Det lyder mest af alt som en blanding af en forpint kat og en racerbil, der accelererer - det langtrukne vræl i natten, der oplyses af månens sølvagtige skær.

I en lysning på jorden ligger ådslet af en dværgkænguru, og på hver sin side står to tasmanske djævle med blottede tænder og truer hinanden. Pludselig griber den ene fat i ådslet, men den når ikke langt, før dens konkurrent også får godt fat og trækker i den modsatte retning, til den får vredet en luns kød løs. Den når imidlertid ikke at æde det, for fra buskadset kommer endnu en djævel til syne - en stor hun på størrelse med en bulldog.

- Det plejer ikke at være nødvendigt for hende at true de andre, siger guiden dæmpet.

Og ganske rigtigt. De to andre djævle fortrækker, så snart de får øje på deres artsfælle og overlader natmaden til hende.

Med "Devils in the Dark" på Tasmaniens østkyst får besøgende mulighed for at se de ikoniske pungrovdyr på nærmeste hold fra et skjul i det flere hektar store indelukke, dyrene befinder sig i. Der er tale om vilde dyr, men de er isoleret fra deres frænder, og det er der en meget god grund til - flokken er nemlig blandt de få raske dyr på den australske ø.

- Der er områder på Tasmanien, hvor vi har mistet op mod 100 procent af djævlene, fortæller guiden.

I midten af 1990'erne ramte en mystisk kræftsygdom dyrene. Sygdommen medfører store svulster i deres ansigter og forhindrer dem i at æde, så de sulter ihjel - og som regel dør de, før de når at få unger. Samlet set er 95 procent af de tasmanske djævle bukket under for kræften, der smitter gennem de bid, dyrene ofte giver hinanden, når de i flok går om bord i et nedlagt bytte eller et ådsel.

Australierne har imidlertid ikke tænkt sig at se til, mens djævlene uddør. Videnskabsfolk arbejder på at udvikle en vaccine, og rundt om på mindre øer og isolerede dele af Tasmanien forsøger forskere og frivillige at isolere raske dyr, som kan udgøre grundstammen for en ny bestand, hvis det værste skulle ske.

Masseuddøen

De tasmanske djævle er langt fra den eneste dyreart, der får en hjælpende hånd fra mennesket - og det er der i dén grad brug for.

For nylig kunne medierne fortælle, at den sidste han af arten nordligt hvidt næsehorn var død. Da der kun er to hunner tilbage, er det så godt som sikkert, at verden snart må sige farvel til dem for evigt.

Kort efter meddelelsen om næsehornet advarede 550 eksperter fra mere end 100 lande i en rapport om konsekvenserne af menneskets rovdrift på naturen - en advarsel, der langt fra er enestående. Sidste år udkom en rapport fra Verdensnaturfonden og to universiteter i Storbritannien og Australien, som konkluderede, at frem mod 2080 står regioner som Amazonas, Afrikas regnskove, Arktis og de australske ørkener til at miste halvdelen af deres dyre- og plantearter - og det er endda under forudsætning af, at de globale temperaturstigninger kan begrænses til 2 grader. Mislykkes det, kan udryddelsen nå niveauer på mellem 60 og 90 procent.

- Vi står midt i en biodiversitetskrise skabt af mennesket som følge af vores pres på naturen - det, som nogle forskere kalder den sjette masseuddøen, forklarer Bo Normander, der er tidligere programleder for biodiversitet og skov i Verdensnaturfonden og ph.d. i mikrobiologisk økologi.

Han understreger dog, at selv om det ser sort ud for verdens dyr og planter, er der lys i mørket.

Kæmpepandaen overlever

Således samledes forskere og ngo'ere sidste år i London for at sætte fokus på succeser rundt om på kloden, hvor det er lykkedes at redde arter fra udryddelse. Og selv om eksemplerne på ingen måde er nok til at standse den katastrofale udvikling, spiller de en vigtig rolle i forsøget på at råbe verden op, forklarede en af arrangørerne, Mike Hoffman fra Zoological Society of London, til den britiske avis The Guardian:

- Problemet er, at offentligheden som regel kun hører de dårlige nyheder. Succeser bliver glemt. Det medfører, at folk tror, at det er umuligt at gøre noget ved udryddelsen af de vilde dyr, men det passer ikke. Var det ikke for naturbevarelse, ville verdens tilstand være langt værre, end den er i dag.

Et af de mest berømte eksempler er uden tvivl kæmpepandaen. Årtiers arbejde i Kina førte for halvandet år siden til, at den sort-hvide bamse blev flyttet fra den internationale liste over udryddelsestruede arter og over i gruppen af sårbare arter. Siden 2003 er bestanden af vilde pandaer i de kinesiske bambusskove steget med 17 procent, og der er nu planer om at samle de beskyttede områder i ét stort reservat på størrelse med Jylland.

Og det kommer ikke kun pandaen til gode, fortæller zoolog og konstitueret direktør for Odense Zoo, Nina Collatz Christensen:

- Det giver god mening at fokusere på de såkaldte flagskibsarter som kæmpepandaen, orangutanger og afrikanske elefanter, for folk er generelt ret ligeglade med fluer og biller, men når det lykkes at redde eksempelvis kæmpepandaen, følger resten af økosystemet i området med.

Hun peger på den gyldenhovede løvetamarin, en abe med smuk orange pels fra Brasiliens regnskove, som et godt eksempel. I takt med at regnskoven fældes, begrænses abernes levesteder til små "øer", hvor der er risiko for indavl. Løsningen har været at skabe korridorer af skov mellem "øerne", så tamarinerne kan finde partnere fra andre områder, når de skal parre sig - og korridorerne benyttes naturligvis også af alle mulige andre arter.

Bo Normander understreger, at forskere og organisationer har et vigtigt ansvar for at formidle den historie, der rækker ud over den enkelte art, så det ikke kun handler om blåhvaler, pandaer eller elefanter.

- At fokusere på de her paraplyarter, som trækker mange andre arter med sig, er en meget effektiv måde at sikre naturbevarelse på, og det skal vi fortælle folk for at sikre opbakningen internationalt, siger han.

Det er aldrig for sent

Faren er nemlig, at den overordnede historie om den menneskeskabte masseuddøen kommer til at skygge for det faktum, at det faktisk er muligt at gøre en forskel. Et studie, som blev offentliggjort i det videnskabelige magasin Science i 2012, anslog således de årlige udgifter til at sikre verdens dyreliv til 80 milliarder dollars. Det lyder måske af meget, men det svarer rundt regnet til en femtedel af det beløb, verden bruger på sodavand i løbet af et år.

- Det er aldrig for sent at gøre noget, og det nytter også, selv om det ser sort ud. Alternativet er jo at ødelægge det, vi har tilbage, siger Bo Normander.

Han bakkes op af Nina Collatz Christensen:

- Så længe vi ikke giver op, nytter det.

På Tasmanien nægter såvel eksperter som almindelige borgere også at give op. Rundt om på øen hjælper frivillige med at slæbe trafikdræbte dyr væk fra vejene, så de tasmanske djævle ikke bliver kørt ned, når de æder af ådslerne, og i laboratorier og i naturen kæmper forskere for at finde en løsning.

For nylig indfangede et forskerhold en halv snes djævle og gav dem en eksperimentel vaccine. Dyrene fik en mikrochip under huden, så forskerne kunne følge dem, og foreløbig er ingen af dyrene blevet syge.

- Det er selvfølgelig et meget lille antal dyr i forsøget, men i det mindste har vi langt om længe et håb for djævlene, siger guiden, mens fire af rovpungdyrene nærmer sig ådslet af dværgkænguruen og højlydt brokker sig over den stærke hun, der stadig ikke har tænkt sig at dele.