Cav Bøgelund bisat: Giv det tilbage til livet, som I fik af ham

Tegner Cav Bøgelund (tv) ses her under arbejdet på en animationsfilm på Den Danske Filmskole. Billedet er fra 2006. Foto: Jan Jørgensen/Scanpix

Cav Bøgelund bisat: Giv det tilbage til livet, som I fik af ham

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Randers: I forrige weekend druknede filminstruktør og tegneserietegner Cav Bøgelund, da han var på vej hjem fra en fest på Filmskolen i København. Tirsdag eftermiddag blev han bisat fra Sct. Mortens Kirke i Randers. Familien til Cav Bøgelund har givet tilladelse til, at Amtsavisen må bringe bisættelsestalen fra præst Marianne Vigen Smolarz - her i sin fulde længde.

Arkivfoto fra starten af 00'erne. Cav Bøgelund ses helt til højre. Arkivfoto: Jens Munk
Arkivfoto fra starten af 00'erne. Cav Bøgelund ses helt til højre. Arkivfoto: Jens Munk

Giv det tilbage

Har døden taget noget fra dig

så giv det tilbage

giv dét tilbage

som du fik af den døde

da I stod i regnen i sneen

i solen og den døde var levende

og vendte sit ansigt mod dig

- Sådan skrev digteren Naja Marie Aidt. Hun skrev det mange år, før hun mistede sin søn. For da hun mistede ham, kunne hun ikke skrive noget. Da mistede hun også sproget; hun mistede ordene og evnen til at sætte dem sammen i meget lang tid. Og hvis man har en tro, kan man også miste den, sammen med taget af den elskede.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det er, når man er tegner; når det at tegne er ens udtryk og ens måde at være i verden på? Kan man miste sine streger og evnen til at forbinde dem meningsfuldt? Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at den sidste tegning, Casper - eller Cav - tegnede, var en glad, fløjtende fugl på en cykel. Og uanset, hvordan vi forstår dét, der er sket, så er det godt at vide, at det var sådan, han tegnede til sidst.

Så god en dreng

For Casper - Cav - er død.

Jeres dejlige og legende, vidende og nørdede og argumenterende søn og bror, onkel og svoger - og rigtig manges åbne, glade, festlige og charmerende og lidenskabeligt brændende ven og kollega og samarbejdspartner har mistet sit markante fodfæste i verden.

En mand, der landede stærkt og sikkert og følsomt og lidt superhelteagtigt i andres liv og en mand, som også kendte til sindets mørkemonstre, der kan være svære at jage væk - han er ikke længere imellem jer.

Men det karakteristiske for Casper - og det vælger jeg at kalde ham i det meste af talen for hans nærmestes skyld - det karakteristiske for Casper er, at han havde så meget at give - og gerne gjorde det. Og han var dygtig og kendt og berømmet på sit felt, men det var ikke en fortælling, han bar foran sig som et trofæ. Det var hans nærvær, hans glimt i øjet og lidenskabelige engagement, som tegnede de stærkeste konturer til hans silhuet. Det, han gjorde, gjorde han ikke til en bedrift, han kunne bryste sig af, men det sprang ud af en slags livsnødvendighed, der boede i ham.

Og måske ses det særligt tydeligt nu, hvor I ikke længere har ham mellem hænderne, i samværet og i samtalen. Som du sagde, John: "Jeg vidste godt, at Casper var en god dreng, men jeg vidste ikke, at han var SÅ god en dreng." Og du fortalte om, at du her efter Caspers død har fået mange tilkendegivelser fra så mange, som Casper har gjort et betydeligt indtryk på. Du fik bl.a. fortalt af en 14 årig, hvordan hun via Facebook spurgte Casper, om han ville tegne en drage til den drage, hun havde tegnet. Og det ville han gerne og senere indvilligede han i at mødes med hende for at overbringe hende originalen - pakket ind i cellofan. Det er jo ikke sådan noget, der gør én berømt, men det er sådan noget, der gør en til et rigtigt menneske. Og jeg tror, at Casper først og fremmest var et rigtigt menneske, der brugte sine talenter helt ud til kanten - med glæde, lyst og fordi han ikke kunne lade være.

Af en anden planet

Mange har følt sig mødt, set og favnet af ham.

Hvis livet er en gave, så tog Casper imod den med nysgerrighed og vid. Han vristede nye muligheder frem og bøvlede åbent med det mørke, han mødte. Målt i længde blev Caspers liv alt for kort, men målt i fylde blev det stort og fuld af betydning.

Camilla, Thomas og Christian, for jer var Casper vel indbegrebet af en legeonkel, der gerne og længe sad på gulvet eller på drengeværelset og levede sig ind i diverse universer og figurer sammen med dig, Christian, når han kom på besøg. Det er også fra din onkel, du kender hele fortællingen bag Star Wars. Den opmærksomhed og kærlighed, der her viste sig, bredte sig med varme til hele familien. Eller på sin rolige og indsigtsfulde facon kunne Casper diskutere med jer Camilla og Thomas fra det, der vel nærmest udgjorde en helt anden planet. I har været meget forskellige, men I har respekteret og rakt efter hinanden.

Fra Andeby til Superman

Og John, du fortæller om, hvordan Casper, siden han var barn, har interesseret sig for tegneserier, i starten Anders And - Og hvordan det ikke blot var historierne, han gik op i, men stregerne. At han kunne se de forskellige tegneres personlige pen i tegningerne. Selv begyndte han at tegne en kedelig dag i sommerhuset, hvor han sammen med en anden sad og kalkerede tegninger over. Siden blev det supermand, som fik en særlig betydning for Cav - måske som den grundfigur, alle andre forestillinger om superhelte bygger på? Supermandstegnet var tatoveret på Cavs hud og er sat i blomster på hans kiste i dag.

Og John, du og Casper kom hinanden meget nær i løbet af de sidste år. I har ofte talt sammen, og du har haft Caspers fortrolighed. Du har intenst oplevet en fars store glæde og stolthed - når du indirekte fandt ud af, hvor dygtig han var - og du har mærket den bekymring, som forældre aldrig holder op med at tynges af, når deres børn lider. Og de sidste dage inden Caspers død oplevede du, hvor meget bedre han fik det; han begyndte at tale om nye projekter, at han måske alligevel ville komme til at instruere igen. Og du ved, at han havde en varm og glad sidste aften sammen med gode mennesker, hvor han var i spil med alt det, han var og kunne. For Casper var på alle måder et hjælpsomt og generøst menneske. Fra ham har I fået meget at leve og give og grine af.

Så giv det tilbage. Til livet. Som I fik af ham.

Vil altid mangle

Ja, lad jer mærke med, at Casper var med til at gøre jer til dem, I er. At det, han var for jer, stadig er en del af jer - at det, han gav, endnu strømmer frit i jeres forståelse af, hvad mennesker kan være for hinanden - og kan give til hinanden og inspirere hinanden med.

For Casper er død.

Og det gør ondt langt ind i sjælen og ud i kroppen at elske en, der er død.

For sorg er lavet af kærligheden.

Og at sørge, det er at være fuld af skrig, der ikke kan skriges.

Det er, at der er en, der altid vil mangle.

Og hvad skal vi gøre?

Det eneste, vi kan gøre, det er at være sammen om at sige farvel til Casper, og at lade ham blive båret det sidste stykke vej mellem blomster og lys - båret af musik og sang og af hænder, der har holdt af ham, båret af tårer og kærlighed - og båret af den inderligste bøn, vi kan komme i tanker om: "Gud, tag ham i din varetægt; Gud, pas godt på ham!"

Casper er død. Og I skal leve.

I er dem, der skal give det, han gav, videre til verden.

I skal leve med den sorg og det savn og de spørgsmål, som døden får os til at stille.

Hvorfor skal mennesker elske og mærke livet så stort og stærkt - og så dø fra det?

Hvorfor skal vi gives hinanden for at falde ud af livet og miste hinanden?

Og hvordan skal vi kunne holde til det?

Hvad har Gud egentlig tænkt sig?

Vi er nået her til kanten, hvor virkeligheden kan synes så rå og realistisk, at vi vanskeligt kan tro på noget så vidtgående som det evige liv.

- Men vi kan sådan set heller ikke lade være!

Jesus med superheltepotentiale

Da vi mødtes for at tale om Casper, måtte vi også tale om, hvorvidt det var rigtigt at bisætte Casper fra en kirke og med en præsts medvirken. Casper var optaget af at læse det gamle testamente i flere omgange, og han diskuterede gerne kristendom, men det lykkedes ham ikke at argumentere sig frem til en tro.

Og jeg kommer til at tænke på et lille digt, som digteren Helle S. Søtrup skriver:

Jeg ved ikke

om man kan sige

at jeg tror på Gud.

Men jeg håber på ham.

Troen har det svært på argumenternes præmisser. Men troen lever i det håb, som får argumenterne frem. Fordi vi måske håber, at der er mere, end vi kan argumentere for?

Og det er på flere måder ærgerligt, at Casper ikke nåede til det nye testamente. For Jesus har - så vidt jeg kan skønne - ikke så lidt superheltpotentiale. Det kunne være interessant at have ladet Jesus møde Cavs ideunivers og se det folde sig ud.

For hvordan kan man tegne, at der er mere, end vi kan se?

Hvordan kan man tegne kvinderne ved Jesu grav, der så, at graven ikke bare var tom? Men at den var åben?

For der findes løsninger og udveje, som vi ikke kan forestille os og tage på forskud, men som vi kun kan leve os ind i; tage imod, være åbne for.

Og vi ved dybest set godt, at virkeligheden er større, end vi kan måle os frem til.

Vi har allerede i vores liv med hinanden erfaret, at kærligheden kan rumme mere, end vi kan fatte.

For det viser sig, at døden aldrig kan gøre kærligheden tom og betydningsløs.

Og hvad Gud har tænkt sig - ja, det ved jeg ikke...

Jeg ved blot, at vreden og smerten kan slide os hudløse og angste - og jeg ved, at målt med kærlighedens målebånd, så ender det, vi må lide, ofte med at være kærligheden værd.

I har mistet - men også fået

Det, en elskets død har givet os og præget os med og gjort os til, kan ikke forsvinde ud af vores liv. Det er altid underliggende til stede som en del af os, af det vi har, og kan give videre af.

- For det, I med Casper - eller Cav - har mistet, det har I også fået.

Og midt i livets meningsløshed er livets mening den, at I er dem, der skal give alt det, I har fået videre.

Og det, Jesus viste os med sin tomme klippegrav påskemorgen, det var, at der er huller i den hug- og stikfaste virkelighed. Der er mere, end vi kan gribe med forstanden.

Det ufattelige vil altid finde sprækker, hvor det kan skinne igennem, så vi kan tro mere, end vi kan forstå. Og håbe mere, end vi kan argumentere os frem til.

- Så I ikke skal leve i skyggen af Caspers død, men i lyset af hans liv.

I Guds kærlighed bæres Casper bort fra jer - i jeres kærlighed bærer I ham også med jer.

Levende Gud!

Vi takker dig for livet, du gav os, og for dem, du gav os at dele livet med. Vi takker dig for det menneskeliv, der nu er levet til ende, og for alt, hvad Casper har givet til verden af stærke streger og inspiration og kærlighed. Lad mindet om ham leve i taknemmelighed hos dem, der sørger og savner. Giv dem og os alle troen på, at Jesus Kristus også for os er opstandelsen og livet.

Amen.

Cavs venner og familie deler stadig deres minder om den afdøde tegner og instruktør

18 ran tegnere 4a4
tegneserieknægte fra randers
fot jens munk
150501
En gruppe glade tegneserieknægte fra Randers er fanget af fotografen i starten af 00'erne. Cav Bøgelund ses helt til højre. Arkivfoto: Jens Munk

Cav Bøgelund bisat: Giv det tilbage til livet, som I fik af ham

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce