Klumme: Bare operer chippen i mig nu

Illustration: Jens Nex

Klumme: Bare operer chippen i mig nu

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

KLUMME: I fredags fik vi besøg af Rigmor.

Vi kendte ikke Rigmor. Og Rigmor kendte heller ikke os. Men pludselig stod hun og ringede på midt i Disney Sjov, slik og rødvin.

Rigmor var ked af det. Hun var ked at af være til ulejlighed. Hun havde allerede glemt, hvorfor hun ringede på hos os. Hun havde ingen jakke på. Ingen idé om, hvordan hun skulle komme hjem. Ingen anelse om, hvor hun boede. Hun kunne heller ikke huske, hvordan hun var endt på vores dørtrin.

Var hun gået? Havde hun taget bussen? Hun var helt blank. Så vi inviterede Rigmor indenfor.

Til fredagstrætte børn i underbukser. Til resterne af flødekartofler og mørbrad. Til tilbuddet om en kaffetår, mens vi prøvede at finde ud af, hvordan Rigmor kunne komme hjem. Hvor end end hjem måtte være.

Trods megen nøden nægtede Rigmor at tage imod noget så beskedent som en kop kaffe.

- Nej, det er alt for meget. Jeg vil ikke være til besvær. Det er vist noget værre noget, jeg har rodet mig ud i, konstaterede Rigmor, mens hun nysgerrigt spankulerede rundt i vores stue, knugende sin stok.

Rigmor var selvfølgelig ikke til besvær. For pokker da.

Trods sin - og her gætter jeg - fremskredne demens, var det åbenbart gået op for hende, at hun var i problemer. Og så havde hun simpelthen ringet på et tilfældigt sted. Heldigvis.

Og der var faktisk flere ting, Rigmor kunne huske. Sit navn. At hun var født i 1923 og altså måtte være omkring 95 år gammel. At hun havde tre børn. Navnene var hun lidt i tvivl om, men angiveligt boede de alle i København. Hendes far var i øvrigt præst, lod hun forstå.

Selvom hun var overbevist om, at hun stod til en ordentlig skideballe, mente hun, det var bedst, hvis vi fik fat på ham. Så kunne han komme og hente hende. Om vi ikke kunne ringe til far?

Nå.

Men.

Det kunne vi jo desværre ikke. Vi fortalte ikke Rigmor, at hendes far for længst måtte være død. Vi kunne heller ikke, trods smalltalk og endnu flere spørgsmål, regne ud, hvor Rigmor hørte hjemme. Der blev tjekket nyhedssites, googlet navne og så videre. Men forgæves.

Egentlig ville vi bare gerne have kørt Rigmor hjem. Uden palaver. Uden myndigheders indblanden. Uden den frygtede skideballe.

Men den eneste udvej, syntes at være politiet. Og sådan blev det. To meget venlige betjente troppede op på adressen for at hente Rigmor. I fællesskab fik vi stykket sammen, at hun var gået fra et nærliggende lokalcenter.

Savnede de hende?

Var der så slået alarm?

Nej, man havde endnu ikke opdaget, at hun var væk. At hun havde taget sin sorte stok og var gået. Ud i det blå. Og derefter glemt alt.

Og her kommer pointen så. Det var hyggeligt at have Rigmor på besøg. Hun skal være meget velkommen en anden gang.

Men når man har små børn, afføder uniformerede betjente og en ukendt gammel dame midt i fredagsslik og tegnefilm en del spørgsmål. Og også en del selvransagelse.

Vi snakkede efterfølgende med børnene om demens. Om hvorfor gamle menneskers hjerner pludselig ikke kan huske mere. Og om, at det var godt, at søde Rigmor kom hjem.

Men altså.

Hvis jeg ender på plejehjem. Sidder dér grå og dement. Så må I gerne chippe mig. Dette er mit vidnesbyrd: Armbånd, halsbånd, indopereret chip, GPS ... whatever.

Jeg ved godt, vi er ude i en lovgviningsmæssig gråzone. Så lad denne klumme være mit samtykke. Bare jeg ikke ender med at tro, at jeg er til besvær, fordi jeg har glemt hvem jeg er, og hvor jeg bor.

Klumme: Bare operer chippen i mig nu

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce