Vi bruger cookies!

amtsavisen.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.amtsavisen.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Teater når det er bedst

Morten Bo Koch som den frække Laurits og Thomas Biehl som Mads i »Drømmen om Amerika«. Foto: Søren Pagter

Teater når det er bedst

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Randers Egnsteater er både gribende, morsom og særdeles vedkommende med forestillingen »Rejsen til Amerika« om en tid, der var, og en tid, der er.

Den har det hele. En god fortælling. Dilemmaer, man kan relatere sig til. Episoder med adresse til både tårer og latter. »Drømmen om Amerika« er en klassisk teaterforestilling, der rummer det hele i udtryk såvel som i indhold.

Temaet kunne ikke være mere velvalgt. Handler om to unge menneskers opbrud med et slidsomt liv i landsbyen i Danmark for at emigrere til Amerika - landet, der flyder med mælk og honning.

Deres rejse er ikke taget ud af den blå luft. Godt 300.000 danskere rejste i løbet af 50-året 1860-1910 til Amerika for at prøve lykken og skabe sig et bedre liv end det, de kom fra.

Men valget var ikke uden omkostninger. Heller ikke for forestillingens Mads og Alma. Vi føler med den gravide Alma på den rædselsfulde rejse over Atlanten, hvor folk dør af tyfus og andre sygdomme. To måneder tager turen, der bestemt ikke bliver nemmere at håndtere, da de får fast grund under fødderne. De traver til fods flere tusinde kilometer, før de kommer til vejs ende.

»Her er jo ingenting. Ingen træer. Ingen vandløb,« udbryder Alma.

Det er rigtigt nok. De rejste fra ingenting til ingenting. Forskellen er blot, at her i det nye har de en mulighed for at omdanne dette store ingenting til noget værdifuldt. Sidst men ikke mindst: Her har de deres frihed. De har ikke en ridefoged eller herremand til at bestemme over deres liv. Her er hver mand sin egen herre.

Her spørger man ikke, hvem din far er, men koncentrerer sig udelukkende om, hvad man kan. Men det er også en tilværelse, der koster.

Og det lægger dramatiker Andreas Garfield heller ikke skjul på sit manuskript, som han har skrevet på baggrund af improvisation med spillere og instruktør.

Sidstnævnte, Kurt Bremerstent, følger tråden op i sin velsmurte instruktion med plads til såvel hæsblæsende aktiviteter som stille rum for eftertænksomhed.

For det er en fortælling, der griber en. Fordi den har både historiens vingesus og to menneskers skæbne i sig. Det små i det store, der bliver fortalt på en måde, som både børn og voksne kan gribe.

Det skyldes ikke mindst den veloplagte trio på scenen med Lisbeth Knopper som Alma og Thomas Biehl som Mads og Morten Bo Koch i mange roller, der får handlingen til at skride. Vi ser ham bl.a. som krumbøjet gammelmor Karen, som landarbejder på herregården, som religiøs fantast og i særdeleshed som rapfodet lykkeridder med stor kæft. Han leverer varerne fra spøg og skæmt-afdelingen, mens de to andre koncentrerer sig om tilværelsens hårde prøvelser for fattige mennesker, musikalsk slået an af Claus Carlsens melankolske guitar-kulisse.

Sus Haugland har lavet en totalt neutral kulisse af råt drejl, der fungerer som kulisse til såvel skib som hjem. På disse neutrale vægge får vi via Mathias Herslands lysdesign oplevelsen af landet, der også kan lyse i gold og lilla, når livet er godt og man står og skuer ud over præriens solnedgang.

Men de nøgne stofvægge er også kulisse for et stykke velfungerende teater, der i en og samme mundfuld rummer fortid og nutid. Fortidens nybyggere - nutidens flygtninge. Det kan kun give anledning til en snak om begge dele.