Vi bruger cookies!

amtsavisen.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.amtsavisen.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

En paradoksal Kris Kristofferson-koncert

Kris Kristofferson, der snart er 81 år, ville have haft godt af akompagnement, da han lørdag aften besøgte Værket, mener avisens anmelder. Foto: Bo Amstrup

En paradoksal Kris Kristofferson-koncert

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

1000 tilskuere hyldede den aldrende amerikaner, der musikalsk ikke havde meget at byde på.

Randers: Det er noget af et paradoks, at Værket lørdag aften formåede at mobilisere en udsolgt sal med 1000 tilskuere til en koncert med den 80-årige amerikanske legende. Manden har nemlig for længst passeret sit musikalske zenit, og det blev i den grad udstillet foran det store publikum, der ikke desto mindre alligevel forekom tilfredse - periodevis grænsende til det begejstrede.

På slaget 20 indtog Kris Kristofferson scenen - i selskab med sin guitar, sin mundharmonika (der dog hurtigt blev lagt til side) og en flaske vand. Intet andet - og sådan fortsatte det gennem samtlige 90 minutter, der midtvejs blev afbrudt af en pause af en lille halv times varighed.

Det viste sig øjeblikkeligt, at stemmen ikke er, hvad den har været, og at guitarspillet nu befinder sig på et niveau, der ville have svært ved at begå sig ved den mest ordinære danske lejrbålsaften.

Det dedikerede publikum forholdt sig afventende, lydhøre og andægtige i de første fem minutter, men besluttede sig herefter for at yde hjælp, da hittet "Me And Bobby McGee" tonede frem - i form af rytmiske håndklap, opmuntrende tilråb og noget "syng-med". Tilstanden holdt sig ikke længe, da Kris Kristofferson stort set ikke inviterede tilskuerne indenfor, men kørte sit eget show, hvor det ene nummer hurtigt afløstes af det næste - uden præsentation, fortælling og guitarintro.

 

Kris Kristofferson
Koncert, Værket, lørdag 17. juni 2017: Kris Kristofferson - solo.Udsolgt med 1000 tilskuere i den store sal.

Kris Kristofferson er født i Texas, USA, 22. juni 1936 og fylder 81 år på torsdag.

Amerikansk skuespiller og countrysanger, der i 1985 dannede country/folkgruppen "The Highwaymen" sammen med Johnny Cash, Willie Nelson samt Waylon Jennings. Gruppen blev opløst i 2002.

"Thank You"

Ved de korte numres afslutning blev der øjeblikkeligt udtrykt et "Thank You" - på forventet efterbevilling. Og sådan fortsatte det i første sæts 13 numre, hvor der undtagelsesvist og befriende blev kørt lidt på selvironien, da Kris Kristofferson under afsyngelsen af det velkendte nummer ""Help Me Make It Through The Night" ændrede det sidste ord til "tonight". Men ellers var de første tre kvarter præget af monotoni - både i stemmeføringen og i et guitarspil, der bevidstløst koncentrerede sig om de samme tre akkorder.

Hvor ville det dog have gjort godt - og givet koncerten et tiltrængt løft - med et ordentligt musikalsk akkompagnement. En sprudlende guitarist ville have gjort underværker, og hvad kunne det ikke være blevet til med et helt orkester på scenen - som det på allerbedste vis er tilfældet med Kris Kristoffersons suveræne "The Austin Sessions", der blev udsendt i 1999, og som indeholder en stor buket af hans bedste og særdeles spillevende numre.

Ikke uventet fortsatte koncerten også efter pausen på den samme stereotype måde, men heldigvis indtraf der en mærkbar ændring i den sidste halve time, hvor Kris Kristofferson frigjorde sig lidt fra de stramme tøjler og med få men velvalgte virkemidler fik skabt en bedre kontakt til det tålmodige publikum. Guitarspillet blev en anelse mere nuanceret, og små historier og kommentarer blev honoreret med stort bifald - ikke mindst ved afslutningen af nummeret "For The Good Times".

Til stående ovationer forsvandt Kris Kristofferson lige så hurtigt, som han havde indledt koncerten, og mens dette læses, er han på vej ud i Europa, hvor ni optrædener venter i løbet af de kommende små tre uger. Ret godt skuldret af en snart 81-årig solist.

 

Det her blev spillet
Sætlisten til koncerten så sådan ud:Shipwrecked in the Eighties, Darby's Castle, Me and Bobby McGee, Here Comes The Rainbow Again, Best Of All Possible Worlds, Help Me Make It Through The Night, Billy Dee, Casey's Last Ride, Nobody Wins, Feeling Mortal, From Here To Forever, Broken Freedom Song, Loving Her Was Easier.

Derefter var der pause.

Just The Other Side Of Nowhere, Duvalier's Dream, I'd Rather Be Sorry, They Killed Him, Jody And The Kid, The Pilgrim Chapter 33, Jesus Was A Capricorn, To Beat The Devil, Sunday Mornin' Comin' Down, The Silver Tongued Devil And I, For The Good Times, Why Me Lord.

 Ekstranummer: Please Don't Tell Me How The Story Ends.

Respekt for legenden

På trods af ovenstående kritiske betragtninger forlod en stor del af det talstærke publikum koncerten med tilfredshed.

Bevares.

Måske var de musikalske forventninger ikke blevet indfriet, men omvendt havde man taget del i halvanden time i selskab med en aldrende amerikansk legende, der gennem de sidste 45 år har stået bag et utal af smukke kompositioner og et tekstunivers, der har talt til mange - og gjort et tilsvarende indtryk.

Kris Kristofferson har et gennemsympatisk og ydmygt udtryk, og det maner til respekt, at han stadig søger efter savsmuld under fødderne og finder det nødvendigt og vigtigt at opsøge de scener, som har udgjort så væsentlig en del af hans kunstneriske virke.

Så jo. Vi var vidner til et koncertmæssigt paradoks. Det, der i starten gav associationer om et skibbrud, kom tørskoet i land, og Værket lykkedes derved delvist med den spektakulære satsning - trods de indbyggede forhindringer.