Vi bruger cookies!

amtsavisen.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.amtsavisen.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Claus mistede sin datter: Man bliver aldrig den samme igen

Claus Viftrup mistede sin datter for fire år siden, da hun blev kørt ihjel af en spritbilist. Foto: René Schütze

Claus mistede sin datter: Man bliver aldrig den samme igen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Claus Viftrups liv ændrede sig radikalt, da en spritbilist var skyld i datterens død i en trafikulykke på Djursland i 2013. Han har stor medfølelse for den familie i Langå, som nu må gennemgå det samme.

Auning/Langå: Camilla Viftrup blev kun 17 år. For knap fire år siden mistede Claus Viftrup sin datter i en trafikulykke, hvor en spritbilist påkørte hende bagfra, da hun gik langs med vejen tæt på Djurs Sommerland.

Da Claus Viftrup hørte om fredagens dødsulykke i Langå, skyllede følelserne fra dengang igen gennem kroppen på ham og resulterede i en af de tudeture, som han har måttet acceptere, er en del af den nye virkelighed, som han og familien må indrette sig efter ovenpå ulykken i 2013.

- Det rammer bare rigtig hårdt, for jeg kender følelsen, og jeg ved, hvordan de her forældre har det lige nu. Og når omstændighederne ved ulykkerne er så ens, som de er, så rammer det mig ekstra hårdt, fortæller Claus Viftrup, der bor i Auning, og derfor godt kan sætte sig ind i, hvordan et lokalsamfund reagerer, når tragedien rammer.

Bevæbnet spritbilist kørte hasarderet på motorvejen - var på vej hen for at stikke mand ned

Den larmende stilhed

I Auning har Claus Viftrup haft flere forretninger og er derfor et kendt ansigt i byen.

- Det er et lille samfund, hvor alle kender alle, men hvor vores familie har oplevet, at folk hellere går over på den anden side af vejen, når de ser os, for tænk nu, hvis man kommer til at sige noget. Begynder vi så at græde, siger han og understreger, at der i virkeligheden ikke skal ret meget til, for at man kan gøre en stor hjælp for den ramte familie.

- Det er jo ikke fordi, alle i Langå skal fare hen og overfalde de her mennesker på én gang, men det handler om at turde at være der og om at give et kram og hjælpe til med praktiske ting. Min søster lavede mad og bagte boller, for det har man ikke selv overskud til, og jeg havde to små børn også, så der skulle hurtigt en hverdag op at køre igen, og det er altså bare svært, siger Claus Viftrup.

- Når nogen går over på den anden side af vejen, eller forsøger at undgå én, så kan man jo mærke det, og det er en frygtelig følelse. Det er jo ikke fordi, at vi skal sidde og græde sammen. Bare det, at de er der, og at de giver en krammer. Det betyder så meget, men det glemmer folk desværre, når der er gået et stykke tid, og så kommer ensomheden, siger han om den afstand, der kommer efterhånden, men som han omvendt også har en vis forståelse for.

- I starten sker der en masse ting, og der er mange, der henvender sig, og du får talt en masse. Og så lige pludselig, og det er ikke fordi, det er forkert, men lige pludselig er de jo videre, og så er der stille, og så rammer det bare endnu hårdere, synes jeg. Når man sidder med sig selv. Og der er det vigtigt, at man har noget familie og nogle venner, som stadigvæk er der og bakker op og hjælper med de ting, man nu måtte have brug for, hvilket jo selvfølgelig er forskelligt fra person til person, siger Claus Viftrup.

Vil ikke tænke på bilisten

Efter ulykken blev han tilknyttet en sorggruppe, som han stadig ses med, og som er med til at hjælpe ham gennem de hårde tider.

- Det giver mig rigtig meget, for det er nemmere at snakke med nogen, der kender følelsen, og som ved, hvad det er, man går igennem. Du kan selvfølgelig snakke med familie og venner, og dem, der selv har børn, kan forsøge at sætte sig ind i det, men du kan slet ikke komme i nærheden af, hvor forfærdeligt det er. I sorggruppen kan man sige nogle ting, som man ikke kan sige andre steder, og vi kan græde, og vi kan grine. Sorgen er der altid, og den vil være der resten af mit liv, siger Claus Viftrup, som bliver mindet om ulykken hver gang, han læser om trafikulykker, hvor der er børn involveret.

- I sorggruppen spørger vi hinanden, om der mon er flere børn, der bliver dræbt, eller om det bare er os, der er blevet mere opmærksomme. Vi lægger i hvert fald meget mærke til det, og det rammer hårdt hver gang, siger han og kalder det ekstra meningsløst, at det er en spritbilist uden kørekort, der er skyld i ulykken.

- Det gør mig vred, og jeg kan godt forstå, hvis folk i Langå er vrede. Jeg har valgt, at jeg ikke vil tænke på ham, for hvis jeg tænker på ham, kan jeg mærke, at det går ud over mine andre børn, fordi min lunte bliver kort. Jeg har ikke ønsket at møde ham, jeg ville have ham hurtigst muligt ud af mit hoved. Det er ikke en mand, jeg går og tænker på, slår Claus Viftrup fast.

Gennem muren

Når Claus Viftrup tænker tilbage til den junimorgen i 2013, hvor familiens liv ændrede sig for altid, genkalder han sig de følelser, der blandede sig med oplevelsen af uvirkelighed, og det er stadig hårdt at tale om, selv om historien er fortalt om og om igen i blandt andet sorggruppen.

- Lige når du får det at vide, men du ikke har set hende endnu, der har du stadig ikke forstået det. Du skal ind på sygehuset hurtigst muligt og identificere hende, for hun er fundet uden id på sig. Og selvom døren ind til stuen står åben, var det ligesom at gå igennem en mur, og du ser hende ligge dér med slanger i kroppen, og du håber lige til det sidste. Det er først, når du siger: 'Ja, det er hende', at det hele rammer. Jeg faldt helt sammen, og på det tidspunkt føltes det som om, at jeg havde fået en mavepumper og skulle kaste op, siger Claus Viftrup.

I hjemmet i Auning er der billeder af Camilla på væggen, og familien snakker hele tiden om hende med hinanden og tager ud at spise sammen på de datoer i kalenderen, som for altid vil være forbundet med datteren.

- Vi skal blive ved med at snakke om hende, og hun er altid med i historierne, når vi for eksempel siger: 'Kan du huske dengang, hvor Camilla sagde det dér, eller hvor hun gjorde sådan?' Den ene af mine børn er otte år nu, så hun var ikke så gammel, da det skete, men hun kan stadig sidde og græde, når jeg kommer ind på værelset, og hvor jeg så kan se, at hun har lavet en tegning med en pige, der sidder oppe på en sky. Jeg synes, det er hårdt at se mine andre børn være kede af det. Så jo, hverdagen ændrer sig, og man bliver aldrig det samme menneske igen, siger han.