Eksjugoslaver 25 år efter: Det er gået os godt i Randers

Broen over floden Neretva i smukke i Mostar blev ødelagt under krigen. Den er siden blevet genopbygget som resten af byens gamle del. Bosniakkee og kroatere bor på hver sin side af fldoen. Arkivfoto:

Eksjugoslaver 25 år efter: Det er gået os godt i Randers

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Langt de fleste flygtninge fra det gamle Jugoslavien har fundet sig til rette i deres nye land. Det fremgår af en ny bog, hvor nogle af de 800 mennesker, der havnede i Randers, fortæller om deres nye liv. Om håb og drømme. Om krig og rædsler.

Anmeldelse: Hvad sker der egentlig med et menneske, hvis det bliver rykket op med rode og plantet et helt andet sted?

Den tanke har man gjort sig i kredsen omkring Underværket i Randers, hvor man kigger tilbage og frem. Tilbage til de turbulente dage, da tusindvis af mennesker fra det gamle Jugoslavien flygtede fra krigens rædsler. Nogle havde forberedt flugten et stykke tid, mens andre nærmest forlod deres hjem uden noget som helst.

Det er 25 år siden, flygtningestrømmen fra Balkan drejede mod nord. Omkring 800 af dem havnede i Randers.

- Midt i den nye flygtningeudfordring og en stedse mere skinger retorik opstår spørgsmålet om, hvad der skete dengang, og hvorfor der er så mange exjugoslaver tilbage i dag, og hvorfor vi ikke hører noget til det? skriver initiativtageren til bogen "25 år efter", tidligere formand for Underværket Svend Thøgersen.

Det er Rakel Ottesen, der er blevet sat på opgaven at interviewe og samle bogen med undertitlen "En beretning om exjugoslaverne i Randers".

Det er en bog, der vil rigtig meget. Faktisk for meget. Så det kniber til tider med at fastholde kursen i iveren efter at lade mennesker fortælle. Men det er samtidig en sympatisk og lærerig bog, der får sin læser til at reflektere over tingene. Og det er jo det vigtigste.

For hvad var det egentlig, der skete dengang. Nogle af svarene bliver i bogen givet af flygtninge såvel som medarbejdere i det kommunale system.

Altså bare dét, at man skal have tildelt et cpr-nummer for eksempel. Det var stort. For så begyndte man at sige, okay, jeg begynder ligesom at tælle med. Jeg kan have et cpr-nummer. Det var stort, for lige pludselig så blev den der kæmpe store dør åbnet: Værsgo. Velkommen hertil.
Istref Nimani (Kosovo)
Bogrelease
Torsdag 24. maj kl. 15-18.Hovedtaler: Birte Weiss

Livshistorier: Naza Grabic og Sabina Smailagic

Foredrag: Malene Genger-Grøndahl.

Store Sal, Underværket, Randers.

Egen bolig og arbejde

Bogen beskriver den belastende og nervepirrende ventetid på den nedlagte kaserne, hvor nogle familier ventede i flere år, inden de fik permanent opholdstilladelse, mens andre fik afslag fra myndighederne.

Den fortæller om skuffelser og nederlag, men også om håb og lys forude. Vigtigt for en families fremtid er boligen. Nogle er blevet boende i den lejlighed, de i sin tid fik anvist, mens andre har taget turen fra kasernen til lejlighed og i dag eget hus på en ganske almindelig villavej i Randers. Drømmen om et rigtigt hjem, et sted hvor man kan leve stille og fredeligt, er tydelig. Et sted hvor man kan være sig selv.

Nogle er selvstændig erhvervsdrivende, andre er arbejdsledige. For nogle ødelagde krigen og flugten mange drømme, som skulle redefineres og genfindes i et nyt land.

Men set over en bred kam er det gået ret godt. Ifølge arbejdsmarkedschef i Randers Kommune, Ole Andersen, så klarer 2. generation sig vældig godt. Han konstaterer, at børn af flygtninge og indvandrere i Randers klarer sig generelt lige så godt som etniske danske.

De er jo født her

- Tamilerne og bosnierne. De er mønsterbryderne. Andelen af dem, der tager en gymnasial uddannelse i de grupper, er større end i andre grupper, siger Ole Andersen, der fortæller om de foranstaltninger, der skulle til, dengang for 25 år siden, da krigen på Balkan blussede op og trak nye grænser i Europa.

Læseren bliver undervejs underholdt af både eftertænksomme og slående udtalelser. Nogle af dem handler om, hvordan vi som folk tager imod fremmede dernede på hverdagsplanet, hvor mennesker er. Nej. Vi er nok ikke så gode til spontant at byde på en kop kaffe. Det skal helst arrangeres i forvejen.

Omvendt siger Ole Andersen, at han egentlig ikke husker specielle racistiske ytringer, dengang 800 mennesker på en gang skulle placeres i Randers-området. Han synes, at det et eller andet sted er en succes at få så stor en gruppe mennesker til byen og ligesom ikke at få dem til at forsvinde, men få dem til at "blende" ind i samfundet, som han udtrykker det.

En af dem, der har "blendet" sig og deltager i arbejdes- såvel som fritidsliv i Randers er Fatmir Asllanaj, far til tre og uddannet sygeplejerske. Han siger noget ganske klogt, når han hævder, at hans børn ikke skal tale om at integrere sig. For de er født her.

Naturligvis skal de ikke være omfattet af den til tider skingre, aktuelle integrationsdebat. For de er jo født her. Basta. De skal derimod tænke på deres skole, deres uddannelse og fremtid samt ruste sig til at skabe rammer for et godt liv, lige som alle mulige andre. Det er i hvert fald også det signal, som bogen "25 år efter" kunne sende.

Eksjugoslaver 25 år efter: Det er gået os godt i Randers

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce