Vi bruger cookies!

amtsavisen.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.amtsavisen.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Til sagen med Mylenberg: - Vi kan ikke udlicitere kampen for demokratiet til sidemanden


Til sagen med Mylenberg: - Vi kan ikke udlicitere kampen for demokratiet til sidemanden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

I premieren på avisen Danmarks nye programserie "Til sagen med Mylenberg" sætter vært og chefredaktør Troels Mylenberg spot på samtalen med gæst Özlem Cekic. Özlem er gået fra som teenager at være på vej til Afghanistan og hellig krig til i dag at være foregangskvinde for brobygning og demokratisk samtale. Hvordan gik det til? Og kan samtale alene overhovedet ændre noget?

Her er fire nedslag fra samtalen i Özlems ord:

Om at gå fra had til samtale og dialogkaffe

- Da min søn stiller mig spørgsmålet "hvorfor hader han dig, mor?", fordi jeg er blevet chikaneret af en nynazist i otte måneder, svarer jeg ham så begavet: "Det er, fordi nogle mennesker er dumme".

- Da jeg senere snakker med min gode ven Jacob Holdt (fotograf og foredragsholder, red.), regner jeg med, at han vil tage mig under sine vinger. Om nogen vil han kunne give mig omsorg, han, som har dokumenteret racisme og meget andet i USA. Men det gør han ikke. Han gør det modsatte. Han skubber til mig og siger, at jeg er lige så dæmoniserende som dem, der hader mig.

- "Gå nu ud og mød din egen racisme", siger han. Og han spørger mig, hvor mange venner, jeg har, der stemmer højrenationalistisk. På det tidspunkt sidder jeg i Folketinget for SF og er enormt stolt over, at det endnu er lykkedes mig ikke at give hånd til en eneste fra Dansk Folkeparti. Jeg pralede med det og fortalte det til mine venner.

- "Men jeg hader jo ikke nogen", tænker jeg, "det var i gamle dage". Men det sætter sig alligevel fast, det, min ven siger, og jeg begynder at opsøge folk. Ikke for at blive klogere selv - men for at gøre dem gode. Men det ender jo med, at det er mig, der bliver klogere.

Vi skal bygge broer over de gravede grøfter

- Vi samtaler for lidt. Samtale er det vigtigste, men det er også det sværeste redskab i et demokrati. Hvis vi sætter os ned og samtaler, kan vi bygge en masse broer over de grøfter, vi har gravet. Men samtidig er det vigtigt at understrege, at samtale ikke betyder enighed. Samtalen gør, at vi ser hinanden som mennesker.

- Jeg snakker tit med Bent Melchior (tidligere overrabiner i København, red.) om, hvad der gik galt. Hvad skete der i tiden fra Første Verdenskrig til Anden Verdenskrig? Hvordan kunne der være så meget had, at der blev dræbt 50 millioner jøder? Og det, han siger, er, at når man hele tiden negligerer ord, når man ikke tager ord alvorligt i det der had, der bliver skabt, tager det så meget fat, at du ikke kan styre det.

- Mange af de dæmoniseringer, forestillinger og fordomme, vi har om hinanden, bliver gjort til skamme, når man sidder over for et andet menneske og opdager, at man også har ting til fælles. Når mennesket træder frem, som Grundtvig siger det, når vi ser mennesket først, kommer alt det andet bagefter. Og det bliver lettere at tale om de svære ting.

Volden må ikke tage over

- Jeg siger ikke, der ikke er problemer. Spørgsmålet er, hvordan vi løser problemerne? Og jeg mener ikke, at forbud hjælper. Forbud mod radikalisering, moskéer, forbud mod friskoler. Holdninger forsvinder ikke ved, at du forbyder. Der er masser af mennesker, der har rykket mine holdninger, så jeg ikke havnede i Afghanistan.

- Målet er heller ikke, at alle skal stemme på samme parti. Målet er, at vi alle sammen skal være inden for den demokratiske banehalvdel. Volden må ikke tage over. Folk må mene, hvad de vil, volden må bare ikke tage over. Jeg har brugt meget tid på at finde ud af, hvad missionen skal være. Missionen er, at vi skal give plads til hinanden. Identitet er meget vigtig for folk, især hvis de føler, de er ved at miste den.

- Og lige så vigtigt, det er for mig, at mine børn ikke spiser svinekød, lige så vigtigt er det i andre familier, at deres børn ikke spiser halalkød. Og sådan må det være. For mig er det ikke enten eller, det er både og. Men på en måde, hvor vi ikke tyr til vold.

- Jeg ved godt, at samtale ikke kan løse alle problemer. Men det er lige så naivt at tro, at hårdt mod hårdt kan løse alle problemer.

Samtale kan ikke løse alt

 - Det ville være naivt at tro, at samtale kunne løse alt. Men ... alle krige starter med, at samtalen ophører, og samtlige fredsprocesser starter med, at mennesker samtaler. Så på den måde er samtalen faktisk det allervigtigste redskab i et demokrati. I nogle af de regimer, hvor man undertrykker folk, forhindrer man dem i at mødes, man lukker sociale medier ned, man forhindrer samtalen. Man begrænser ytringsfriheden, fordi samtalen kan noget helt andet. Det er jo derfor, jeg siger, at vi ikke kan negligere vores eget demokrati, vi kan ikke udlicitere kampen for demokratiet til sidemanden.

- Hvorfor kan vi ikke sige, at vi skal snakke med så mange som muligt, så længe som muligt for at forhindre volden? Det er jo ikke mere end 30 år siden, at man i Danmark tænkte, at homoseksuelle var psykisk syge. Den holdning har vi rykket, fordi vi har insisteret på samtale.

- Hassan, som jeg har med i bogen, han sidder på Den Røde Plads på Nørrebro sammen med sine venner med ryggen mod muren. Jeg forstår ikke, hvorfor de alle sammen sidder med ryggen mod muren, indtil Hassan trækker sin T-shirt op og viser mig sin pistol. De holder øje med pladsen. Hvis der er nogen, der vil skyde dem, kan de reagere med det samme. Da jeg så møder ham på et senere tidspunkt, krammer han mig, og jeg begynder helt automatisk at kropsvistere ham, for jeg leder efter pistolen. Men så siger han til mig, at det der er han færdig med. Og at han er udlært som murer, han har fået en kontrakt, og han skal rive en mur ned. Jeg siger til ham, at hans mor må være stolt, og han vokser fem centimeter. Så der er håb.