Tre generationer af gravere

Her ses de tre gravergenerationer foran Sødring Kirke. Foto: Annelene Petersen
Foto: Annelene Petersen

Tre generationer af gravere

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mormor, mor og nu barnebarn har bestridt stillingen.

Mormor (og morfar) var graver, mor var graver, og nu er tredje generation det samme. Fælles for dem alle er, at de har holdt - og holder - meget af arbejde, omend det er bundet op på op- og nedringning af solen alle dage.

De tre er henholdsvis Lis Sørensen, 82 år, bosat i Råby, hendes datter, Ruth Hansen, 61 år, bosat i Udbyhøj Nord, og Bjarne Pilgaard Hansen, 40 år, ligeledes bosat i Udbyhøj, faktisk i et hus lige op ad sin mor.

Det hele begyndte i 1968. Lis Sørensen og hendes nu afdøde mand, Henning, drev et landbrug på Knejsted Mark. Henning Sørensen var besværet af astma og bronkitis. Specielt luften i staldbygningerne var et problem for ham.

Men en skønne dag kom et medlem af Råby Menighedsråd forbi. Om ikke det var noget for Lis og Henning Sørensen at blive gravere?

Sådan begyndte 20 års arbejde på kirkegårde og i kirker, de fleste alene ved Råby Kirke, men i seks år var Lis og Henning Sørensen også ansat ved Sødring Kirke.

Dengang var der ikke maskiner til rådighed. Grave skulle graves med håndkraft. Lis Sørensen husker, hvordan hendes mand ofte tog af sted midt om natten, så det hårde arbejde ikke skulle foregå i bagende sol.

Lis Sørensen husker også en ubehagelig oplevelse fra parrets første begravelse, tilmed af en onkel til Henning Sørensen. Under arbejdet med den nye grav stødte han nemlig på en barnekiste, som ikke var blevet registreret.

I dag sker gravearbejdet ved hjælp af en entreprenør.

»Ja, I har det godt nu om stunder«, lyder det kærligt drillende fra mormor til barnebarnet.

Kirkegården i Råby bød på særlige problemer på grund af det stærkt skrånende terræn. Lis Sørensen husker således, hvordan hun bogstaveligt talt med et reb blev spændt for trillebøren, som hendes mand så styrede.

Til arbejdet hørte naturligvis også at kime ved særlige lejligheder. Det foregik på den måde, at Henning Sørensen satte sig op til klokken og slog på den med en hammer.

Kravet var, at der skulle kimes en time, afbrudt kun af en kort ringning, som Lis Sørensen forestod - hun kan kunsten endnu, kan vi fortælle.

En dag op til jul sagde nu afdøde provst Arne Pedersen til Henning Sørensen, at han ikke skulle sidde oppe i tårnet og fryse en hel time - en halv var nok. Og sådan blev det.

Pyntegrønt op til jul klippede Lis og Henning Sørensen selv.

I øvrigt fortæller Lis Sørensen, at klokken i Råby Kirke er nemmere at betjene end klokken i Sødring - den er simpelthen lettere.

Med varme i stemmen fortæller Lis Sørensen, at både hun, hendes datter og nu barnebarnet altid har fået ros for deres arbejde.

I 2007 rykkede næste generation i skikkelse af Ruth Hansen så ind på kirkegården i Sødring,

Ruth Hansen havde i en årrække arbejdet som syerske, men allerhelst ville hun arbejde i det fri, og beslutningen om at blive graver har hun aldrig fortrudt.

»Det er et godt arbejde, når bare man passer det, og ingen skal tro, at det er ensomt. Der kommer mange besøgende på en kirkegård, og de vil gerne have en sludder«, fortæller Ruth Hansen, der - præcis som sin søn har nu - havde ca. 70 procent arbejdstid ved Sødring Kirke og resten ved Råby Kirke.

Kunsten at ringe med kirkeklokken lærte Ruth Hansen ved at lægge vejen forbi sin forgænger nogle gange.

»Det er jo ikke noget, man kan øve sig på«, konstaterer Ruth Hansen med henvisning til, at ringer en kirkeklokke i utide, er det stadig i vore dage tegn på, at noget er galt.

Ruth Hansen fortæller i samme forbindelse, at de ni, tre gange tre, bedeslag, som signaler til organist og præst, at den kirkelige handling skal begynde, kræver en særlig teknik. Kun den ene side af klokken slås an. Hun røber, at hun bestemt da har prøvet at begå en fejl, netop med bedeslag, og får indforståede nik fra mor og søn.

Efter fem år som graver gik Ruth Hansen på efterløn. Mængden af papirarbejde - eller rettere it-arbejde - brød hun sig meget lidt om.

»Der er faktisk noget mere, end de fleste nok tror«, siger Ruth Hansen.

Den 1. oktober 2014 og efter et par andre ansættelser overgik arbejdet som graver så til tredje generation.

For Bjarne Pilgaard Hansen har vejen til stillingen ikke været den lige. Egentlig var han gået i lære som automekaniker, men en trafikulykke kom i vejen, og i stedet arbejdede han som fisker med en kutter fra Bønnerup. Faget kendte han fra sin far.

Efter fem år som fisker tilbragte Bjarne Pilgaard Hansen lige så lang tid på at samle mejetærskere på Dronningborg Maskinfabrik. En gammel interesse for økonomi fik ham til at uddanne sig til finansøkonom i Hobro med sigte på ansættelse i en bank. Men da den lod vente på sig, fik han i stedet job i Dansk Supermarkeds likviditetsafdeling i Højbjerg ved Aarhus.

»Men det var ikke lige mig at sidde bomstille hele dagen«, fortæller Bjarne Pilgaard Hansen, som efter 15 måneder sagde op og i stedet kom til at arbejde som tilbudsgiver til private i XL Byg i Øster Tørslev.

Helt som sin mormor og mor siger Bjarne Pilgaard Hansen, at beslutningen om at blive graver har været god:

»Det er det bedste, jeg endnu har beskæftiget mig med«, lyder det.

Man kan godt kalde kirkebetjeningen i Sødring og Råby for noget af et familieforetagende.

I de to kirkers kor synger nemlig ikke færre end fem oldebørn/børnebørn af Lis Sørensen og Ruth Hansen - der er også familiemedlemmer i aktivitet, når sognepræst Uffe Espelund Klausen går på prædikestolen - sønnen Ulf er nemlig organist, og en anden søn, Sune, er kirkesanger.

Tre generationer af gravere

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce