Man samler da på orgler ...

Wili Jønsson har foræret Palle Hjorth det originale Rabalderstræde-klaver. Det lyder præcis som på pladen, mener den entusiastiske orgelsamler. Til venstre ses hjørnet af perlen i samlingen: Det gamle Hammond B2 fra 1957, som har stået i en amerikansk kirke. Foto: Axel Schütt
Foto: Axel Schütt

Man samler da på orgler ...

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Tangentinstrumenter. Palle Hjorths musikglæde blev kickstartet af Ole Erling og mormors stueorgel. I dag spiller han med alle de store på landets musikscener.

Palle Hjorths mormor havde et elektrisk stueorgel. Det er landets mange Savage Rose-fans formentlig lykkelige for. Uden mormors orgel og Palles glæde over den fantastiske lyd, det kunne frembringe, er det ikke til at vide, hvem der ellers kunne træde til, da det legendariske orkester mistede en af sine nøglepersoner i 2006.

Foto: Axel Schütt

Thomas Koppels tomme klaverbænk forekom umulig at fylde ud. Men Palle fik chancen og har været fast ved tangenterne lige siden. Det var der nok ikke mange, der havde fantasi til at forestille sig, da den lille dreng sad ved stueorglet og efterlignede Ole Erling.

Foto: Axel Schütt

I syvende klasse gik han til elorgel i to sæsoner hos Henning Hammer, som dengang spillede med Jodle Birge. Han underviste fire drenge ad gangen, så der var ikke meget tid til hver enkelt. Det rettede Palle op på ved at skynde sig hjem fra skole og spille i timevis. At kalde ham autodidakt er ikke helt forkert.

Foto: Axel Schütt

»Jeg var vel omkring 16, da jeg hørte jazzorganisten Kjeld Lauritsen spille i radioprogrammet Jazznyt. Wuh! Det lød godt, jeg var solgt. Det var det, jeg skulle. Jeg begyndte at samle på orgler med det samme. Det første fandt jeg hos Hammond Hardy i Silkeborg.«

Det er for længst skiftet ud med andre og bedre. Flere. Og ældre. Alt med tangenter. Men favoritten i samlingen er der ingen tvivl om. Det er det gamle Hammond B3.

Palle Hjorth stryger nænsomt henover det ædle træ. I årevis har orglet ledsaget entusiastisk korsang i en kirke i USA. For omkring 12 år siden fik han det hentet til Danmark, og i dag er det perlen i hans store samling af tangentinstrumenter, som han opbevarer på et lager i udkanten af østjyske Hadsten.

»Desværre er det begyndt at lyde, som om det fejler noget. Jeg har spillet 1000 koncerter på det, så det er nok lidt slidt. Det er fra 1957, så jeg er bange for, at det er noget aldersrelateret,« siger Palle Hjort.

Et øjeblik lyder han mere som en overlæge end den stærkt efterspurgte og travle tangentekvilibrist han er.

»Men der arbejdes på nogle løsninger,« siger han og lyser op.

Palle Hjorth er ikke den, der lader sig trykke ned af bekymringer. Musik er lig med glæde i hans verden. Og hvis det ikke er det, så sørger han for, at det bliver det.

Det gamle orgel har stået ham i 60.000 kroner i sin tid. Men den slags går han ikke så meget op i. Han skulle bare have det, og så er beløbet underordnet.

»Mange af de amerikanske B3-modeller har stået i kirker og er utrolig velholdte. Dem, vi har herhjemme, er fra 60erne og 70erne, og de er efterhånden rykket helt fra hinanden.«

Palle Hjorth fisker nogle ledninger frem, tilslutter dem, trykker på nogle knapper og lader fingrene løbe hen over tangenteren.

De umiskendelige toner fra »Byen vågner« i »Dødens Triumf« lokkes frem uden besvær.

»Måske skulle det bare hvile sig lidt,« siger han undrende.

Men så stiger en dyb brummen op under de andre toner, Palle Hjorth tryller frem. Mislyden er der stadig. Heldigvis er det en af de få, der er i hans liv. For nylig er den lille familie, som også tæller hustruen Karina og deres søn på tre et halvt flyttet hjem til barndomsbyen Hadsten, for at være tættere på den familie, der er god at trække på, når koncertkalenderen bliver lige lovlig tæt booket. Og det gør den jævnligt. Palle siger nødig nej til spændende udfordringer.

»Jeg har prøvet at holde en lang pause en gang. Det gik ikke. Jeg blev rastløs og irritabel. Men jeg har brugt lang tid de sidste par år på at få det til ikke at være arbejde. Jeg undgår musik, jeg egentlig ikke gider. Meget sene koncerter, private fester og den slags. Det bliver for hårdt. Jeg vil helst have det som dengang, jeg begyndte at spille, hvor det absolut ikke handlede om at tjene penge, hvor jeg bare spillede, fordi det er sjovt. Så er det fantastisk.«

Listen over musikere, der har haft bud efter Palle Hjorth, er lang og imponerende. Ikke at han er til den slags namedropping. De bliver nævnt, når det falder naturligt - og tæller for tiden blandt andre Peter Sommer, Hush, The Sandmen - og altså Savage Rose.

»Her skal du se,« siger han og springer op.

Kønt er det gamle, sorte elklaver ikke. Faktisk er det temmelig ramponeret. Præcis som det skal være! Klaveret er et eksempel på, hvordan Karmaloven fungerer i Palles verden:

»Det er det originale Rabalderstræde-klaver. Jeg har fået det af Wili Jønsson, som jeg har turneret med. Jeg vidste, han godt kunne tænke sig et Wurlitzer elklaver, og jeg havde flere. Et af dem var olivengrønt, meget specielt. Det skulle han da have, tænkte jeg. Nogle dage efter ville han vise mig huset, hvor de altid havde boet. Nede i kælderen stod Gasolins gamle gear. »Kan du ikke lige tage ved her? Det skal du have,« sagde han. »Og det der kan du bare male over«.«

Palle peger på navnet GASOLIN' som er prentet hvidt på sort på toppen af klaveret, et RMI Electra 368 x.

»Fed humor, ikke. Det kommer aldrig til at ske«.

Palle Hjorth, 38, ligner en dreng, der har sneget sig til at klemme lidt på julegaverne under træet for at tjekke, hvad der er i vente. Pludselig går det op for drengen med de undersøgende fingre, at i år skal det være. I år bliver hans hedeste ønske endelig opfyldt. Ansigtet eksploderer i glæde, og den hårde intro til »Rabalderstræde« brager ud i lokalet.

»Den der måde, det ikke stemmer på. Sådan lyder det også på pladen, det er fedt hver gang. Det er som at være der selv,« siger han begejstret.

Nogle samler på ølbrikker. Andre på klistermærker. Hatte. Eller LPer fra 1970erne med dansk musik.

Palle Hjorth indrømmer leende, at han har samlet på det hele. I dag er det meste pakket ned og gemt væk. Bortset fra LP-samlingen har de ikke haft afgørende betydning for hans liv.

Det samme kan han ikke sige om de mange orgler, klaverer og andre tangentinstrumenter, han efterhånden har fået skrabet sammen. De er hans liv. En stor del af det i hvert fald. Hvor mange der er, har han ikke styr på. Men der er mange. En snes stykker kan man umiddelbart tælle sig til.

»Jeg har haft flere, end jeg har idag. Men jeg var træt af at have så mange ting, at jeg har foræret en del væk. Jeg er ikke så godt til at sælge. Jeg er bedre til at forære ting væk. Det vigtigste for mig er at tingene går til nogen, som kan lide dem og vil bruge dem.«

Palle får selv mange ting foræret. Han peger på et Ace Tone.

»Den der stod i et haveskur og blev ikke brugt til noget, så ejeren ville forære mig det, ellers ville det ryge ud. Jeg synes, det lyder godt. Det har sådan lidt en Doors-lyd,« siger Palle Hjorth og spiller introen til bandets »Light my Fire«.

»Jeg går efter instrumenter, som har en spændende lyd. Og så synes jeg også, det er sjovt, når tingene har en historie,« siger han.

»Den her er sjov. Den har stået i en lade i USA. Det er en Hammond Solovox med tangenter, man kan montere under sit flygel, så man kan lægge strygerlyd på. Den har jeg købt på eBay.«

Ledningerne ligner noget, der er forbudt for børn, og instrumentet har da heller ikke været sluttet til. Endnu. Rundt om i det tætpakkede lagerlokale står flere andre instrumenter, som ikke bliver brugt hver dag. Nogle bliver kun brugt til indspilninger. Når der lige mangler en helt speciel lyd. Andre kommer med, næsten hver gang, Palle Hjorth er ude at spille. Det er han tit, selv om han ikke kan prale af nogen gennemført musikeruddannelse.

»Jeg kom ind på konservatoriet, men det holdt kun i to år. Jeg havde for travlt med at spille. Det er jo ikke meningen, man skal rejse rundt og spille, når man går på konsevatoriet. Man skal helst studere, men det havde jeg ikke tid til. Jeg valgte at satse på det andet.«

Karrieren blev kickstartet, da han begyndte at spille med På Slaget 12 på det tidspunkt, hvor de havde stor succes med »Let's Dance«-konceptet. Det gav synlighed. Den brede anerkendelsen kom, da Savage Rose nogle år senere fik brug for hans hjælp.

»Der er nogle, der rynker på næsen af, at jeg ikke kun spiller, hvad skal man sige, kunstneriske ting. Det, jeg lavede med På Slaget 12, vil nogle jo nok kalde røvballemusik. Det synes jeg ikke. Det har givet mig stor erfaring, det har givet mig et lydsprog og ved at sprede mig og altid tage imod spændende udfordringer har jeg fået let ved at falde ind i mange genrer. Jeg står gerne ved, at min egen musikglæde er udsprunget af den populære, underholdende genre.«

Palle Hjorth er midt i et flip med at købe alle mulige mærkelige synthesizere op. De mange forskellige instrumenter, han køber til sin samling, er med til at udfordre ham på samme måde som de mange forskellige opgaver, han påtager sig.

Han nyder at få den optimale lyd ud af hvert enkelt, når han skal lære at spille på dem. Om det er et Elka transistororgel, en italiensk akkordeon fra Paolo Soprani eller et gammelt Hammond akkordorgel.

»Det er noget, jeg ved, jeg er god til. Især at få det optimale ud af et instrument, der måske er begrænset.«

Når nogle roser hans orgelspil generelt, er han mere nølende med at tage den ind.

»Der er mange andre, der er rigtigt gode,« siger han beskedent.

Måske. Men det er Palle Hjorths telefon, der ringer.

Man samler da på orgler ...

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce