Den evige jagt på den perfekte sang

- Jeg har haft nemt ved at mærke, hvornår noget virkede, og hvornår noget andet ikke virkede. Jeg har bare ikke vidst, hvorfor det var sådan. Det har føltes mere som et lykketræf, når den gode melodi opstod. På et tidspunkt begyndte jeg så at læse musikteori for hurtigere at kunne nå frem til det, der virker, siger Lise Cabble. Foto: Olivia Loftlund/Ritzau Scanpix

Den evige jagt på den perfekte sang

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hun er blevet kaldt Danmarks hemmelige Grand Prix-dronning, og når startskuddet til dette års Eurovision Song Contest lyder i næste uge, er det fjerde gang, der står Lise Cabble på afsenderen af det danske vinderbidrag. Men for den tidligere forsanger i Miss B. Haven handler det først og fremmest om glæden ved at skabe musik. Her fortæller hun om den svære start, om at gå fra punk til pop, og om hvad der sker, når man komponerer i fællesskab.

- Min kærlighed til musikken har jeg først og fremmest fra min far. Som barn fortalte han mig tit historier til lyden af alle mulige former for musik. Alt fra klassisk musik til Simon & Garfunkel. Han var ikke selv musiker, men var enormt entusiastisk omkring musikken. Når han mødte sent, tilbragte han formiddagene i stuen med at luftdirigere til værker af Beethoven. Det så ret fjollet ud, men jeg mærkede jo samtidig, at musik kunne noget. At der var noget med det der musik.

- Først fik min søster en guitar, som jeg også spillede på. Så fik jeg min egen. Vi begyndte at gå til guitarspil, men gav lidt op igen, da vi nåede til det med barré-akkorder, for man fik sindssygt ondt i fingrene af det. Så i en periode kom guitaren op på væggen, indtil vi mødte en, der var vildt godt til at spille og inspirerede os til at komme over den der hurdle med guitaren. Vi lavede et band, da jeg var de der 14-15 år, og begyndte at spille numre af Stones og Gasolin, men begyndelsen var svær. Vi havde kun to guitarer og to guitarkasser.

- Når vi gik på gaden, fordelte vi det, så man enten gik med en guitar eller en guitarkasse. Vi tænkte, det så sejt ud og forestillede os, at det øgede chancen for at blive opdaget. Men når vi spillede, faldt alle drømme til jorden, for vi anede ikke, hvordan man gjorde. Dengang kunne man jo ikke bare gå på YouTube og se, hvordan man skulle spille sangene. Hen ad vejen mødte vi heldigvis andre musikere og opsnappede lidt hist og pist.

- Jeg var 14 år, da jeg skrev min første sang. Den handlede om en lille sælunge, der savnede sin mor, som var blevet slået ihjel. De første år i bandet spillede vi først og fremmest andres sange. For alt, hvad jeg skrev, føltes håbløst dårligt sammenlignet med alt den fantastiske musik, der allerede var skrevet. Efterhånden kom jeg dog i gang, og jeg har vel egentlig altid haft flair for den gode melodi.

- Jeg har haft nemt ved at mærke, hvornår noget virkede, og hvornår noget andet ikke virkede. Jeg har bare ikke vidst, hvorfor det var sådan. Det har føltes mere som et lykketræf, når den gode melodi opstod. På et tidspunkt begyndte jeg så at læse musikteori for hurtigere at kunne nå frem til det, der virker. Det er fint nok at kunne arbejde intuitivt, men inspirationen risikerer at forsvinde, hvis man ikke kan komme videre med sin ide, fordi man ikke har håndværket og teorien på plads.

- I slutningen af 1970'erne kom vi ind i punkmiljøet, og det smittede selvfølgelig også af på vores musik. Det var et helt vildt sort og trist miljø. Men der var også smukke ting. Når man gik i byen, gik man ikke på natklub. Man gik til digtoplæsning eller på udstilling. På det tidspunkt var arbejdsløsheden enorm, så man måtte jo finde på noget andet. Så det var også en tid med stor kreativitet. Og det kom der både lort og lagkage ud af. Stemningen i miljøet passede også meget godt til, hvordan man tit har det i den alder i overgangen til voksenlivet. Hvad skal jeg med mit liv? Hvad skal det hele blive til? Så det kunstneriske udtryk blev, som man havde det indeni. Det var også lidt cool at se sur ud.

- Jeg har aldrig drømt om at være forsanger. Men det blev jeg i Miss B. Haven, som udsprang af bandet Clinique Q. Der havde været lidt udskiftning af medlemmerne, og det betød noget for energien, der gik fra at være tung til at være i hvert fald lidt mindre sort. Det var også på det tidspunkt, at der rullede en countrybølge ind over punken. Det kunne blandt andet høres i bands som D-A-D og Sort Sol.

- I nogle år spillede vi halvprofessionelt, og efter nogle forgæves forsøg på at finde en anden forsanger, fordi jeg egentlig bare havde lyst til at spille guitar og skrive sange, vænnede jeg mig til også at være den, der stod helt fremme på scenen. Jeg husker det, som om vi den ene dag spillede for 15 mennesker, og den næste dag var der en lang kø til vores koncert. Det var fantastisk, men også lidt skræmmende. Tidligere kunne jeg bare synge lidt volapyk, hvis jeg glemte teksten. Nu kunne publikum hvert et ord i vores sange. Jeg husker de år som én lang optur, hvor det bare gik op, op, op.

- Vi arbejdede hårdt for at slå igennem i udlandet. Vi fik Jeff Lynne til at producere albummet "Nobody's Angel". Han var en kæmpe kanon og den hotteste, man kunne få på det tidspunkt. Jeg husker, hvordan han kom med hele sit følge til studiet i London, som vi mere eller mindre var flyttet til. Vi syntes, han var dygtig, men samtidig var han også meget langt fra det, vi lavede, så jeg var ikke ubetinget begejstret. Jeg var heller ikke begejstret, da vi blev sendt til stylist, fordi vores udseende skulle harmoniseres.

- Frem til da havde vi bare klædt os, som vi hver især ville. Nogle gik med nederdel. Andre var mere drengede. Og pludselig stod vi der med ensartede halvlange jakker. Vores udlandseventyr fik aldrig rigtig luft under vingerne, og efterhånden mistede vi bare energien og lysten. Jeg fik mere smag for det elektroniske. Det gjorde de andre ikke. Tværtimod. De kaldte den lyd for hjertekarsygdommen, fordi de syntes, det lød som sådan et elektrokardiogram.

- Jeg hører enormt meget musik for at følge med i, hvad der bliver spillet. Jeg kalder det grundforskning. Så sidder jeg der og nørder og forsøger at finde ud af, hvordan sangene er skruet sammen, og lader mig inspirere. Jeg synes, popmusikken befinder sig et lidt underligt sted for tiden. Det er, som om det er gammeldags på en ny måde. Jeg skal lige finde ud af, hvad pokker det går ud på.

- Jeg var flere gange blevet opfordret til at deltage i Dansk Melodi Grand Prix, men havde sagt nej hver gang. Lige indtil Mette (Matthiesen fra Miss B. Haven; red.) overtalte mig, og vi skrev "Fra Mols til Skagen". Jeg havde slet ikke regnet med, at den ville vinde. Men det gjorde den jo. Alligevel gik der en del år, før jeg for alvor begyndte at skrive sange, der kom med i Melodi Grand Prix. I dag har jeg haft næsten 20 sange med. De fleste af dem er skrevet sammen med andre.

- Flere gange om året er jeg med på sangskriver-camps både herhjemme og i udlandet. Jeg skriver også sange derhjemme, hvor jeg sidder og nørder ved mit keyboard. Det kan bestemt noget. Men det er noget helt særligt at lukke sig inde sammen med en masse andre sangskrivere og producere og begynde at skabe noget i små grupper. Man arbejder med en deadline, stemningen er intens, og konkurrencen er virkelig skærpet.

- Man er tændt og inspireret og ved, at i det her selskab kan en dårlig ide pludselig forvandle sig til en super ide. Nogle gange er det lidt tilfældigt, hvad der sker med de sange, man får skabt. Om de ender i Melodi Grand Prix og i hvilket land. "Only Teardrops", der vandt Eurovisionen i 2013, havde vi skrevet året før til Tyskland, men den var blevet lidt glemt. "Love Is Forever", som vi har med i år, er også blevet skrevet på en camp.

- Sejren i 2013 var fuldkommen fantastisk. Jeg havde ikke forestillet mig, at det nogensinde ville kunne lade sig gøre at skrive en sang, der vandt hele Eurovisionen. Der er så meget, der skal falde på plads, for at det kan lykkes. Og så lykkedes det. Jeg ved ikke, hvor meget det har betydet for min karriere. Men det har betydning for mig, at jeg har skrevet noget, som står mange år frem. På den måde er jeg jo blevet en del af historien. Selvfølgelig er målet hver gang at skrive en sang, der vinder det hele. Det er håbet. Men bare det at få lov til at være en del af showet er også en fantastisk oplevelse.

- Denne gang er vi et hold på omkring 20 mennesker, der skal af sted til Tel Aviv som en del af det danske hold, og jeg glæder mig. Men jeg ved også, at det bliver sådan en underlig blanding af at være helt vildt hektisk og helt vildt kedeligt. Der er enormt meget ventetid, og pludselig skal man være på. Det er også et cirkus, der bliver vildere og vildere hvert år. Når jeg kommer hjem, går jeg i gang med at skrive sange til næste år. Så må vi se, hvor de lander. Jeg skriver aldrig direkte til Grand Prix'et. Jeg forsøger bare at gøre, som jeg altid har gjort: At skrive noget godt og noget slagkraftigt.

Lise Cabble
Lise Cabble er født 10. januar 1958 og blev for alvor kendt som forsanger i kvindebandet Miss B. Haven, der brød igennem i slutningen af 1980'erne.I 1995 debuterede hun som sangskriver i Dansk Melodi Grand Prix med sangen "Fra Mols til Skagen", der blev sunget af Aud Wilken og vandt. Sangen opnåede en femteplads i Eurovision Song Contest. I 2013 vandt hendes sang "Only Teardrops", der blev sunget af Emmelie de Forest, en overbevisende sejr i den internationale sangkonkurrence.Gennem årene har hun haft en lang række sange med i det danske Melodi Grand Prix og i år også i det svenske, det britiske og det litauiske. I næste uge rejser hun til Israel som en del af holdet af dette års vindersang.Lise Cabble har desuden skrevet sange til en række danske kunstnere. Blandt andre Sanne Salomonsen og Johnny Deluxe.Hun bor på Frederiksberg, hvor hun også har et lille studie.
- Jeg hører enormt meget musik for at følge med i, hvad der bliver spillet. Jeg kalder det grundforskning. Så sidder jeg der og nørder og forsøger at finde ud af, hvordan sangene er skruet sammen, og lader mig inspirere, siger Lise Cabble. Foto: Olivia Loftlund/Ritzau Scanpix
- Jeg hører enormt meget musik for at følge med i, hvad der bliver spillet. Jeg kalder det grundforskning. Så sidder jeg der og nørder og forsøger at finde ud af, hvordan sangene er skruet sammen, og lader mig inspirere, siger Lise Cabble. Foto: Olivia Loftlund/Ritzau Scanpix

Fakta
1 Hvad?I år er det 64. gang, Eurovision Song Contest bliver holdt. I alt 41 lande deltager. Deriblandt Danmark, der deltager med sangen "Love Is Forever". Den bliver sunget af Leonora og er skrevet og produceret af Lise Cabble, Melanie Wehbe og Emil Lei.2 Hvor?Sidste år var det Israel, der vandt Eurovision Song Contest med sangen "Toy", og derfor bliver dette års sangkonkurrence holdt i Tel Aviv i byens kongrescenter.3 Hvornår?Fordi så mange lande deltager, er konkurrencen delt op i to semifinaler og en finale. Semifinalerne afholdes tirsdag 14. og torsdag 16. maj, hvor Danmark går på scenen som nummer 7 i anden semifinale. Går Danmark videre, kan vi se Leonora på scenen endnu en gang til finalen lørdag 18. maj. Den bliver sendt direkte på DR1.
Gennem årene har Lise Cabble haft en lang række sange med i det danske Melodi Grand Prix og i år også i det svenske, det britiske og det litauiske. Hun rejser til Israel som en del af holdet af dette års vindersang, ?Love Is Forever?. Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR
Gennem årene har Lise Cabble haft en lang række sange med i det danske Melodi Grand Prix og i år også i det svenske, det britiske og det litauiske. Hun rejser til Israel som en del af holdet af dette års vindersang, ?Love Is Forever?. Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR

Den evige jagt på den perfekte sang

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce