Vi bruger cookies!

amtsavisen.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.amtsavisen.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Brætspil: Du giver noget af dig selv, når du lægger et bræt på bordet

Andreas Esbech er vokset op med den danske spiltradition, som han kalder det, men for fire år siden blev han for alvor bidt af brætspil, og selv om hans faste spilgruppe er blevet opløst, spiller han mindst en gang om ugen. Foto: Vibeke Volder

Brætspil: Du giver noget af dig selv, når du lægger et bræt på bordet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Når mørket lukker sig om os, og verden går i juledvale, er det tid til at finde brætspillene frem og bænke os med venner og familie. Sådan begyndte det også for Andreas Esbech, men siden har hans passion for brætspil udviklet sig enormt. Nu har han 120 spil, logger hver eneste gang, han har dem i brug, og rejser til messer for at opsnuse nyheder. Mød den 31-årige odenseaner og få hans anbefalinger til at supplere de gode, gamle travere.

Rød er en af de farver, jeg aldrig spiller med. Jeg er fodboldfan og Tottenham-fan, og ligesom jeg meget sjældent går i rødt, så spiller jeg også meget sjældent med rød. Alene af den årsag, at Tottenhams største rivaler spiller i den farve. Og som OB'er er det også niernes farve.

Man vil hurtigt opdage, at mange af mine spil handler om økonomi, handel, mekanismer og ting, der skal passe ind i hinanden. Ikke nødvendigvis i fysisk forstand, men ved, at man bygger en form for maskine op. Det tiltaler mig at skulle tænke strategiske, taktiske tanker. 

At tale om brætspil ud fra min samling er lidt som at gå hjem i en persons bogsamling og begynde at snakke om bøger generelt. Kommer du hjem til én, der kun har John Le Carré eller Dan Brown stående, får du et indblik i litteratur. Kommer du hjem til en, der har Shakespeare, får du et andet. Der er lige så stor forskel på, hvordan man opfatter brætspil som litteratur.

Det startede med, at jeg gav min bror Axis & Allies i julegave. I 2007 eller 2008. Vi brugte julen på at spille det. Det gjorde vi engang imellem, indtil vi for fire år siden igen fik det på bordet. Så gik det fra 10 km/t til 110 km/t. Spillet går fra to til fem spillere, og vi havde fået inviteret, så vi var fem, og der var bare noget fedt ved at sidde og spille i fire timer, spise god mad og hygge sig. Tre af os aftalte straks at mødes igen kort efter, og så begyndte vi at spille en-to gange om måneden. Hver gang havde vi to-tre spil under armen. "Vi skal også nå at prøve det her. Og det her. Og det her", sagde vi til hinanden. Vi begyndte at se videoer på Youtube og læse artikler på nettet. I 2013 havde jeg  måske 10 spil. Nu har jeg 120. Det er gået med lynets hast.

Jeg er flasket op på den danske spiltradition. Som barn spillede jeg de spil, alle kender. Matador, Hvem er hvem, Risk. Gamle klassikere, men jeg har aldrig spillet med voksne. Det var mig og min bror, og så var min far med en sjælden gang. Det blev lidt traditionelt, og så bliver man let trukket over i computerverdenen. Især når man er født midt i 80'erne.

Som computerspiller sidder du ofte for dig selv og tager dine egne beslutninger og lader computeren regne ud, hvordan dine beslutninger påvirker spillet. Så kom multiplayerfunktionen, men folk sviner hinanden til, fordi de sidder bag en skærm. Det gør man ikke, når man sidder over for hinanden og spiller brætspil. Brætspil bliver ikke korrumperet på den måde. Du lægger noget socialt, noget af dig selv, så snart du lægger et bræt på.

Mit favoritspil er Concordia. Der er vi ude i, at der nærmest ingen tilfældigheder er. Det handler kun om, hvad du og din modstander gør. Man kan heller ikke udslette hinanden, og det er en anden ting, jeg er glad for. Det betyder nemlig, at vi er færdige på samme tid.

Jeg kan godt lide komplicerede spil. Der er også nogen, der læser Tolstoj frem for billedbøger. Man kan faktisk godt sammenligne det, selv om jeg ikke er ude i brætspillenes udgave af Tolstoj, men vi er ude i noget af det lidt tungere med et spil som Concordia. Måske en moderne klassiker.

Min faste spilgruppe er blevet opløst. Min bror er blevet far, og gruppens tredje medlem er flyttet til USA. Én læge, én jurist og én, der bor i New York levner ikke meget tid til at spille, men jeg gør det stadig mindst en gang om ugen. Det handler om at finde nogle at spille med. Det er nemt nok på Papas Papbar, hvor jeg også arbejder frivilligt som guru et par gange om måneden. 

En spilsession kan vare alt fra 10 minutter til 10 timer. Måske mere. Der findes spil, som tager år. Noget af det mest avancerede er nok World in Flames, som jeg aldrig kommer i nærheden af at spille. Der har man et kort liggende på et kæmpe bord, og så simulerer man en krig, hvor man rykker tropperne rundt. Min personlige grænse er 10 timer. Mere skal jeg ikke bruge på et spil. Jeg foretrækker spil, der varer omkring 90 minutter. Det er tid nok til, at du føler, du når at påvirke spillet, uden at det tager for lang tid. Men der findes masser af gode spil, der tager meget kortere tid. Jeg har et, der kun tager fem minutter.

Et andet af mine favoritspil er Viticulture, som kombinerer brætspil og en anden af mine store hobbyer: vin. Jeg kan også godt lide Food Chain Magnate, Istanbul, Tokaido og The Castles of Burgundy. Du skal kunne tænke strategisk for at være god til komplicerede brætspil, men du behøver ikke kunne sætte store excelark op og trække statistikker ud af dem. Du skal kunne tage beslutninger og interessere dig for, hvordan de påvirker spillet. Der findes et miljø i miljøet, hvor spillerne går meget op i at pointmaksimere, score så højt som muligt og forsøge at vinde og finde de bedste strategier. Jeg gider ikke maksimere. For så skal man spille det samme hele tiden og med folk, der går op i det på samme måde. Så bliver det en sport, og jeg vil gerne spille mange forskellige spil og prøve nye spil. Det er fuldstændig ligegyldigt, om jeg vinder eller taber. Kun når jeg spiller med min lillebror, er det sjovest at vinde. Men det er ikke noget, vi bliver uvenner over.

Brætspil er en privat ting. Ikke som religion, men det er noget, du som regel spiller i dit eget hjem. Men der er også store brætspilscaféer og messer, hvor man kan dyrke miljøet lidt mere. Jeg var på messe i Essen i Tyskland i oktober. Essen er kendt for kulminen lige uden for byen og brætspilsmessen. Der var 180.000 mennesker på fire dage. Jeg talte for fire, for jeg var der alle fire dage.

Bastard Café i København var den første brætspilscafé i Danmark, men der er åbnet en del siden. Der er to i Aalborg, den i Aarhus åbner sin anden lokation inden længe, der er lige åbnet én i Kolding, der er en i Vejen, og mange biblioteker laver brætspilsdage. I Odense har vi Papas. Der er altid mange mennesker og virkelig god stemning. Man må gerne gå op i spillet og komme med udbrud, men hvis man begynder at opføre sig som om, man er fuld, bliver der kigget skævt til én.

Det er nemt at give computeren skylden for, at brætspil er blevet så populære, men det gør jeg så igen. I hvert fald min barndom var meget præget af computerspil. Det var sådan, jeg slappede af. Men det er også gået hen og er blevet for meget. Nu har jeg et job som jurist i GLS, hvor jeg kigger ind i en skærm det meste af dagen, og så begynder det at være knap så sjovt. En del af det at spille brætspil er også at komme ud og være sammen med mennesker. Den sociale del er den vigtigste.

At spørge mig til det spil, jeg selv er ved at udvikle, er som at spørge en endnu ikke udgivet forfatter om sin ikke-udgivne bog. Jeg håber, mit spil en dag bliver udgivet, men jeg forventer det ikke. Det er et spil, der er en kærlighedserklæring til Concordia, til Great Western Trail, til Food Chain Magnate. Mange af de ting, jeg kender fra spil i den kategori, man kalder eurogames. Det startede, da en af de andre guruer fra Papas flyttede til Østrig. Vi jokede med, at der skulle være et spil om Bregenz ved Bodensøen. Den idé har så groet i mig, indtil den spirede frem. Spillet handler om at køre turister rundt om Bodensøen.

Hvis vi skal blive i boganalogien, så har jeg skrevet, hvad kapitlerne skal handle om, men jeg er ikke helt nede i detaljen. Jeg tror godt, man kan sammenligne det at udgive et brætspil med at udgive en bog. Det skal være godt lavet, du skal igennem en milliard kladder og tjekke, at hver enkelt lille del står knivskarpt. Så kan du kontakte udgivere. 

Er det en drøm at få lov at leve af ens hobby? Ja, det er det. Er det realistisk? Nej. Det ville kræve, at jeg brugte meget mere tid på det, og jeg har taget en lang videregående uddannelse og arbejder inden for et felt, som er spændende. Det er kun af kærlighed til brætspil, jeg gør det. For mig er det lidt ligesom, når andre strikker. Det er den skabertrang, man nogle gange får.

Andreas Esbechs tre favoritter
Concordia:Det er mit favoritspil og handler om handel i Middelhavet, og der er meget lidt, der er tilfældigt. Det handler kun om, hvad du og din modstander gør, og spillet hjælper dig til at udføre den strategi, du vælger. Man kan godt gøre tingene dyrere for hinanden, men man kan ikke blokere for hinanden, og derfor bliver man færdig på samme tid. Jeg har spillet det med en ven, der ikke er brætspilserfaren, og jeg vandt vist med 121 mod 120. Ikke fordi spillet er tilfældigt eller hun var heldig, men fordi det er så forholdsvist nemt og intuitivt at gå til.

Viticulture:

Kombinerer to af mine hobbyer: brætspil og vin. Jeg går op i vin og har også været på vinture med gutterne. En dag sad jeg og tænkte over, at jeg i brætspil får lov at handle med ressourcer i det gamle Rom, smadre zombier og bygge ude i rummet og på planeter. Jeg må også kunne få lov at lave vin. Jeg BoardGameGeek'ede det - BoardGameGeek er en detaljeret database med oplysninger om alle brætspil - og fandt Viticulture. Jeg faldt pladask for det. Forsimplet forklaret handler det om at drive en vingård, lave god vin og sælge den. Man sidder og taler om, hvordan man laver vinene, og i forhold til en rigtig vingård mangler der faktisk ikke ret mange steps. Man behøver ikke drikke vin samtidig, men det er meget anbefalelsesværdigt. Og måske kan man lave en ordentlig gang bolognese, der har stået og trukket, så man efter spillet kan få noget ordentlig toscansk mad.

Flamme Rouge:

Jeg går op i cykelsport og ser Tour de France, når jeg kan komme af sted med det. Spillet er super enkelt. Det er et væddeløbsspil, hvor man bygger en cykelbane og får to ryttere hver: en sprinter og en bjergged eller rouleur, som det hedder. Man har en stak kort og må rykke det antal felter, der står på kortet. Men man kan få mere fart på ved at udnytte slipstrømmen efter andre ryttere, så der er en placeringskamp. Og lægger man sig helt i front, risikerer man at få udmattelseskortet. Jeg kalder det Lars Bak-kortet, for det er altid der, han ligger. Så kører man på felterne. Der er stigninger og nedkørsler, så du kan komme af med din udmattelse, og der er brosten. Nogle af dem er nederdrægtige. Hvis man er bare lidt interesseret i cykelsport, kan du mærke, hvordan spillet virkelig kommer til live. Der er - uafhængigt af spillet - udviklet en app, så du kan spille spillet som et etapeløb, hvor man kan måle tidsforskellen mellem deltagerne. I sig selv spiller man det som en enkelt etape.

Blå bog
Andreas Esbech, 31, bor i Odense, er vokset op i Lumby og har bortset fra et år i England boet hele sit liv i Odense.Han er uddannet jurist og arbejder hos GLS.

Foruden brætspil går han op i vin, mad og fodbold, hvor han holder med Tottenham og OB.

Hans Instagram-profil er dedikeret til hans brætspils-passion. Du kan følge ham via profilen a_esbech.