Vi bruger cookies!

amtsavisen.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.amtsavisen.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Indbrud koster Maria hendes livsværk

Efter tredje indbrud fandt Maria Kristiansen to kæppe, som drengen havde haft med ind i butikken. Foto: Annelene Petersen

Indbrud koster Maria hendes livsværk

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Et indbrud ser ud til at koste Maria Kristiansen hendes livsværk. Manglende forsikring betyder, at hun ikke kan få erstatning, selvom hun ved, hvem der har begået indbruddet og det hærværk, som har ødelagt store dele af hendes garnlager.

Grenaa: Mandag 1. august kom Maria Kristiansen hjem til sit hus på Kløvhøjvej 18, hvor også hendes garnforretning, Speedyneedle, har adresse. Da hun åbnede sin hoveddør, så hun, at køkkenskabene stod åbne og gulvet flød med diverse madvarer. Garnet på hylderne var blevet oversprøjtet med appelsinsodavand og andre klistrede væsker. Det var tredje gang på under en måned, butikken havde haft indbrud. Denne gang var det værre end før, og mistanken faldt straks på en bestemt dreng fra institutionen Regensen, som næsten er nabo til hende.

- Jeg kendte drengen fra tidligere, og jeg vidste, det var ham, der stod bag de to første indbrud. Jeg blev virkelig chokeret over de store ødelæggelser, han havde lavet , og jeg blev med et bare bombet tilbage til start, lyder det fra Maria Kristiansen.

I juni måned stak den pågældende dreng af fra Regensen. Her mødte Maria Kristiansen ham og fik en snak med ham.

- Han fortalte mig, at han ville begå indbrud i brugsen i Voldby og drikke sig ihjel. Jeg tog ham tilbage til Regensen og senere kom han også til te her. Den sidste gang, han var her, lå der penge fremme, og lørdagen efter blev det første indbrud begået, fortæller Maria Kristiansen.

Maria er træt af at skulle kæmpe

Utrygheden

11. august er Maria Kristiansen ude at gå en aftentur med sin hund. Her møder hun drengen, som har begået indbrud i hendes butik.

- Han kigger på mig og spørger, om jeg er bange nu, fortæller Maria Kristiansen, der ikke er meget for at indrømme det, men hun er faktisk bange.

Hun er bange for, at drengen skal komme tilbage igen, hun er bange for, at der skal ske hendes dyr noget, og hun er bange for, at hendes forretning aldrig kommer til at køre igen.

Lige nu står hun med et varelager, der er overhældt med sodavand og derfor usælgeligt. Hun har ingen forsikring, hvilket hun erkender er dumt, og hun kan ikke få erstatning for det ødelagte garn.

- Jeg har bygget denne forretning op fra ingenting. Jeg havde ingen penge, da jeg startede for 11 år siden, og derfor havde jeg ikke råd til en forsikring. Nu er den blevet så stor, og jeg har en masse garn på lager, og så burde jeg selvfølgelig have købt en forsikring, siger hun.

Hun tjener ikke styrtende med penge på butikken, men den giver hende noget at lave hver dag, og derfor betyder den meget for hende.

Hun har boet i huset i 20 år og har aldrig tidligere haft problemer med de unge fra Regensen, men nu vil hun væk.

- Jeg føler, jeg bliver fordrevet herfra. Jeg tør ikke gå ud, fordi jeg er bange for, hvad de kunne gøre mod mig, og om de igen begår indbrud, mens jeg er væk, fortæller hun og fortsætter:

- Jeg har ikke noget imod at være nabo til en institution som denne, men jeg synes bare ikke, der er styr nok på de unge mennesker. Det er en åben institution og derfor kan de unge gå frit omkring og gøre, hvad de vil. Det forstår jeg ikke, siger hun.

Flyttesalg

På Speedyneedles hjemmeside står der med store bogstaver, at der holdes flyttesalg. Det er ikke med Maria Kristiansens gode vilje, men hun ser ingen anden udvej end at flytte sin forretning. Men hun ved ikke hvor eller hvornår.

- Jeg har sådan set slet ikke råd til at flytte og med udsigten til, at jeg ikke får nogen erstatning, så har jeg da slet ikke råd, siger hun.

Maria Kristiansen er stadig i gang med at tælle de beskadigede ruller garn op. Hun er indtil videre nået til godt 20.000 ruller, der enten er klistrede eller har små dråber af appelsinsodavand på sig og derfor også er usælgelige.

- Det er uoverskueligt. Hver eneste dag, når jeg står op, træder jeg ind i det her mareridt, som jeg hver dag håber, jeg vågner fra. Jeg kan ikke mere. Min omgangskreds er en fantastisk større, og det varmer, når kunder skriver til mig eller grossister tilbyder mig billigt garn, men jeg står stadig helt alene med det her. Jeg har ikke nogen at sparre med. Jeg har min hund og mine katte, og de er det eneste, der holder mig fra at løbe væk, siger hun.

Mens hun går og tæller de beskadigede garnruller op, må hendes butik nøjes med at fylde de fem til seks kvadratmeter, der er ledige i entreen. Her pakker hun varer, hun har solgt gennem sit flyttesalg. Det er garn, som lå på lager på første sal, og derfor ikke har taget skade.

Larmer af desperation

Det er tydeligt, sagen påvirker Maria Kristiansen voldsomt. Hun fortæller, hvordan der bare skal en lille bagatel til, før hun begynder at græde. Alligevel ønsker hun ikke medlidenhed.

- Folk skal ikke have ondt af mig, men jeg vil ikke finde mig i at få revet tæppet væk på denne måde. Jeg har ikke sovet de sidste måneder på grund af det her, og jeg føler mig til grin og latterliggjort, og jeg har slet ikke lyst til at stille mig frem på denne måde, men jeg er desperat. Jeg larmer fordi jeg er desperat, siger hun og fortsætter:

- Jeg kan ikke forstå, at min virksomhed og eksistens skal sættes på spil, fordi en dreng ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt.

Maria Kristiansen tror, det kan få vidtrækkende konsekvenser, hvis hun ikke får en erstatning for det ødelagte garn og dermed en chance for at komme på fode igen.

- Det ender vel med, at ingen vil bo herude, spår hun og afslører, at flere i området oplever problemer med de unge.