Det smager næsten af New York

Arkivfoto

Det smager næsten af New York

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Internationalt miljø i rengøringsbranchen der ikke er berøringsangst overfor nye praktikanter

Randers: - Jeg har aldrig før mødt et menneske fra Bhutan. Jeg gik og troede, at de måtte være lige så sjældne som yetien. Siden jeg er begyndt at gøre rent for Forenede Service i Randers, har jeg lært tre personer fra det sagnomspundne land at kende. Nemlig Chandra, Januka og Tek. Bhutan er et fjernt land placeret højt i Himalaya. Klemt inde i Verdens Tag mellem Tibet og Indien. Bhutaneserne kommer fra Tordendragens rige, siger de selv, og al kultur i landet er gennemsyret af århundreders stærke tradition for buddhisme. I Bhutan anser man begrebet lykke for at være mindst lige så vigtigt for borgernes velbefindende som det officielle bruttonationalprodukt. Landet går ind for mådehold og medfølelse. Jeg har haft fornøjelsen at have Chandra som praktikant i rigtig mange måneder. Han var hos os i næsten et år og fik konstant praktiktiden forlænget."Praktik. Praktik. Altid praktik. Hvorfor ikke et rigtigt arbejde?" plejede han at råbe med sin høje lyse stemme, når han blev frustreret over ikke at kunne komme videre med sit liv. Og så rystede han med det ene ben i bar ærgelse. Formålet med disse praktik forlængelser var dog, at han blev bedre til at tale dansk, for det kneb det med.Jeg kendte efterhånden Chandra så godt, at jeg godt vidste, hvad han mente. Jeg kunne godt afkode ham. Han kunne ringe til servicelederen og mumle et eller andet gebrokkent til hende, hvorpå hun rakte telefonen videre til mig og sagde:"Jeg forstår sgu ikke, hvad han siger. Hvad vil han?"Jeg lyttede i telefonen og kunne så konstatere:"Nå, han beder bare om timesedlerne." Sprogforbistringer kan der hurtig være masser af. Især, når man som bhutaneser ikke kan sige bogstaverne "f" og "v". De bliver begge til en slags "p". i stedet."Hey Chandra, kan du ikke lige feje i lokale fem?" spørger man praktikanten. "Pege i pem. Jo. Jo. Jeg påstå. Jeg påstå," lyder svaret så med stor begejstring. Eller:"Chandra, hvad lytter du til i hovedtelefonen. Er det noget godt musik?" Hvorpå svaret falder:"Nej. Ikke musik. Det er en pilm! Om abeguden Hanuman." Okay, godt så. Dialogen kan også handle om noget, man laver i fritiden."Hvad så, Chandra, hvordan går det i kolonihaven? Bliver dine grøntsager og kartofler til noget?""Uh, tusind snegle. Og stor rabbit på besøg om morgenen. Dansk sommer ikke godt, av, av - regn hver dag. Alt er dull. Helt dull." Bløde, danske d'er er også urimeligt svære at udtale. Dull betyder altså dødt, rådden og ulykke."Hvor ligger støvsugeren?" var et standardspørgsmål fra Chandra. Når han fik den henvist, gik han i gang, uden tøven og brok. Han var faktisk en af de bedste praktikanter, når det handlede om at gøre rent. Man kunne sagtens sætte ham i gang et sted, og så klarede han på egen hånd resten. Sådan da. Nogle gange var der noget, der gik galt med metoden. Hundredvis af gange havde jeg prøvet at forklare ham, at rækkefølgen i måden, man gør rent på, er vigtig. Først går man ind i lokalet og skifter posen i skraldespanden, så tørrer man borde, hylder og tavler af, og til sidst fejer man. Og man fejer med den lange moppe og vasker med den korte.Ti sekunder efter, man har sagt remsen endnu en gang, kigger man ham dybt i øjnene for at tyde, om han har forstået beskeden. Han nikker, drejer om på hælen og går så straks i gang med at feje som det første. Med den korte moppe. Det slog aldrig fejl. En gang ville han hjælpe med at sætte vasken i gang. Hvorpå han åbner døren til tørretumbleren og vælter de beskidte mopper ind i maskinen."Nej, nej," råber man fortvivlet, og Chandra siger: "Hvorfor så sur?"Og man må alligevel overgive sig.Man vidste aldrig, hvad der ville ske, når man havde Chandra med på slæb. Denne uforudsigelighed var med til at give hverdagen kolorit. Hertil kom Chandras charme og altid gode humør. Kun en sjælden gang blev han fortørnet. Så rystede han demonstrativt med det ene ben, mens han fejede. Han havde en gammel skade i benet. Det var brækket en gang, han som ung havde arbejdet i skovene i Himalaya. Der var for langt til lægen, så man bandt bare et par pinde rundt om hans ben, og så gik han på den facon, indtil det var groet sammen igen. I det hele taget er det at være serviceassistent på Tradium i Randers slet ikke så ringe endda. Det sociale liv er morsomt, og stemningen international. Man møder folk fra hele verden. Lige nu har jeg kolleger fra Syrien, Sri Lanka, Tyskland, Tanzania og Congo. Jeg skal have spurgt Fifi, om det virkelig er sandt, at hovedstaden Kinshasa har et helt vildt sprudlende musikliv. Funky og salsa rytmisk. Rumbaen skulle have en slags mægtig renæssance der i Congo.Tidligere har jeg arbejdet med folk fra Rumænien, Polen, Iraq og Litauen. Jo, atmosfæren er så absolut metropolsk, og hvis man lukker øjnene et kort øjeblik, så smager det næsten af New York. Man får indtryk fra hele den vide verden. Man får i hvert fald prøvet alle sine fattige sprogfærdigheder af, og i går lærte jeg, at en nøgle på arabisk hedder en "lefta'aH". Og Hosam lærte, at en lefta'aH hedder en "nøgle" på dansk. Sådan går vi og beriger hinanden. Jeg savner Chandra. Det sidste jeg har hørt er, at han har fået et arbejde på et plejehjem i Randers. Sammen med konen Tika Tika. Også Januka fra Bhutan er kommet i arbejde. Hun gør nu rent på en skole i Randers.Så det nytter noget alligevel. Selvom det nogle gange virker håbløst. Alle disse praktikforløb.

Det smager næsten af New York

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce