Her tør man tale om sorgen

Trivselsteamet på Randers Realskole bruger ifølge Jan Frederiksen Peter Plys-filosofien i samtalerne i skilsmissegrupperne. Peter Plys ved nemlig ikke, hvad han skal lede efter, og derfor finder han altid noget. Foto: Annelene Petersen

Her tør man tale om sorgen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Skilsmisse. Randers Realskole har gode erfaringer med at sætte skilsmissebørn sammen i en gruppe, hvor de får sat ord på at hele deres verden er ramlet sammen.

Lige nu følger hele Danmark med, når DR1 sender sine hjerteskærende udsendelser om skilsmissebørn. Mange seere holder vejret og mærker stikket, når børn får sat ord på, hvad det gør ved dem, at far og mor går fra hinanden.

Privatskolen Randers Realskole, Danmarks største med godt 1000 elever, er den eneste skole i landet, der tilbyder samtalegrupper til skilsmissebørn. Det har skolen gjort i fire-fem år. Her sættes børnene sammen med lidelsesfæller, og oplever fællesskabet og det gør, at et par trin ad stigen med det samme springes over. For følelserne af tab, af kaos, af tryghed, der smuldrer, er den samme, selv om skilsmisserne er forskellige.

Når far og mor går fra hinanden vendes der op og ned på tilværelsen, og barnets reaktion holder Randers Realskoles trivselsteam øje med.

Det kan være at et udadvendt barn, der normalt løber og leger og spiller fodbold med masser af venner, pludselig sidder stille i en stol. Eller at en pige, der normalt er stille og rolig, pludselig hænger i gardinerne. Måske sidder barnet under bordet og kan ikke nås rent undervisningsmæssigt. Eller også har barnet ondt i maven og må gå hjem, knuget af sorg.

»Førhen ville jeg typisk have lagt hånden på skulderen af sådan et barn og sagt, at jeg ville være der, hvis han eller hun havde lyst til at tale om det. Men det ville være helt forkert. For det ville være at lægge ansvaret over på barnet, ved at lade ham eller hende tage initiativ til at komme. Nu er der ikke noget valg, vi vil spørge barnet om, hvad der er galt. For der er ikke noget, vi kan spørge om, der gør ondt. Barnet føler smerte allerede,« siger Jan Frederiksen, der er afdelingsleder af Skolefritidsordningen ved Randers Realskole og koordinator for skilsmissegrupperne Oasen og Pusterummet.

Skolen kom i gang med skilsmissegrupperne efter inspiration fra pædagogisk, psykologisk konsulent i Kræftens Bekæmpelse, Jes Dige, Aalborg, som holdt et foredrag for de ansatte på skolen for år tilbage.

Det gjorde han, fordi skolen trængte til at få kigget på sorgberedskabet. Og ud af de gode input fra Jes Dige opstod samtalegrupperne så.

Skolen oplever, at en eller to elever i gennemsnit i en klasse, må se sine forældre gå fra hinanden.

Og når forældrene så henvender sig til skolen og fortæller, at en snarlig skilsmisse er på vej, så indkalder skolen til et møde med forældrene. Her ser man på sagen, udfra barnets behov, og skolen udleverer en folder med gode råd til at håndtere sagen overfor barnet.

»Jeg oplever ofte, at forældrene er gode til at samarbejde om barnet,« siger Jan Frederiksen.

Man aftaler desuden et opfølgningsmøde i snarlig fremtid, og skole og forældre holder så øje med barnets reaktion.

Er der meget sorg og tristhed at spore tilbydes barnet skilsmissegruppen.

Trivselsteamet på skolen består af to medarbejdere fra SFO'en, to børnehaveklasseledere og tre lærere.

Samtalegrupperne er på maksimalt 12 børn, og der vil minimum være to voksne til stede.

»Mange gange oplever vi, at barnet rent faktisk tror, at forældrene skal skilles på grund af barnet. At det er barnets skyld. Vi hører dem sige, at min far og mor går fra hinanden, fordi de ikke kan finde ud af at hente og bringe mig,« siger Jan Frederisken, der altid har en køkkenrulle stående til samtalerne.

»For her er det i orden at græde. Det må man gerne. Man må også gerne grine. I øvrigt følger vi Jes Diges Peter Plys-filosofi. Tilgangen til samtalerne er lige som når Peter Plys siger: »Jeg ved ikke, hvad jeg leder efter, og derfor finder jeg altid noget«,« siger Jan Frederiksen.

En tidligere musiklærer på stedet har skrevet en sang, som børnene indleder samtalegruppen med. Den lyder sådan her.

»Far og mor - jeg elsker jer begge to.

Far og mor - ved hvem skal jeg nu bo?

Begge går jer's vej. Men hvad så med mig?«

Der er ingen fast dagsorden på, hvad der skal tales om. Men de voksne og de andre børn lytter, når der bliver talt.

Mange børn oplever, at de ikke er alene med tankerne.

»Og det er også ret kendetegnende, at de husker præcist, hvor de var, og hvad de lavede, da de fik at vide, at deres forældre skulle skilles. Vi hører for eksempel: »Det var søndag formiddag, og vi sad i far og mors seng og så fjernsyn, da vi blev kaldt ned, fordi der var noget, vi skulle have at vide«. Det er lidt lige som vi voksne, der også husker, hvor vi var 11. september 2001,« siger Jan Frederiksen, om budskabet, der vælter børns verden omkuld.

Det er ret forskelligt, hvor længe barnet har behov for at blive i gruppen. De fleste et halvt år, nogle et år, og andre længere tid.

»Forældrene kommer nogle gange og siger, at barnet ikke længere finder gruppen så spændende. Men jeg plejer også nogenlunde at kunne se det på, om de er blevet mere interesseret i, hvad vi skal have at spise, end hvad vi skal tale om. Så er de ved at være klar til at forlade gruppen igen,« siger Jan Frederiksen med et smil.

Her tør man tale om sorgen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce