiskeriet på mange, men i stedet har koncentreret det på få, men store fiskere, også kaldet kvotekonger. Den rapport havde været mere end hård ved en i forvejen svækket Esben Lunde, mens den ikke bed på Karen Ellemann som ny minister. Senere kom det frem, at hele øvelsen kostede skatteyderne 27,9 millioner kroner plus omkring 7 millioner kroner i årene fremover. Det gav kritik, men den kom senere.

Lige her og nu, i august, lykkedes øvelsen, for Ib Poulsen var tilfreds. Og var der noget, regeringen gerne ville før efterårets forhandlinger, var det netop at gøre DF om ikke glade, så dog tilfredse.

Derfor var der ingen regerings-ramaskrig, da DF få dage senere, på deres sommergruppemøde, krævede stop for familiesammenføringer for midlertidige flygtninge. Det blev noteret og kommenteret, men generelt var der mere fokus på skattelettelser og besparelser i DR.

Overordnet set var der nok, i disse tidligere august-dage, allermest fokus på, at hoffet lod prins Henrik meddele, at han ikke ville begraves sammen med dronning Margrethe i de glassarkofager, Bjørn Nørgaard har designet til parret i Roskilde domkirke, efter især prins Henriks anvisninger.

Det politiske system stod lidt skakmat. Hvad skulle de mene? Skulle de mene overhovedet? Statsministeren opfordrede til at respektere privatlivets fred, samtidig med at prinsen gav flere opsigtsvækkende interviews om sit syn på sin egen og manglende rolle i det danske monarki. Han følte sig som narren, der kæmpede for den titel, han ikke kunne få. Titlen som kongegemal.

Uden sammenligning - og så alligevel - som LA kæmpede for de topskattelettelser, der ikke på noget tidspunkt har været flertal for i Folketinget. Derfor kunne øvelsen kun gå op, hvis regeringen havde en berettiget forventning om, at DF ville tage sig godt betalt og nikke ja inde i et forhandlingslokale.

Den forventning havde man ikke, lod Løkke forstå, da Venstre holdt sommergruppemøde i Aalborg. Mandaternes logik havde talt og det, som Løkke lod forstå, sagde Anders Samuelsen så højt et par dage senere: Regeringen droppede sine topskattelettelser.

Det havde længe stået klart for LA-lederen, at det skulle siges. Han skulle bare finde det rigtige tidspunkt. Plastret skulle af.

Ligesom kongehuset trak sit plaster af, da man i starten af september meddelte, at prins Henrik var alvorligt syg af demens. Han trængte til ro og fik det øjeblikkeligt fra offentligheden. Den lange rejse siden dronningens nytårstale i 2015, hvor hun fortalte, at nu skulle hendes mand pensioneres, var slut.

Det var regeringens trængsler ikke.

23. august kunne Politiken løfte sløret for den skatteplan på 22 milliarder kroner, der skulle fremlægges en uge senere. Efter at finansloven og erhvervspakken var præsenteret. Sådan var det planlagt. Men den plan døde med lækket, regeringen måtte forsøge at redde, hvad reddes kunne og derfor startede man med skatten, som alle talte om. Derefter erhvervspakken, som var rimeligt ukontroversiel og til sidst finansloven, som nærmest var designet til at blive velsignet med finger- og fodaftryk fra DF.

Selve præsentationen gik også i ged. Fra starten, længe før LA's topskattelettelser, har skatteudspillet været tænkt som en gulerod for at gå fra en overførselsindkomst til et lavtlønsjob. Måske derfor var regeringens slagnummer ved præsentationen, at det var HK'eren, der fik mest ud af udspillet.

Nej, det var det så ikke. Det var sjovt nok direktøren. Endnu viste Venstre, at partiet har det så svært med de HK'ere, der engang hed i kassedamer. I 1990 gled daværende V-formand, Uffe Ellemann-Jensen, i dem, da han ville fjerne den daværende 6 procents-skat, den såkaldte mellemskat, for at gavne kassedamen. Sagen var bare, at hun ikke betalte mellemskat. Så meget tjente hun slet ikke.

Det gjorde HK'eren heller ikke i 2017.

Så gik regeringen over til at forhandle bilregistreringsafgift med DF. Og kun DF. For pengene stammede fra kontanthjælpsloftet fra 2015, som DF bar igennem sammen med regeringen.

Men DF forhandlede ikke kun med regeringen. De forhandlede også med de røde og præcis den dag, hvor finansloven blev førstebehandlet, kunne S, SF, Enhedslisten, Radikale og DF præsentere en stor, kollektiv trafikaftale. Mens DF's Rene Christensen holdt sin ordførertale om finansloven og et samarbejde med de blå, stod hans partifælle Kim Christiansen sammen med de røde og lovede mere elektrificering og timemodel, bl.a. det ekstra spor på Nordfyn.

Det var den gamle Togfond, der var samlet her. Den, som Pia Olsen Dyhr, (SF), skabte, da hun var trafikminister. Nu udvidet med pengene fra "Bedre og billigere", SF's betaling for den betalingsring, de ikke fik i 2012. Det er de samme partier bag begge forlig, uden om regeringen. Den vil gerne med i "Bedre og billigere", hvor pengene bliver delt ud, men DF og de røde kræver kobling till Togfonden, der koster på finansloven og det vil regeringen ikke være med til. Men det blev den så pålagt af det andet flertal.

Igen var det mandaternes logik, der var i spil.

Midt i september havde både Socialdemokratiet, DF og Radikale møde med baglandet. S havde kongres, DF havde årsmøde og R havde landsmøde. Hvad der havde været undervejs længe og tydeligt for mange, blev nu tydeligt for de fleste: DF er ikke længere et fløjparti, men et midterparti. Side om side med de Radikale, som de er så fundamentalt uenige med.

Radikale havde i ugens løb gjort det klart, at også for dem betyder antallet noget. Altså antallet af flygtninge og indvandrere. Det er det politiske svar på Ali Babas "Sesam, luk dig op" og radikale ville såmænd bare fortælle, at de ikke befinder sig på den udlændingepolitiske måne, som flertallet af socialdemokrater synes at mene. Radikale har stadig en fundamental anden udlændingepolitik, men ved at tale om antal, gjorde Radikale det klart, også for S, at de gerne vil forhandle. Hvis, altså og i så fald.

Det druknede nu noget i de signaler, der blev sendt frem og tilbage mellem DF i Herning og Socialdemokratiet i Aalborg. Jeg var selv i Aalborg, jeg har været i Aalborg til rigtigt mange S-kongresser, og der var en sjælden harmoni, selv om så mange socialdemokrater var samlet. Dels lå de lunt i meningsmålingerne, dog uden at være prangende, og de kunne ane en succes ved det kommende kommunalvalg. Og så var og er der ingen tvivl om, at den enkelte socialdemokrat helt ind i maven mener, at Mette Frederiksen er den rigtige formand. Også selv om hun blev udfordret på spørgsmålet om kvoteflygtninge, hvor S-toppen har lagt sig op af regeringen. Det tog Frederiksen sig ikke af. De vidste, hvad de gik ind til, da de valgte hende, sagde hun - uden dog at være alt for konkret.

Men talen var klar: Her rykkede hun sig ikke, det måtte partiet bare finde sig i.

Til gengæld tog hun det ret roligt, da den radikale Morten Østergaard opfordrede hende til ikke at lægge sin handlefrihed ovre hos DF. Ligesom hun tog det ret roligt, da DF's Kristian Thulesen Dahl opfordrede hende til ikke at lade radikale bestemme den udlændingepolitiske linje.

Svaret fra Mette Frederiksen var... mandaternes logik. At hun - og S - ved at lægge sig tæt op af DF og de blå partier på udlændingepolitikken, ligger præcis der, hvor et flertal af danskerne ligger. Pt 140 mandater ud af de 179.

Det giver gnidninger og ømme tæer i den røde blok, men Mette Frederiksen fik tydeligt sagt fra sin kongres, at hun ikke har i sinde at give sig.

Hendes opgave i det øjeblikkelige politiske spil er derimod som elskerens. Hun skal vente.

På kongressen brugte Mette Frederiksen sin ventetid til endnu engang at vise, at der er mere end stor forskel på hende og forgængeren, Helle Thorning-Schmidt. Frederiksen er også EU-tilhænger, bevares, men hun er ikke jubel-europæer. Hun er også international, men hun er i høj grad også hjemstavn. Det blev gjort soleklart, da hun søndag på kongressen gav sin replik og talte dunder mod London. Danskernes yndlingsby, det multikulturelle mekka fik én på Big Ben af Mette Frederiksen, som ikke så nogen kulturel smeltedigel, men derimod en by, hvor folk lever skarpt adskilt, og hvor ingen har råd til at bo i midtbyen, som Aalborg-fødte Frederiksen kaldte City of London.

Det var så i øvrigt samme dag, som Lars Løkke tog til New York. Officielt for at deltage i FN's generalforsamling, men også for at påtage sig formandsposten i P4G, et netværk af lande, der arbejder på at gøre FN's 17 Verdensmål til virkelighed. Her behøves ingen ord om Løkke og tidligere klima-topmøder eller internationale, grønne organisationer. Det kan de fleste vist selv visualisere.

Det er sket det med Løkke, som også skete for hans forgængere: Han er blevet mere og mere optaget af det internationale arbejde. Mens Mette Frederiksen, som andre oppositionsledere før hende, mere vender blikket ind. Og mod DF.

Her, i slutningen af september, havde S og DF kørt et gnidningsfrit samarbejde om det, de var enige om at være uenige om. De havde forhindret topskattelettelser og en sænkelse af pensionsalderen.

Nu stod de på tæerne til et efterår, hvor S ikke skulle være med i ret meget, mens DF skulle samarbejde med VLAK-regeringen.

Et par dage efter de mange politiske møder landede aftalen om bilregistreringsafgiften. Som der stod på forsiden af den Politiken, jeg netop har genfundet i sommerhuset:

"Blå generalprøve giver danskerne billigere biler".

Det gav også danskerne billigere overfart på Storebælt og en udvidelse af den vestfynske motorvej, som har været undervejs længe. LA ville have broen, mens det var DF, i skikkelse af Kim Christiansen, der foreslog at kæde de to ting sammen. Regeringen fik sin aftale, og første skridt var taget i efterårets maraton-forhandlings-forløb.

Det så egentlig lyst ud.

Svanes årskavalkade: 2017 startede med opgør om Matador og endte i blå families forlis
Det havde længe stået klart for LA-lederen, at det skulle siges. Han skulle bare finde det rigtige tidspunkt. Plastret skulle af.
Politisk redaktør Elisabet Svane i sin politiske årskavalkade