Bøger: Havde lærerinden Karen Jeppe en hemmelig kærlighed i Armenien, mens hun arbejdede dér og kom alt for tæt på det armenske folkedrab?

Se, dét spørgsmål vil de fleste, som kender historien om hendes store og uegennyttige indsats nok stille sig lidt afvisende over for. Men på den anden side...

Han hedder Talip og var kurdisk oprørsleder. Og han spiller en ikke uvæsentlig rolle i bogen "Karen Jeppe - At tænde lys i mørket", skrevet af præsten og forfatteren Elisabeth Lyneborg.

Bogens præmisser bliver angivet allerede på forsiden: "Dokumentarisk roman". Eller med andre ord en historie, der tager sit afsæt i Karen Jeppes liv og historie - og tillader sig at bygge videre på de dokumenterede fakta.

Kz-lejre og dødsmarcher

Karen Jeppe er en fascinerende skikkelse.

Hun kom til verden 1876 og voksede op i Gylling ved Odder. Tidligt blev hun optaget af beretningerne om, hvordan tyrkerne forfulgte det armenske folk, og i 1903 rejste hun til den armenske by Ufa i det sydøstlige Tyrkiet, hvor hun overtog ledelsen af et stort børnehjem.

Her oplevede hun i årene 1914-1918 det folkedrab, som Tyrkiet den dag i dag afviser fandt sted. Millioner af armenere blev dræbt eller døde i koncentrationslejre eller på dødsmarcher. Karen Jeppe gjorde, hvad hun kunne, for at hjælpe det dødsdømte folk, og det lykkedes hende at redde mange, inden sygdom i 1918 tvang hende til Danmark.

I 1921 vendte hun tilbage og slog sig ned i syriske Aleppo, hvortil mange armenere var flygtet. Hun fortsatte sin indsats for at hjælpe flygtningene, bl.a. ved at oprette børnehjem, skoler og små håndværks-virksomheder.

I 1935 døde Karen Jeppe som 59-årig af malaria. Men armenerne har ikke glemt hende. Hun kaldes "Armenernes danske mor", en skole i Aleppo bærer hendes navn, og i Gylling kommer jævnligt armenere på besøg for at mindes hendes indsats.

Dialoger og miljø

Kort sagt en gribende historie om et usædvanligt menneske - og på sin vis oplagt at omsætte til roman.

Elisabeth Lyneborg følger langt hen ad vejen den virkelige historie om Karen Jeppe og iklæder den dialoger og miljø. Hun gør det, så man som læser får et klart og letlæst indtryk af kvinden, der gav sit liv til Armenien. Og uden at svælge i folkedrabets bestialiteter tegner hun et billede, så man tydeligt mærker, hvor magtesløs og fortvivlet Karen Jeppe må have følt sig, mens tyrkerne hærgede.

Selvfølgelig kan man diskutere Talips rolle. Muligvis har han været der, også selv om han (så vidt jeg ved) ikke optræder i de officielle beretninger om den danske udsendings liv. Og Elisabeth Lyneborg får via ham gjort opmærksom på, at Karen Jeppe var ikke kun armenernes mor, men også kvinde.

Spørgsmålet er så, om der egentlig er brug for en dokumentarisk roman. Der findes glimrende bøger om det armenske folkedrab og om Karen Jeppe. Om man foretrækker dem, eller hellere vil have historien på Elisabeth Lyneborgs facon - ja, det bliver i høj grad en smagssag.

Dokumentarisk roman

Elisabeth Lyneborg

"Karen Jeppe - At tænde lys i mørket"

Hovedland, 166 sider