Lises datter døde efter ti minutter

Lise Dres er ikke i tvivl om, at alle mennesker kan få noget ud af hendes digtsamling, da den handler om almindelige følelser, de fleste kan sætte sig ind i. Pressefoto

Lises datter døde efter ti minutter

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Da Lise Dres skulle føde sit andet barn, endte det dramatisk. 10 minutter efter fødslen døde datteren og blev genoplivet igen. Lise Dres har skrevet en digtsamling om det første år med datteren. Et år, der for alvor satte livet i perspektiv for den lille familie.

Feldballe: Lise Dres tager smilende imod i døren til bindingsværkshuset i Feldballe. Inde i huset knitrer ilden i brændeovnen. Der dufter af friskbrygget kaffe, på den ene væg hænger en guitar.

På trægulvet trisser tre-årige Ida rundt på usikre fødder. Hun har endnu ikke opbygget den store sikkerhed i at bevæge sig rundt på sine to små fødder. Ida udstøder små pibende lyde. Hun tager et kort med et billede af en mælkekarton og rækker det til sin mor.

- Du må gerne få mere mælk, lyder det fra Lise Dres, hvorefter hun skænker mælk i datterens glas.

Det er tydeligt, at Ida ikke er alderssvarende. Lise Dres, der går hjemme og passer datteren, glemmer til tider, at Idas evner ikke rækker til at være en helt almindelig pige, der netop er blevet tre år.

- Måske glemmer jeg lidt, at hun ikke er som andre børn. Det er blevet det nye normale for mig, og heldigvis synes jeg jo bare, at hun er Ida, siger Lise Dress.

At Ida ikke er som alle andre, er der ikke noget at sige til. Hun har i sit korte liv allerede været gennem flere hårde oplevelser, end mange når på et langt liv.

Uden en fantastisk familie havde det været meget sværere at komme gennem den hårde tid, fortæller Lise Dres. Privatfoto
Uden en fantastisk familie havde det været meget sværere at komme gennem den hårde tid, fortæller Lise Dres. Privatfoto

Fødslen

Ida Dres Rosenstjerne blev født 14. december 2014 klokken 20.14 på Skejby Sygehus. Graviditeten var gået efter planen og udover at være lidt hurtigt overstået, gik fødslen også efter bogen.

- Alligevel var det, som om Anders og jeg kunne fornemme, noget ikke var, som det skulle være. Vi spurgte faktisk, om hun var okay, husker Lise Dres.

Jordemoderen forsikrede parret om, at alt var i den skønneste orden. Ida blev vurderet til at ligge på ni ud af ti på apgar score, der viser barnets overordnede sundhedstilstand.

Da Ida var fem minutter gammel, gik det ned ad bakke. Her scorede hun kun fem ud af ti, og ti minutter efter, hun havde forladt det trygge liv i Lises mave, stoppede hun med at trække vejret. De næste fem kvarter døde Ida flere gange, men blev genoplivet hver gang.

Ida havde problemer med at skifte fra fosterkredsløbet til sit eget kredsløb. Det er normalt ikke farligt, men hun havde bare været så langt nede i ikke at ilte sit eget blod, at hun måtte kæmpe for sit liv.

- Det kom helt bag på os, selvom vi havde haft den der underlige fornemmelse fra starten. Men vi gik bare fuldstændigt i chok. Verden brasede sammen. Jeg husker, at jeg sad der på fødebriksen og ventede på, nogen ville komme og sige, at Ida var okay. Det var der bare ingen, der gjorde, fortæller Lise Dres.

Til gengæld fik de en anden besked.

- Der kom en og sagde, at hvis vi gerne ville have hende døbt, så skulle præsten tilkaldes, siger hun.

Ida skulle ikke døbes. Det var hendes storesøster Ronja heller ikke blevet.

Endelig hjemme

Allerede i de første hårde timer af Idas liv knyttede forældrene sig tæt til den lille ny.

- Man var jo bare så meget til stede i hvert eneste sekund, at de føltes som timer. Og så tror jeg også, man knytter sig hurtigere til sit lille barn, når man hele tiden tænker, at det allerede kan være sidste gang, man kysser hende, aer hende og ser hende, lyder det fra Lise Dres.

De næste tre til fire uger var hårde for familien. Lises svigerforældre lejede et hus i Skejby, hvor de boede sammen med Idas storesøster Ronja, der på det tidspunkt var tre år. På den måde kunne hun få noget, der lignede en almindelig jul.

- I de uger vidste vi jo ikke, om hun ville overleve. Flere gange var hun meget tæt på at dø. Det var bare så hårdt at være midt i, og alligevel tvang man sig til at være i det. For hvad nu, hvis man senere fortrød, at man ikke havde været ordentligt til stede i det, spørger hun.

Først en uge inde i det nye år fik Lise og Anders at vide, at de nok skulle få Ida med hjem. Da lægerne havde konstateret, hun ville overleve, blev familien overflyttet til Odense, hvor Ida skulle opereres for en kollapset tarm, som hun indtil da havde været for dårlig til at få ordnet.

To og en halv måned efter fødslen kunne familien endelig komme hjem fra sygehuset.

- Det var underligt. For på en eller anden måde føltes det jo som at komme hjem fra fødestuen. Det var bare lige to og en halv måned for sent, konstaterer Lise Dres.

Mavepusteren

Da familien var kommet hjem fra hospitalet, forventede de, at deres trængsler var ovre. Ida udviklede sig stille og roligt, som en lille baby skal. Da hun var fem måneder, kom der svar på en gentest, som var foretaget på den lille pige.

Resultatet var på ingen måde som ventet.

- Vi fik at vide, at hun havde en sjælden genfejl, som kun 250 mennesker i verden lider. Hun er den eneste i Danmark, fortæller Lise Dres.

Familien fik at vide, at de ikke skulle forvente, Ida nogensinde ville lære at tale, gå eller kommunikere.

- På det tidspunkt lignede hun jo en helt almindelig baby, og vi var totalt uforberedte på meldingen. Jeg havde indtil da haft en følelse af at være vildt heldig, fordi mit barn overlevede. Med et trylleslag forsvandt hele min fremtid. Dagene derefter var præget af tomhed og stilhed, husker hun.

Selvom det er tydeligt, at Ida ikke er som andre børn på tre, så er det mindst lige så tydeligt, at hun allerede har gjort lægernes dommedagsprofeti til skamme. Hun vimser rundt i stuen, leger og griner, når hendes mor siger noget til hende.

- Hun kan meget mere end den dom, der blev sat op. Hun forstår mere, end hun selv kan give udtryk for. Der er jo masser af kontakt, men det er bare en anden form for kontakt, end andre har, fortæller Lise Dres.

Genfejlen, som Ida lider af, gør, at hun ikke selv tager initiativ til at øve sig i ting. Det er hele tiden forældrene, som skal øve med hende.

- Man skal hele tiden holde hende til ilden, indtil det bliver naturligt for kroppen at gøre tingene selv. Ellers glemmer hun simpelthen de ting, hun har lært. Det er et kæmpe ansvar at have som forældre, siger Lise Dres.

Digtene

Gennem den lange indlæggelse med datteren, skrev Lise Dres hver aften digte på sin telefon. At skrive digte lå ikke fjernt for hende, da hun som ung også gjorde sig i genren og senere har udgivet to musikalbum med egne tekster.

Alligevel var det dog lidt en tilfældighed, hun kom i gang med det.

- Min svoger skulle hente nogle ting til mig derhjemme. Han fandt blandt andet nogle digtsamlinger, som han tog med. Blandt dem var en digtsamling af Tove Ditlevsen. Heri læste jeg de to første vers af Til mit døde barn. Jeg turde ikke læse, hvordan digtet sluttede og bestemte mig for selv at begynde at skrive digte om mine oplevelser og følelser, fortæller Lise Dres.

I alt fik hun skrevet omkring 400 digte. Af dem har hun netop udgivet 122 digte i digtsamlingen Det første år. En digtsamling, som sætter ord på, hvilke følelser man går igennem som forældre til et sygt barn.

Flere af digtene handler også om storesøsteren Ronja, og hendes oplevelse af at få en handicappet lillesøster.

Din søster

Din søster kan ikke lide slangerne Hun synes de er dumme

Hun siger hospitalet skal lukke så du kan komme hjem

- Det var noget, Ronja sagde en dag, og det var bare et godt billede på, hvordan hun havde det. For hvis hospitalet lukkede, ville Ida ifølge Ronjas logik jo komme hjem. Sådan er det for eksempel i børnehaver, lyder det fra Lise Dres.

Det har betydet meget for hende at få sat ord på følelser og tanker, og hun vil anbefale alle, der går gennem det samme, at skrive ord og tanker ned, også selvom man ikke kan digte.

- Det kan være svært for andre at bruge så meget tid på at høre på ens historie, som man har brug for at fortælle igen og igen. Nogle gange kan man ikke tale om andet, og det stiller store krav til omgivelserne at lægge øre til hele tiden. I digtene har jeg kunnet give det den plads, det skulle have, siger hun.

Ord har fyldt meget gennem forløbet med Ida, både i form af sange og fortællinger. Det havde dog en konsekvens for Lise Dres, da familien igen var samlet i hjemmet.

- I lang tid, mens Ida var indlagt, måtte vi slet ikke røre ved hende. Det kunne slå hende ihjel. Men vi måtte gerne tale til hende og synge for hende. Jeg sang for hende hele tiden. Jeg sang for hendes overlevelse. Da vi kom hjem, og jeg bare skulle synge for min egen fornøjelses skyld, så føltes det helt fladt og ligegyldigt at synge. Så der gik faktisk lang tid, hvor jeg ikke rigtigt sang, efter vi kom hjem, fortæller hun.

Så tæt på

Det har sat dybe spor i Lise Dres gang på gang at være så tæt på at miste lille Ida. Oplevelserne har lært hende at leve i nuet, hvilket Lise ser som en gave.

Den største gave er dog, at familien fik lov at beholde Ida.

- Der ligger en kirkegård tæt på, hvor jeg boede som barn. En dag kom jeg tilfældigvis forbi. Jeg så en grav, hvor et barn var blevet begravet dagen før. Der var helt vildt mange blomster. Jeg standsede op. Stod bare der og genoplevede alle følelserne fra Idas hårde start. Jeg stod der og følte glæde over, at jeg stadig havde Ida, husker hun.

Noget tid efter hun kom hjem med Ida, tog hun sig også sammen til at læse digtet af Ditlevsen færdigt. Her blev hun ramt af samme følelse.

- Det er jo et enormt stærkt digt, og hvor er jeg taknemmelig for, at Idas historie ikke ende som digtet.

Lises datter døde efter ti minutter

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce