Ikke meget raslede i bøsserne: - Der er ellers mange gode grunde til at støtte sagen

Tre indsamlere med års erfaring med demnte pårørende i midten af billedet. Fra venstre er det Lotte Vallentin Christensen, Helle Pedersen og Dorthe Darlington. De tre er flankeret af Lottes datter Mille Vallentin Vestergaard (yderst til venstre) og Dorthes datter Olivia Darlington til højre. Foto: Annelene Petersen

Ikke meget raslede i bøsserne: - Der er ellers mange gode grunde til at støtte sagen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Tre lokale indsamlere, som lørdag var ude med raslebøsserne i forbindelse med Alzheimerforeningens landsindsamling, var noget skuffede over randrusianernes økonomiske opbakning eller mangel på samme.

Randers: - Det kunne unægtelig have været bedre. Det er ikke meget, vi har fået i bøsserne, lød det samstemmende fra Lotte Vallentin Christensen, Helle Pedersen og Dorthe Darlington, da vi mødte dem på Rådhustorvet lørdag over middag. De tre kvinder havde på det tidspunkt i forbindelse med Alzheimerforeningens landsindsamling været rundt i Randers midtbys gader udstyret med raslebøsser og masser af viden om, hvordan demens påvirker ikke bare den, som rammes, men hele familien.

Men modtagelsen havde været noget skuffende. Kun få havde hevet pungen op af lommen eller tasken og puttet et bidrag i bøsserne.

- Jeg tror egentlig ikke, det skyldes sagen. Mere at folk generelt er ved at være trætte af indsamlinger og indsamlere, mente Lotte Vallentin Christensen og fik samtykkende nik af de to andre.

Blandt de tre indsamlere var der imidlertid også enighed om, at der ellers var masser af gode grunde til at give lidt økonomisk støtte til Alzheimerforeningen.

Mødtes på plejehjemmet

- Vi ved endnu meget lidt om demens og årsagerne til, at så mange rammes af sygdommen. Derfor giver det rigtig god mening at styrke forskningen på området. Dertil kommer, at der i høj grad er brug for forbedringer på en stor del af de institutioner, hvor man har med demente at gøre, siger Lotte Vallentin Christensen.

Hendes nu afdøde far havde Alzheimers i otte år og levede de sidste halvandet år af sit liv på et plejehjem. Det er på plejehjemmet, at hun har lært Helle Pedersen og Dorthe Darlington at kende. Sidstnævnte har for ikke længe siden mistet sin mor, som nåede at leve ti år med diagnosen, mens Helle Pedersen stadig kommer på det pågældende plejehjem, hvor hendes nu 72-årige samlever gennem mange år bor. Han kan stadig kende hende, men er nu så dårlig, at han ikke kan gå, ligesom han har svært ved at tale.

- Det er utrolig hårdt at være vidne til, siger Helle Pedersen.

De pårørendes sygdom

At det er hårdt at være pårørende til en demensramt kan Lotte Vallentin Christensen og Dorthe Darlington i høj grad tale med om.

- Det er meget sigende, at Alzheimers er blevet kaldt de pårørendes sygdom, for det påvirker i den grad hele familien, siger Dorthe Darlington, og Lotte Vallentin Christensen supplerer:

- I starten af et sygdomsforløb kan den demensramte jo godt selv mærke, at noget er galt. Men længere inde i forløbet er det i langt højere grad de pårørende, som lider. Fordi den demente selv ikke længere er bevidst om sin sygdom. Da handler det blot om, at gøre hverdagen og nuet så godt som muligt for den demente. Men det er meget sorgfuldt at opleve, hvordan den person, man har kendt hele sit liv, langsomt forsvinder.

Dorthe Darlington fortæller i den forbindelse, at allerede den dag, hendes mor som blot 62-årig fik diagnosen Alzheimers, var hun som datter den, der var mest chokeret.

- Jeg kan huske, jeg spurgte hende, hvordan hun havde det, da vi forlod lægen efter, at hun havde fået sin diagnose. Hun svarede "jeg har det da fint" på en måde, der signalerede, at det var da et sjovt spørgsmål.

År med bekymring

De tre kvinder beskriver alle de første år med en dement pårørende som fyldt med bekymring og angst for, hvad der skal ske med deres kære. Og som en lang balanceakt, hvor man både vil gøre alt for at beskytte den demente og dennes værdighed, men samtidig så vidt muligt respektere den dementes personlige frihed og ret til privatliv.

- Jeg har for eksempel oplevet, at min mor var forsvundet i 24 timer, hvor ingen, heller ikke hende selv, vidste, hvor hun var, fortæller Dorthe Darlington.

Når sygdommen bliver så fremskreden, at den demente ikke længere kan klare sig selv og derfor kommer på plejehjem, kan det være en stor lettelse for de pårørende. Fordi de så ved, at deres demente forælder eller ægtefælle nu er i gode hænder i døgnets 24 timer.

- Desværre er det bare ikke altid sådan, det er. Vi har alle tre oplevet, dels på grund af for få hænder, dels på grund af manglende viden hos personalet, at vore demente familiemedlemmer ikke har fået den omsorg og behandling, man burde kunne forvente af et plejehjem, siger Lotte Vallentin Christensen.

Brug for penge

Hun og de to andre kvinder efterlyser derfor mere og bedre uddannet personale på plejehjemmene.

- Vi har naturligvis påtalt det, når vi ikke har været tilfredse med den behandling, vores demente familiemedlemmer har fået. Og så har vi som regel fået det svar, at det er svært at skaffe tilstrækkeligt med personale i almindelighed og folk med specialviden i demens i særdeleshed, siger Lotte Vallentin Christensen.

De tre indsamlere opsummerer, at der i høj grad er brug for penge til forskning, til efteruddannelse af plejepersonale og til støtte og oplysning til pårørende. Og selv om man ikke nåede eller fik muligheden for at give et bidrag lørdag, kan det nås endnu. Enten ved at sende en sms til 1272 med teksten "demens" og på den måde give 50 kroner. Eller man kan sende et selvvalgt beløb med mobilepay til 5050.

Ikke meget raslede i bøsserne: - Der er ellers mange gode grunde til at støtte sagen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce