Efter branden er livet på standby

Fem minutter længere i sengen den nat, hvor ilden brød ud i Tornlund Huset og ægteparret Lise Brokholm Jacobsen og Dan Brokholm Olesen havde ikke været i live i dag. Foto: Annelene Petersen
Foto: Annelene Petersen

Efter branden er livet på standby

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ægteparret i Nørreskoven ved Støvring, Lise Brokholm Jacobsen og Dan Brokholm Olesen, har fået en ny tidsregning - alt deles nu ind i før branden og efter branden.

Dan Brokholm Olesen vågner ved, at han kan lugte røg og fornemmer med det samme, at der er noget galt. Han er vågen på et splitsekund og i næste nu skubber han til hustruen Lise Brokholm Jacobsen for at få hende ud af den dybe søvn.

»Skynd dig, skynd dig, det brænder«,« råber Dan ud i soveværelset. »Det brænder.«

Forestil dig, at du mister alle dine ting, dit hus, dit tøj, dine møbler, dine smykker, dine papirer, dine fotos, dine bøger, dine malerier, dine arvestykker.

Alt, hvad du ejer og har.

Til en altædende brand, der har udviklet sig midt om natten, mens du sov.

Forestil dig, at du når ud af det brændende hus sammen med din bedre halvdel.

Det skete for 76-årige Lise Brokholm Jacobsen og 63-årige Dan Brokholm Olesen, også kaldet Skov-Dan, mandag 13. juni i år.

Noget er helt galt

Hvordan ville du selv reagere, hvis dit hus stod i flammer? Hvad ville du redde med dig ud?

Dan Brokholm Olesen springer op og løber ud haven, i første omgang splitterravende nøgen og ringer efter brandvæsnet. Han har i farten grebet sine arbejdsbukser, strømper og en t-shirt, som han tager på udenfor. Da han stikker hånden i lommen, finder han sin mobiltelefon, bilnøglerne til den ene bil og tegnebogen med kørekort, sygesikring og andre personlige kort og papirer i.

Han ringer til alarmcentralen og melder brand.

Lise er også ude af sengen, kun iført trusser, snupper hun en slåbrok og hiver over sig.

Hun ser ud ad vinduet, at noget er helt galt. Udenfor er det tåget på en mærkelig måde, og det er som om, at et lyserødt skær har lagt sig over det hele.

Det næste, hun opfatter, mens hun løber ud i haven til sin mand, er lyden af flammernes buldren og knitren, mens de slikker sig vej gennem bindingsværkshuset, der nu står fuldstændig overtændt af den hærgende brand. Ilden har så godt fat, at parret skal helt om på den anden side af hækken for at komme væk fra den voldsomme hede. På sikker afstand af infernoet registrerer Lise, at det er koldt for de bare fødder at stå på det nattevåde græs. Så Lise og Dan stiller sig på et bræt, der er knækket af et gammelt havebord, mens de venter på brandfolkene.

I dag ligger de sørgelige rester efter det smukke, hyggelige skovhus, som kan dateres 400 år tilbage. Tornlund Huset, blev det kaldt. Et gult bindingsværkshus med ståtag. Det var ejet af Skov-Dans arbejdsgiver, Støvringgård Kloster, hvor han som selvstændig skoventreprenør står for skoven, ligesom han passer den nærliggende Østrup Skov og skoven ved Stenalt på Djursland.

Han har boet her længe, hans to døtre er vokset op her, mens Lise kun har boet omkring ti år, da hun og Danlærte hinanden at kende i en sen alder. Men hendes præg og hyggelige indretning havde sneget sig ind over alt. Huset var fyldt med krinkelkroge, hyggelige rum og masser af antikviteter.

Nu er det brændt ned til grunden, og gulvtæppet er bogstaveligt talt revet væk under ægteparret.

Man kan stadig lugte branden, når man går rundt i ruinerne, der er forkullede murbrokker, forvredent jern, et halvt badeværelse, et lille stykke stående mur. Man kan genkende nogle ting i ødelæggelserne, andre er brændt til ukendelighed.

Der ligger en ødelagt urtepotte, men i jorden har en ukuelig efeu skudt nye skud frem.

»Nej, har den overlevet, det var da dejligt,« udbryder Lise og lyser op i et smil.

Hvordan det nye hus bliver, ved ingen endnu. Ægteparret har blot fået oplyst, at det bliver samme antal kvadratmeter som det gamle, samt med stråtag. Om det skal bygges i mursten eller i træ, har de heller ikke fået at vide.

»Jeg håber, det bliver i træ. Jeg har altid godt kunne tænke mig at bo i træhus,« indskyder Skov-Dan.

»Og jeg håber, det bliver med en masse lysindfald. Så der bliver lyst,« siger Lise.

Som en actionfilm

Politiet er kommet, og betjentene har tilbudt Lise og Dan at sidde i politibilen. Brandmændene kæmper stadig med at få bugt med flammerne. I bilen er der varmt og godt. De har fået stukket en kop kaffe i hånden.

»Vi sidder bare der og kigger ud på alle de mennesker, der løber rundt på grunden. Det virker uvirkeligt. Som om vi er med i en actionfilm. Man tænker ikke rigtigt noget. Ser bare på det hele,« siger Lise.

Den morgen, efter at ægteparret havde talt med politiet, kom de på hotel, men efter tre timer ville Dan gerne »hjem«, så et møbleret sommerhus i Mellerup blev lejet nogle uger, indtil ægteparrets eget forsikringsselskab, Almindelig Brand, havde fået placeret en beboelsesvogn på matriklen lige ved siden af det brændte hus.

Her har Lise og Dan boet siden, og da interviewet foregår, er det nøjagtig tre måneder og tre dage siden, at ilden kom og åd alt.

»Det er da hårdt at se på. Vi kan skærme vinduerne af i beboelsesvognen mod den her side, og det gør vi,« siger Dan.

Undgår helst haven

Lise har ikke lyst til at gå ude i haven og kigge på ruinerne. Det er som at rode for meget i minderne, synes hun. Så hun undgår helst haven.

»Jeg forstår ærligt talt ikke, hvorfor det skal tage klostrets forsikringsselskab så lang tid at få ryddet op her og komme videre med sagen. Vi venter bare på, at der bliver bygget nyt,« lyder det fra Dan Brokholm Olesen.

»Jeg kan heller ikke forstå, hvordan det bare kan få lov at ligge så lang tid. Der må da være en masse miljøfarlige stoffer i ruinerne, der bliver udvasket i skovgrunden, olie fra motorsave med mere, man skulle da tro, at sådan noget skulle fjernes hurtigst muligt,« siger han.

Han og hustruen håber bare på, at resterne af deres hjem snart køres væk.

»Det er, som om vi er sat på stand by, på pause, i vores liv, når man hele tiden skal se på det her. Det hele bliver først bedre, når der begynder at blive bygget nyt,« siger ægteparret.

Hun har slet ikke haft lyst til at tænke over, hvordan det skal indrettes.

»Nej, der er jeg slet ikke endnu. Jeg tror, at huset først skal være der, før lysten til at gøre det hyggeligt kommer,« siger hun.

»Det er, som om det slet ikke er gået rigtigt op for mig, at alt er væk. Jeg tager mig stadig i at lige stå og mangle en speciel gryde, når jeg laver mad, eller tænker på, at jeg gerne vil have en bestemt bluse på, for så at komme i tanke om, at nå, nej. Det er væk. Alt er væk,« siger Lise.

Kan ikke genskabe det

Ét er sikkert og vist. Det nye hjem bliver ikke møbleret med møbler fra Ikea, parret er mere til interiør, der ikke er stangvarer.

»Det er også derfor, at man ikke kan genskabe det. Det bliver aldrig det samme. Det var jo unika-ting, ting, som var arvet og som der kun findes et eksemplar af,« siger Dan og ryster lidt på hovedet.

De skal nu nok finde ud af at finde møbler og få indrettet et hyggeligt hjem. Bare ikke endnu.

Lige nu går de og kæmper med senfølgerne af den chokerende oplevelse. Det, at der rammer noget lige ned i ens lille kernefamilie, og som en bombe udraderer alt, hvad man har kært. Det ene øjeblik er alt der, det næste er der intet.

Det gør noget ved mennesker.

»Vi har fået en helt anden tidsregning nu. Alt deles ind i før branden og efter branden,« siger Skov-Dan.

Og hjernen kværner omkring det hele tiden, også når man tror, at man ikke tænker på det. Så der er en ekstra træthed at spore hos ægteparret.

»Måske skal vi også til psykolog, når vi er kommet lidt længere hen i forløbet. Eller måske kun mig. Vi er meget forskellige, Dan og jeg, og vi tackler det på hver sin måde. Jeg tænker meget over det. Har svært ved at slippe det. Svært ved at komme videre. Jeg bliver træt, forvirret og kan ikke huske noget. Dan, derimod, har ikke så mange problemer med det og taler heller ikke så meget om det,« siger Lise.

»Jo, jeg har nu meget svært ved at koncentrere mig, når jeg er herhjemme. Når jeg kan se stedet, der brændte. Det hjælper, når jeg går ude i skoven, væk fra synet. Så er der ingen problemer med koncentrationen,« siger han.

Enorm opbakning

De har oplevet, hvad de kalder en helt enorm opbakning fra lokalsamfundet. Der er blevet samlet penge ind, og folk har henvendt sig og tilbudt hjælp. En sød, ældre dame, Edith Jensen fra Albæk, forærede dem resten af sine møbler, da hun flyttede til Harridslev. Familien har sendt kufferter med tøj, ting og køkkengrej. Vennerne har været der, og folk fra nærsamfundet har bakket op. Det har været uvurderligt, synes de.

»Det er meget, meget rørende. Man ved slet ikke, hvor meget det betyder, før man står midt i det. Det er vi meget taknemmelige for,« siger Lise.

Dan nikker og er enig. Folk har været hjælpsomme, bekymrede og opmærksomme på parret.

I begyndelse så meget, at det tog timer at handle i Brugsen i Harridslev.

»Ja, for alle ville vide, hvordan vi havde det. Hold da op, der var mange, der spurgte,« siger Dan.

De kunne til gengæld godt have undværet den del af virkeligheden, der også bankede på, da der ligefrem kom horder af biler, som lige skulle se brandtomten.

»En overgang var det fem-seks biler om dagen. Og folk så slet ikke på os eller hilste, selv om vi gik udenfor, de kiggede bare på det sted, hvor der plejede at stå et hus. Det var slemt at være vidne til,« synes Dan.

Dan som model

Men heldigvis er det lokalsamfundets opbakning, der har fyldt mest efter branden.

»Alle folk siger velmenende: »Det var jo bare ting, der gik til. Det vigtigste er, at I har hinanden«. Det er en sætning, man tit hører. Og det er rigtig. Det er bare ting,« siger Lise Brokholm Jacobsen, mens hendes brune øjne søger sin mands blå. Blikkene låser sig fast for en stund, mens de ser kærligt på hinanden.

»Ja, vi har hinanden, og nu skal vi bare have den gamle brandtomt væk. Vores liv er sat på pause så længe, vi går og kigger på den hver dag. Så snart det nye hus kommer, så bliver det hele bedre,« siger de til hinanden.

Mandag 13. juni står solen op klokken 4.28. Ved 6-tiden er det helt lyst, og ægteparret skønner, at deres i alt seks voksne børn nu er kommet op. Lise har Lasse, 55 år, Michael, 51 år, Anna, 49 år og Jeppe på 49 år, mens Dan har døtrene Vibeke og Britt, begge 38 år. Alle får en opringning om at mor og far er i live.

Flere af børnene træder med det samme til og hjælper med indkøb af personlige plejeting, tøj, mad, køkkengrej og det nødvendige.

Det kærlige drilleri mellem ægtefællerne er der stadig, eksempelvis, da Lise kommer til at grine ved et minde fra de første dage efter branden:

»Det var jo børnene, der hjalp med de første fornødenheder, og sikke noget tøj, de fik købt til Dan. Han lignede en hel model, i smalle cowboybukser og smarte t-shirts, ej, han så godt ud,« griner Lise, hvilket får Dan til godmodigt at vrisse:

»Ja, det blev lagt væk, så snart jeg fik købt det tøj, jeg plejer at gå i. Og jeg har ikke haft det på siden,« siger han.

Begge smiler lidt.

Vanerne, humoren og kærligheden er noget af det branden ikke fik bugt med.
Når et hus er 400 år gammelt kan det ikke bare erstattes efter en altødelæggende brand. Men et nyt hus, med stråtag, skal bygges op på grunden ved Nørreskoven. Foto: Annelene Petersen
Når et hus er 400 år gammelt kan det ikke bare erstattes efter en altødelæggende brand. Men et nyt hus, med stråtag, skal bygges op på grunden ved Nørreskoven. Foto: Annelene Petersen
Foto: Annelene Petersen
Alle ting, alt tøj, alle møbler, alle børnenes minder, alt blev taget af branden mandag 13. juni. Foto: Annelene Petersen
Alle ting, alt tøj, alle møbler, alle børnenes minder, alt blev taget af branden mandag 13. juni. Foto: Annelene Petersen
Foto: Annelene Petersen
Lise og Dan plejer at have hunde, men har det ikke længere. Havde vi haft hunde, da det brændte, var vi måske blevet vækket i tide til at redde huset. Hvem ved,« siger Dan Brokholm Olesen. Parret skal have hund igen, har de besluttet. Foto: Annelene Petersen
Lise og Dan plejer at have hunde, men har det ikke længere. Havde vi haft hunde, da det brændte, var vi måske blevet vækket i tide til at redde huset. Hvem ved,« siger Dan Brokholm Olesen. Parret skal have hund igen, har de besluttet. Foto: Annelene Petersen
Foto: Annelene Petersen
Lise og Dan har indrettet sig i en beboelsesvogn på grunden ved siden af brandtomten. Og her bliver gæster budt på kaffe ved det lille køkkenbord. Foto: Annelene Petersen
Lise og Dan har indrettet sig i en beboelsesvogn på grunden ved siden af brandtomten. Og her bliver gæster budt på kaffe ved det lille køkkenbord. Foto: Annelene Petersen
Foto: Annelene Petersen
Der ligger minder fra et helt liv i ruinerne. Foto: Annelene Petersen
Der ligger minder fra et helt liv i ruinerne. Foto: Annelene Petersen
Foto: Annelene Petersen

Efter branden er livet på standby

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce