Den svære slutning: Demens presser os ud, hvor vi ikke kan bunde

Frederik Lindhardt fortalte i Centralværkstedet i Værkmestergade om forholdet til sin demente far. Foto: Flemming Krogh

Den svære slutning: Demens presser os ud, hvor vi ikke kan bunde

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Frederik Lindhardt kom tæt på sin far, den tidligere biskop i Roskilde, inden han døde. Men sygdommen gjorde det hårdt.

AARHUS: "Demens handler om tab og sorg. Sygdommen udfordrer samfundet og passer ikke ind i det moderne liv, hvor alle historier skal ende lykkeligt, hvor helten reder trådene ud til sidst. Men her er ingen helte. Vi er vant til kontrol med vores liv. Et godt liv er et liv i kontrol. Men et liv med demens er uforudsigeligt. Det er indvikling og afvikling og ingen udvikling."

Det mener Frederik Lindhardt. Selv om han kun er 29 år, har han haft demens tæt inde på livet. Hans far, Jan Lindhardt, tidligere biskop i Roskilde, var dement, inden han døde, 76 år gammel.

Sønnen har skrevet en bog om det, "Lidt af far", og tirsdag fortalte cand.mag.en i retorik om faderens sidste år. Det skete ved en konference om demens på Centralværkstedet i Aarhus. Der var næsten 200 deltagere, og 95 procent var kvinder.

Demens
Knap 90.000 i Danmark har diagnosen demens.

Cirka 400.000 bliver ramt som pårørende.

Der registreres cirka 7000 nye tilfælde om året.

60 procent af demenstilfældene er forbundet med Alzheimers sygdom. I dag kender man cirka 200 former og årsager til demens.

Der findes ingen helbredende behandling.

Kilde: Bogen "Livet skal leves, også med demens" af Pia Brændstrup, Jens Hansen og Maria Tønnersen.
95 procent af deltagerne var kvinder.  Med mikrofonen i hånden taler Anne Moeslund fra Demens-Centrum under Aarhus Kommune. Hun oplever, at mange retter på de syge. Det er nedværdigende. Både pårørende og den syge skal tage imod sygdommen og tale til den syge hjerne, for den raske er væk, mener hun. Foto: Flemming Krogh
95 procent af deltagerne var kvinder. Med mikrofonen i hånden taler Anne Moeslund fra Demens-Centrum under Aarhus Kommune. Hun oplever, at mange retter på de syge. Det er nedværdigende. Både pårørende og den syge skal tage imod sygdommen og tale til den syge hjerne, for den raske er væk, mener hun. Foto: Flemming Krogh

Fødselsdagen

Jan Lindhardt fik Alzheimers sygdom i 2012 og døde i 2014, og inden fik han sagt til sønnen: "Du skal gøre reklame for demens". Ja, sagde sønnen, med små bogstaver.

- Jeg vil håbe, at I møder mig som en, der har noget at fortælle, sagde min far, og der er ikke noget, jeg hellere ville. Han havde meget at fortælle, men at bringe det videre er lettere sagt end gjort. Det var svært at ramme ham på hans frekvens. Det kunne han fornemme, og han sagde til os: "Kom ned fra jeres raske hest", forklarede Frederik Lindhardt.

Helt galt med forståelsen blev det på Jan Lindhardts 75-års fødselsdag, der blev holdt i Odense med familien - der var seks børn, fire piger og to sønner.

- Vi spillede et spil og fik forskellige af hans roller gennem livet. Han havde glemt dem, så vi ville forsøge at huske dem. Vi spillede dem, og han skrev noter, kruseduller, og da vi var færdige, rejste han sig og sagde noget. Men det hang ikke sammen. Han vrøvlede, kunne ikke finde ordene, røg ud af 17 tangenter og var ikke sig selv. Alligevel lykkedes det os at møde ham som en, der havde noget at fortælle, for vi hørte mere end de ord, han sagde, fortæller Frederik Lindhardt.

Relationer betyder alt

Demens piller ved relationerne til dem, vi holder af, og vi må erkende, at vi ikke kan stå alene med det, mener Frederik Lindhardt.

- Vi var ikke far og søn, som vi ellers havde været. Mine forældre havde et sommerhus ved Fuglsøvig på Mols, og det var hans sted. Vi tog ham med dertil i hans sidste sommer. Vi syntes, han skulle have den oplevelse, selv om den krævede hjælp fra hjemmeplejen på stedet. Jeg husker en situation tydeligere end noget andet: Det var tirsdag. Klokken var 12.30, og han skulle op af sengen. Jeg gav ham sko på, bandt hans snørebånd, og han smilede ... Det står aldeles tydeligt for mig, jeg husker alle detaljer i lokalet, alt omkring mig. Men hvorfor? Fordi det her var, hvad vi kunne være sammen. Det var ret rart, siger Frederik Lindhardt.

Han har konkluderet, at vi lever med hinanden, men også af hinanden. Af relationer til andre. Det definerer vores liv. Vi er afhængige af hinanden, af alle mennesker omkring os, og det ændrer sig ikke, fordi man bliver syg af demens. Det er vigtigere at fokusere på liv end på sygdom, siger Frederik Lindhardt.

Rettede for meget

Han giver svaret på spørgsmålet: Hvad kan man gøre for en dement person?

- Der findes ikke noget hurtigt svar, et quickfix. Vi skal møde mennesker med demens med respekt og værdighed og aldrig stoppe med at gøre reklame for sygdommen - med små bogstaver, siger Frederik Lindhardt, der mener, at demens kan splitte en familie.

- Det gjorde den ikke hos os, føjer han til.

Sygdommen skubbede ham og faderen tættere på hinanden.

- Vi holdt i hånd, og jeg kyssede ham på panden. Det havde jeg aldrig gjort før, og det gav mening at sidde tæt på ham. Jeg har fået den gave af sygdommen at konkludere, at vi lever af hinanden. Det er det grundlag, jeg lever mit liv på. Vi går på et fundament støbt af mennesker. Jeg kan ikke give en opskrift på, hvad man skal. Man når derud, hvor der ikke er defineret regler for, om det er værdigt. Vi ved ikke, hvad der er rigtigt og forkert, og derfor gør vi noget forkert. Jeg rettede for eksempel alt for meget på min far, sagde Frederik Lindhardt.

Den svære slutning: Demens presser os ud, hvor vi ikke kan bunde

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce