Vi bruger cookies!

amtsavisen.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.amtsavisen.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Hverdagshistorie fra Randers vinder landsdækkende konkurrence

Selv små hverdagshistorier om, hvornår vi står op, hvad vi spiser til frokost og hvad vi laver i vores fritid, siger meget om vores samfund. Derfor er hverdagsberetninger også vigtige for den nyeste danmarkshistorieskrivning. Pressebillede: Giv det videre 2017

Hverdagshistorie fra Randers vinder landsdækkende konkurrence

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Gönül Tekin, som har boet i Over Hornbæk i 20 år, har skrevet en erindring om sin ankomst til Danmark. Erindringen har nu vundet den landsdækkende konkurrence 'Del dit liv'.

Randers: Siden marts har folk over alt i Danmark delt deres hverdagshistorier med landets arkiver gennem erindringsindsamlingen 'Giv det videre' og konkurrencen 'Del dit liv'.

Formålet er, at danskerne er med til at skrive landets historie med erindringer fra barndom og voksenliv.

Det har en borger fra Randers bidraget til, og nu er hendes erindring blandt de ti udvalgte, der vinder i konkurrencen og som præmie får en ny bog med titlen 'På tur i Danmarks historie'.

I erindringen fortæller Gönül Tekin om sit møde med den danske kultur og Randers, som er det eneste sted, hun har boet i landet.

- Hendes erindring er interessant, fordi hun fortæller om nogle danske sider af samfundet, som folk måske tager for givet. Hun ser med nye øjne på den måde, vi omgås hinanden. Historien giver eftertænksomhed i forhold til vores adfærd overfor naboer og kolleger, siger Carina Stobberup, projektkoordinator for 'Giv det videre', som har udvalgt Gönül Tekins erindring.

Randers, Grenaa og Ebeltoft kommer under lup
Om indsamlingen af erindringer
Alle kan stadig indsende deres historie om hverdagslivet eller oplevelser i forbindelse med særlige begivenheder på www.givdetvidere2017.dk.

Udvalgte historier udkommer desuden også i bogform i 2018.

Om initiativet 'Giv det videre'

Den almindelige danskers historie er en vigtig, men sommetider overset, del af kulturarven.

Selv små hverdagshistorier om, hvornår vi står op, hvad vi spiser til frokost, og hvad vi laver i vores fritid, siger meget om vores samfund.

Det er en del af historien, som kun kan fortælles af borgerne.

Derfor er hverdagsberetninger vigtige for den nyeste danmarkshistorieskrivning.

'Giv det videre' er en landsdækkende erindringsindsamling under initiativet 'Historier om Danmark'.

Den skal bidrage til en flerstemmig historiefortælling, hvor alle borgere kan bidrage til vores fælles historie.

Erindringerne bliver gemt på landets arkiver til brug for fremtidig historisk forskning.

Om 'Historier om Danmark'

'Historier om Danmark' er et tværgående samarbejde mellem DR, Nationalmuseet og Slots- og Kulturstyrelsen.

Projektet er støttet af Nordea-fonden.

Visionen er, at alle borgere over seks år får ny viden om deres egen og vores fælles historie i løbet af 2017 ved at se, høre eller opleve Danmarks historie.

Kilde: 'Historier om Danmark'-sekretariatet

Mødet med dansk kultur

Gönül Tekin har givet sine erindringer overskriften 'Tak til Danmark - Erindringer fra mit møde med Randers'.

I erindringerne fortæller hun om sin ankomst til Danmark fra Tyskland, om mødet med Randers og det at blive en del af det danske samfund.

Hun udpeger undervejs nogle ting, der undrer hende ved den danske kultur, som en indfødt dansker måske ikke selv tænker nærmere over.

Det var for eksempel nyt for hende, at naboen markerede fødslen af sit barn ved at hejse Dannebrog, og at kollegerne brugte frokostpausen på at fortælle hinanden om deres familie og gode tilbud i reklameaviser.

Gönül Tekin er glad for at bo i Over Hornbæk, hvor hun har boet i 20 år.

Læs Gönüls erindring
Her kan du læse Gönül Tekins erindring. Den er udgivet af 'Giv det videre', hvor man kan læse mange andre erindringer og hverdagshistorier. 

Tak til Danmark - Erindringer fra mit møde med Randers

Jeg er født og vokset op i Tyrkiet. Min far var gæstearbejder, der i starten af 70´erne kom til Tyskland. Jeg boede mange år i Tyskland inden vi besluttede at flytte til Randers i Danmark i 1998.

Vi havde været på ferie i Danmark flere gange. Et land jeg kom til at holde meget af, og som virkede "overskueligt", trygt og godt. Danmark var et dejligt land, hvor børn kan vokse op som selvstændige unge i frie omgivelser.

Jeg var 30 år og min dreng var 9 år. Han var lige blevet færdig med 3. klasse i sin folkeskole i Køln.

Mit første indtryk af Danmark, var at landskabet forekom meget fladt, da vi kørte over grænsen ved Kruså. Jeg havde en fornemmelse af, at vi kørte i et øde område, hvor man tilfældigt havde bygget en vej. Det var en tidlig søndag morgen, og jeg blev lidt bekymret, for der var næsten tomt på vejene. Det undrede mig, at der var så stor forskel på trafikken.

Vi flyttede til et rækkehus, som lå tæt på skolen i Over Hornbæk ved Randers. Vi var omgivet af naboer som hilste, når man mødte dem på vejen. Men alligevel var der ikke så mange, der havde tid eller interesse i small-talk. Hvis der endelig var en anledning til samtale, blev der ofte spurgt: "Hvad er grunden til at I flyttet til Danmark?".

En dag så jeg genboen havde stillet et rødt og hvidt Dannebrog foran døren. Det undrede mig, hvad kunne være årsagen? Det var ikke en nationaldag. Da jeg fik øje på naboen, der røg pibe udenfor sin dør, spurgte jeg, hvad der var anledningen. Han fortalte, at de lige havde fået deres andet barn, og i Danmark markerer man fødsler ved at hejse flaget. Der kom et lille smil på mine læber. Tænk at fejre begivenheder med flag, det havde jeg aldrig oplevet før. De steder jeg kendte til, var det næsten kun staten, der brugte flaget ved nationale højtider. Her i Danmark har vi et personligt forhold til Dannebrog.

Dengang vi købte vores rækkehus, var der ikke bygget ret mange huse efter broen over motorvejen. Jeg kan huske, at husene på Myrdalsvej først blev bygget på et senere tidspunkt og at området dengang var et dejligt sted for en 9-årig at udforske.

I Over Hornbæk var der en forretning som hed "Din Butik", hvor ejeren hed Allan. Butikken var meget hyggelig og lokal. Den var lille, men man kunne finde alt fra brød til legetøj i butikken. Jeg kan huske, jeg ofte købte mine rundstykker her om søndagen. Der var en god stemning i butikken, og det virkede som om, alle butikkens kunder kendte hinanden. Folk talte til Allan og omvendt.

Jeg kan huske, at jeg var inde i Randers centrum, hvor folk gik med joggingbukser, træsko eller gummistøvler. Dette syn var jeg ikke vant til at se i Köln. Folk her virkede mere afslappede og de havde deres børn med i byen. Jeg søgte hurtigt et job som ufaglært i Randers. I min jobsøgning oplevede jeg, at folk forventede, at jeg kunne tale dansk. Selv om de fleste kolleger kunne tale og forstå lidt tysk, var det ikke et sprog, de ville kommunikere på. Jeg oplevede, at folk var flinke til at modtage min ansøgning, men jeg fik ofte at vide, at mine manglende danskkundskaber var grunden til, at jeg ikke kunne få et arbejde.

Endelig fik jeg et vikariat på Hornbæk skole som rengøringsassistent. Dengang var det kommunen, der var arbejdsgiver på rengøringsområdet. Jeg fik de sødeste kolleger på Hornbæk skolen. Vi var 6 piger, der mødte kl. 5 hver dag fra mandag til fredag. Jeg havde 15 timer om ugen fra kl. 5 til kl. 8. I pausen fra kl. 6.10 til kl.6.30, fik vi en kop kaffe og en hjemmebagt bolle. I Köln var jeg vant til, at man enten læste avis eller en bog eller prøvede at slappe lidt af i pauserne. Men jeg observerede på min nye arbejdsplads, hvor vigtigt det var at indgå i et fællesskab. Folk snakkede med hinanden og fortalte om deres børn, familie og hund. Jeg kan huske en sjov ting, at reklamer og diverse tilbud var emner folk ofte delte med hinanden. En af kollegerne, som hed Laila, var min makker. Vi gik sammen i hallen og gjorde rent. Laila var meget imødekommende og hjælpsom. Jeg glædede mig hver dag til at møde på arbejde. Hun talte næsten uafbrudt. Hun fik min fulde opmærksomhed, fordi jeg VILLE forstå alt, hvad hun ville fortælle til mig.

Efter arbejdstid måtte jeg tage bussen for at komme på sprogskolen i Dronningborg. Bussen var meget ofte fyldt med passagerer. En dag sad jeg bag to unge piger i bussen. Jeg hørte tydeligt, hvad de sagde, men jeg forstod ikke et eneste ord. Det virkede som om, at det danske sprog udelukkende bestod af lange ubrudte sætninger. De talte så hurtigt med hinanden, at jeg måtte beundre dem, at de kunne forstå hinanden med alle disse ord uden "mellemrum". Jeg forsøgte at fange bare enkelte ord fra samtalen, som jeg kunne forstå, men desværre lykkedes det ikke.

Jeg blev tit testet, om jeg kunne sige "rødgrød med fløde". Jeg fik at vide, at hvis man kan sige denne sætning, så bliver man opfattet som én, der kan tale dansk. Jeg vidste ikke engang, hvordan rødgrød så ud, eller hvad det var. Jeg havde også lagt mærke til, når jeg tog med bussen, at der var ikke så mange, som læste bøger eller aviser i bussen. Det virkede meget anderledes, at folk talte sammen i bussen eller kiggede ud af vinduerne. Da jeg boede i Köln og tog U- Bahn, husker jeg at folk kiggede i en bog eller avis. Der var ikke så meget kontakt med den "omgivende verden".

Jeg havde min bil med fra Tyskland. Inden jeg fik danske nummerplade kørte jeg i min Peugeot 405. I Danmark lagde jeg mærke til, at fodgængerne ventede på bilerne ved fodgængerfeltet. I Danmark virker det helt naturligt, at det er fodgængerne, der må vente på bilerne, men ikke omvendt. Hvis man skal holde tilbage foran overgangen, skal man næsten komme i øjenkontakt med dem, som hentyder til " jeg venter nu, og du må gå over". Det er ikke en selvfølge at holde tilbage for fodgængerne. Jeg fik mit kørekort i Tyskland. At køre over striberne, mens fodgænger venter, svarer det til at køre over for rødt.

Læs resten af historien på www.givdetvidere2017.dk.